Udsigt fra Kongevejen

Vinkelstigen ved mit ene kontorvindue. Det var sol, men noget blæsende, da vores dygtige tømrer, der også er taglægger, og hans smukke kvindelige lærling, ankom med vinkelstiger og andet grej for at skifte ødelagte tagsten ud på vores gamle hus. Kort efter kunne jeg på min kontor på 1. sal først høre lyden af stigen, der blev bugseret i hak på tagrygningen. Så fulgte lyden af sten, der blev kastet ned.... skrat, klirre, bang. Det stod på i flere timer - også på den anden side af huset.  Humlebæk Teglværk ca. 1940, hvor Teglgårdsparkens blokke i dag ligger. Huset er fra 1921, og vi flyttede ind 1984. Nogle år efter opdagede vi, at der var nogle tagsten, som skulle skiftes ud. Vores nabo var murer, og vi spurgte ham, om han ville råde os til at skifte hele taget ud. 'Endelig ikke!', sagde han, 'Jeres tag er Humlebæk Teglværk, og dén kvalitet laves ikke mere!'  Det synes jeg var lidt hyggeligt, for min søn Thomas og jeg boede i Humlebæk (1977-84) i Teglværks

Ægte Marlene: fjer, kunstige øjevipper og negle, smykker og barberede øjenbryn. Ca. 1939 Fra 'Shanghai Expressen' af Joseph von Sternberg, 1935 Hvis Marlene Dietrich (1901-92) havde været lige så kritisk over for de filmmanuskripter, hun fik tildelt, som hun var i forhold til sin fremtræden og lyssætning både på film og still fotos, så havde hendes ry som filmstjerne måske været større end hendes senere ikon status som entertainer i en menneskealder. For hun var en god skuespiller . Hun gav sig bare ikke lov til at spille dén rolle særlig mange gange i sin ellers lange karriere. Det var efter min mening først og fremmest instruktøren Joseph von Sternberg s skyld. Godt nok var det ham, der med  'Den blå engel' (1928), hvor Dietrich som bekendt spillede den uartige kabaretsangerinde Lola Lola, skabte hende et verdensgennembrud af uhørte dimensioner. Men da filmen umiddelbart efter skaffede dem begge adgangsbillet til Hollywood, blev Sternberg