Se den lille kattekilling

Misser

Legesyge, kønne og kloge Prebs.

Svenns mor Bodil boede på 2. sal på Vesterbrogade og havde en sort kat, Misser, som af og til, når vi kom på besøg, sad og lurede oppe på kanten af stuedøre (!). Det var lidt spooky. Da Bodil skulle flytte til en anden lejlighed i nærheden, hvor de ikke måtte have kat, arvede vi den.

De første uger efter at hun var blevet transporteret i tog i Svenns håndboldtaske til Roskilde, kom hun ikke frem fra sit skjul under vores seng. Men vi kunne se, at hun havde taget af maden der var sat frem, når vi var væk. Gradvist fik Svenn lokket hende frem – og hun blev meget glad for Thomas.

Hos os hoppede hun ikke op på dørene, men sad af og til på bogskabet i stuen og gloede ned på os.

Misser kom med til Humlebæk, hvor vi troede, vi langsomt kunne træne hende op til at komme ud i naturen. Men forsøg med en lånt hundesnor fungerede slet ikke. Hun var ved at strangulere sig selv af skræk over alle de farlige lyde.

Jeg er vokset op med katte og har altid elsket dem, men her var kærligheden ikke gensidig. Der var bestemte steder på ryggen, hun absolut ikke ville aes, og jeg fandt aldrig helt ud af hvor, før der kom kontant klør-afregning. Svenn og Thomas havde slet ikke de problemer med hende, og de holdt meget af hende begge to. En køn kat var hun i mange år, men et par måneder før vi skulle flytte fra Humlebæk til Helsingør (hvor jeg og min nye kæreste havde købt hus), var hun blevet blind og havde også fået andre skavanker. I Humlebæk-lejligheden, hvor hun kendte hvert et hjørne, kunne hun sagtens klare sig - også som blind. Men hun skulle ikke i høj alder flytte hen et fremmed sted, hvor hun ikke kendte rum, lyde, lugt og møbler. Vi fik en dyrlæge til at komme og give hende en sprøjte, en dag hvor Thomas ikke var hjemme. Jeg følte mig virkelig som morder, da hun kravlede ind under sofaen og ’så’ på os med sine blinde øjne, før hun dejsede om. Det var rædselsfuldt.

Prebs

Min nye mand kom fra en ’hundefamilie’, der bl.a. elskede foxterriere, som jeg også kan li’, men jeg kan ikke holde deres gøen ud. Vi var på fuldtidsarbejde og væk ca. 10 timer hver dag, så ingen hund! Katte kunne der heller ikke blive tale om – ud til den befærdede Kongevej. Men første jul, vi tilbragte i Helsingør, kom Thomas hjem med en stor kattekilling på tre mdr. Hun kom fra et pænt hjem i Kvistgård og var ikke vant til støjende trafik. Det var vores held! Hun kom aldrig så meget som ud på fortovet foran huset, og det gjorde at hun senere opdrog sine fire killinger med hård klo, så de heller ikke søgte ret langt væk fra matriklen. Prebs var en af de smukkeste stribede huskatte, jeg har set. Smalhovedet, storøjet, legesyg og ufattelig godt begavet. Tror jeg. Hun var uhyre legesyg og blev også fin stimuleret. Bl.a. elskede hun at gemme sig i badekarret, hvor forhænget var trukket for,når man sad på toilettet og lod en en finger nærme sig badekarskanten. Fiuggg! sagde det så.  Når vi børstede tænder, sad hun ved håndvasken og slog til vandstrålen. Men hun forlod os og matriklen og sine tre 'sønner', kort efter jeg en dag kom hjem med den lille bortløbne kattekilling Obelitz. SÅ var målet fuldt.

Musketerkattene

Prebs og den sovende kvartet.

Vi havde besluttet, at hun ikke skulle steriliseres, før hun havde fået et kuld killinger. Og vi havde heldigvis glæde af hende flere år, før det skete. Hun fik fire: en hunkat med alle farver (Tabby), som også var den eneste, der blev afsat. De to andre reserverede killinger blev svigtet, og i stedet for kun at beholde dén ene hankat, der lignede moderen mest, beholdt vi alle tre, som vi jo nu kendte og ikke nænnede at få aflivet. De hed: Pote (fordi den havde hvide poter som Prebs), Frederik, en lille tæt slagsbror, med et yndigt, uskyldigt fjæs, og Oscar, en lang, slank kat med lidt udstående øjne og buet næse. Han var meget bedre til at passe sin pels end de andre, men til gengæld ikke nær så god til fodbold som brødrene. De var faktisk en slags kattemusketerer: Pote = den kloge Athos, Frederik = den modige Porthos og Oscar, den forfængelige Aramis.

Vi elskede de katte – til Carl-Ottos families fortrydelse, som syntes han nærmest havde begået faneflugt. De havde altid haft hunde, foxterriere eller gravhunde. Da vi blev skilt 11 år senere, beholdt Carl-Otto Oscar. De tre kattebrødre døde alle tre inden for et år flere år senere – som hhv. 18 og 19 årige, så jeg tror de må siges at have haft et langt, godt liv.

Frederik, søster, som var den eneste vi fik afsat, Pote og Oscar.

Da Jesper flyttede ind på Kongevejen (1996), (otte måneder efter at x-gemalen var flyttet til Valby,) ‘adopterede’ han næsten med det samme Frederik (navnefællesskab!). Jesper har altid været vant til katte.

Efter at Frederik, der som 18 årig blev blind, og et år senere Pote, som fik en ondsindet bronkitis, havde lidt ‘Svanens død’ (dyrlægens navn!), var vi kattefrie i mere end et år. Og det var ikke godt.

Mitzi og Rosso

I sommeren 2005 gav ventelisten hos dyrlægen resultat, og vi fik to søskende: hunkatten Mitzi og hankatten Rosso. Mitzi er en gråstribet huskat med hvidt bryst og et rødt ben og lidt rødt her og der! Den røde hankat, Rosso, har knækket hale og løber som en hest. Hun er lille og spinkel, men en stor jæger, som holder haven ’ren’. Det var også hende, der gjorde os opmærksom på, at der var rotter i et defekt kloakrør. Han er sød og kælen og kan kurre som en due, når han er rigtig lykkelig. Måske lidt dum, men kær. Så nu fik vi igen hver sin kat – og gæt hvem, der har hvem! Men Mitzi fik i begyndelsen af 2016 noget vi først troede var halskatar og forsøgte med alle midler at hjælpe hende. Men det var i stedet kræft, og da hun til sidst ingen føde kunne tage til sig uden at kaste op, måtte dyrlægen komme.

Rosso & Mitzi. Før de blev neutraliseret kunne de sove arm i arm.



Og køjeseng

Min kat Mitzi måtte jeg tage afsked med 16.2.2016. RIP