Udsigt fra Kongevejen

Jeg holdt meget af min farmor, som var født i Bern i 1879 og døde i Vordingborg 1975. Hun fødte først min far, da hun var 30, og han og min mor fik også først mig, da de var 30. Så jeg husker farmor som en gammel kone, skønt hun kun var ca. 63, da jeg har de første erindringer om hende. Hun var enke - min farfar døde i 1945, da jeg kun var et år. Hun var altid i sort eller mørkeblåt - og når det skulle være sommerligt - bordeaux med små hvide prikker eller småblomster. I halsen bar hun hvide el. beige kniplingskraver eller kalvekrøs med lille broche. Knude i nakken af en tynd grå/hvid hårpisk og med hårnet. Korset om livet, men ikke bh. Nærmest ingen tænder. Måske fordi hun - til trods for at hun var schweizer - i hele sit liv hverken spiste ost eller drak mælk. Hun havde humor. Ja, faktisk lo hun ofte, nogle gange lidt småfnisende, klukkende, men tit også over ting, jeg ikke rigtig fattede spasen i. Og hun havde omvendt ikke meget til overs for såkaldt 'dansk humor'. Hu

Rimini, Rom, Toscana og Firenze en uge i september De første regndråber på ruderne i bussen ved Firenze. Og så regnede det ellers til vi var fremme ved 22-tiden Chianciano Terme. I forhold til den vejrudsigt, vi havde set for vore rejsemål hjemmefra, blev vejret overraskende fint. Det regnede/tordnede enten kun om natten - eller når vi kørte i bus - så det var til at leve med. Vi kunne sidde/gå om aftenen uden overtøj - og alt klappede i øvrigt. Indtjekning, fly- og busafgange etc. på minutten. Federico Fellini Lufthavnen i Rimini er den smidigste og mest velfungerende lille lufthavn, vi har besøgt. Både ud og hjem var der kun ét andet fly, som skulle læsse af og på, så bagagen røg hurtigt igennem, og der var kun ca. 20 min. kørsel til/fra hotellet. Den gamle bro i Rimini. I Rimini blev vi indkvarteret i et kedeligt lille familiehotel, der slet ikke var gearet til at spise så stor en gruppe af til morgenmad. Som blev serveret i et trist kælderrum af uchar

Vinkelstigen ved mit ene kontorvindue. Det var sol, men noget blæsende, da vores dygtige tømrer, der også er taglægger, og hans smukke kvindelige lærling, ankom med vinkelstiger og andet grej for at skifte ødelagte tagsten ud på vores gamle hus. Kort efter kunne jeg på min kontor på 1. sal først høre lyden af stigen, der blev bugseret i hak på tagrygningen. Så fulgte lyden af sten, der blev kastet ned.... skrat, klirre, bang. Det stod på i flere timer - også på den anden side af huset.  Humlebæk Teglværk ca. 1940, hvor Teglgårdsparkens blokke i dag ligger. Huset er fra 1921, og vi flyttede ind 1984. Nogle år efter opdagede vi, at der var nogle tagsten, som skulle skiftes ud. Vores nabo var murer, og vi spurgte ham, om han ville råde os til at skifte hele taget ud. 'Endelig ikke!', sagde han, 'Jeres tag er Humlebæk Teglværk, og dén kvalitet laves ikke mere!'  Det synes jeg var lidt hyggeligt, for min søn Thomas og jeg boede i Humlebæk (1977-84) i Teglværks

Ægte Marlene: fjer, kunstige øjevipper og negle, smykker og barberede øjenbryn. Ca. 1939 Fra 'Shanghai Expressen' af Joseph von Sternberg, 1935 Hvis Marlene Dietrich (1901-92) havde været lige så kritisk over for de filmmanuskripter, hun fik tildelt, som hun var i forhold til sin fremtræden og lyssætning både på film og still fotos, så havde hendes ry som filmstjerne måske været større end hendes senere ikon status som entertainer i en menneskealder. For hun var en god skuespiller . Hun gav sig bare ikke lov til at spille dén rolle særlig mange gange i sin ellers lange karriere. Det var efter min mening først og fremmest instruktøren Joseph von Sternberg s skyld. Godt nok var det ham, der med  'Den blå engel' (1928), hvor Dietrich som bekendt spillede den uartige kabaretsangerinde Lola Lola, skabte hende et verdensgennembrud af uhørte dimensioner. Men da filmen umiddelbart efter skaffede dem begge adgangsbillet til Hollywood, blev Sternberg 

     På denne postkasse står: 'Benyttes ikke!' Måske  passiv protest?   For nogle måneder siden tvangsindførtes postkasser ud til vejen - med et stærkt varieret udbud af kasser og skrifter. Bortset fra en til sidst nervepirrende ventetid, hvor leveringen uge efter uge blev udskudt af leveringsfirmaet, har det ikke betydet det store savn, at posten ikke længere går gennem dørbrev-sprækken, bortset fra de gange hvor brevene bliver lidt våde, da vores kasse ikke er helt regntæt. Har det vist sig. Og heldigvis har man indtil videre stadig kunne formå avisbudene til fortsat at levere til døren, så man ikke skal ud i våde vintermorgener for at hente sin morgenavis. Men for en uge siden opsagde vi den daglige avis, som vi alligevel sjældent får læst ordentlig her i sommertiden, og nøjes altså med tre aviser i weekenden. Det er dog lidt træls ikke at have sin sædvanlige nyhedsdosis til morgenkaffen, så i stedet styrer gemalen cyklen til stationen og henter

Lige så inciterende og spændende det for år tilbage kunne være at bestille en rejse i sidste øjeblik og dårligt ane, hvor man havnede, og hvordan hotellet var. Kun at man havde fået en ski..billig rejse. Lige så herligt er det at have bestilt sin tur flere måneder før tid. Tid til planlægning. Tid til at dyrke forventningens glæde med langtidseffekt. Og SUK - tid til at pakke kuffert. Det - synes jeg - bliver sværere og sværere år for år. Alt for forsigtig - får oftest for meget med - og mangler så alligevel et eller andet. Pincet, fyrfadslys eller værst - krydsord! Det er så afgjort et 'alderdomsfænomen' - dette med den gode tid. Og den er da også en gang imellem blandet op med tvivlens skarntyde: skulle man have ventet for at se, om der kom et billigere og bedre tilbud? Omvendt har man også med årene lært, at man kan vente for længe, og så vupti er der slet intet at vælge imellem. Det trøster jeg mig så med, når jeg lige om lidt overfører bestillingsgebyret til et rejsebure

Toledo, Ávila, Aranjuez en ualmindelig maj-uge J a, hvorfor i alverden tage til Spanien, når vejret er skidegodt herhjemme, og det til gengæld er rigtig koldt i Toledo og Madrid , hvor vi havde valgt at tage 'I de spanske kongers fodspor' med Best Travel 1. uge af maj 2012. Og det regnede også. Dog mest den dag, vi skulle på den længste bustur, nemlig til Ávila , byen med den imponerende 2,5 km lange bymur og 88 velbevarede vagttårne. De sorte skyer og den tunge regn viste sig nådigt kun på skift undervejs, hvor vi sad trygt i bussen. S ådan oplevede vi desværre ikke at se bymuren fra denne vinkel, men dog heller ikke sne.   Fra Palacio de los Veladas atriumhave med servering af lette frokostretter, kaffe, kage og cocktails. I Ávila stak vi af fra gruppen og den hidkaldte, men næsten uforståelige spanske guide. I stedet fik vi på byens informationskontor et kort, så vi selv kunne finde rundt. Ud og knipse ved kirken og det imponerende t