Udsigt fra Kongevejen

Simone de Beauvoir (1908-86). Stort forfatterskab bl.a. 'Det andet køn' og 'Alle mennesker er dødelige, 'Alderdommen' samt 'Mandarinerne', som hun fik Goncourt prisen for i 1954. Nylig gik jeg atter i gang med 'Mandarinerne I-III' af Simone de Beauvoir. Det var måske 3. gang, siden jeg i sommeren 1961 første gang læste Beauvoirs 'nøgleroman'. Jeg var lige flyttet til Holbæk for at bo hos min onkel og tante og var startet i realklassen. Lidt af et kulturchok for en 16 årig at komme fra den 'gamle' Strandmarksskole i Hvidovre med mange unge skolelærere og til den nybyggede Slotsmarksskole I Holbæk med overvejende gamle lærere. Det var dog en af de 'yngre', vores geografilærer Hartvig Jespersen, der en en smuk sommerdag åbenbart ikke gad geografi og startede timen med: 'Hvem kender Paul Sartre?' Jeg var den eneste, der havde fingeren oppe. Om jeg også kendte hans livsveninde gennem mange år, Simone de Bea...

  Alle kirkegård gemmer på små og store oplevelser, hvis man har sans for dem. Men ingen byer har så mange sære gravsteder som Paris. De tre mest kendte kirkegårde: Montmartre, Montparnasse og Pére Lachaise, kan studeres med kort i hånden og med Edgar Allan Poes ånde i nakken . Vi sætter mindesmærker over os selv og vore afdøde på kirkegårdene. Det kan give både poetiske og uhyggelige oplevelser at vandre rundt i disse dødsparker. De mest varierede af slagsen findes i Paris. 1. november - De dødes dag (Le Jour des Morts) - går alle ordentlige parisere på kirkegård og køber vokslys, som de sætter på familiers og venners grave eller ved mausoleer - store som kolonihavehuse. Det er en uhyre stemningsfuld oplevelse, men man behøver ikke vente til november. Selv om man aldrig før har været kirkegårds-fan, bør man i hvert fald aflægge mindst een af de tre meste kendte kirkegårde i Paris et besøg. Flere katte end blomster Cimentiere Montmartre (anlagt 1795...

Galleriet og mig - og pigen på 1. sal i 1978. Jeg er en idiot til at huske titler og stednavne ret længe ad gangen. Men ’billeder’ kan jeg huske og på den måde også steder . Min kæreste Svenn og jeg var i Paris første gang i 1978. Vi fandt på venstre Seinebred en yndig plads, hvor   kæresten ville  tage et foto af mig foran et lille galleri. Der stillede jeg mig så op i position med krukket hånd mod hagen – lidet vidende, at en - iflg. Svenn – yndig pige i vinduet på etagen oven over også troede, at hun var modellen. Fint set af Svenn, men desværre var mit gamle kamera ikke meget værd, så klippet fortoner sig lidt. I 1987 var jeg med min mand Carl-Otto, som jeg var blevet gift med tre år tidligere, på vores anden tur i Paris. Ved et tilfælde falder vi over samme lille Grotte Galleri, men nu var hele bygningen malet hvid. Jeg t og et billede – denne gang med et bedre kamera, men stadig uden at huske adressen. X-gemalen næsten samme sted i 1987. Når jeg f...