Udsigt fra Kongevejen

Møde med den 'onde maler' Otto Dix og dejlige Düsseldorf   'De syv dødssynder' af Otto Dix ca. 19 33 Da vi fortalte vennerne, at forårets tur gik til Düsseldorf (2017), var reaktionen umiddelbart: 'Hvad pokker skal I der?' Og så fortalte vi om særudstillingen af Otto Dix' sjove, grove og chokerende kunst fra mellemkrigsårene og senere. At han havde boet i byen i sine betydningsfulde dannelsesår med stort udbytte, fordi byen dengang som nu var et kunstnerisk kraftfelt. I dag også for design og mode. 21. april: Et lille dejligt Air Berlin fly (som desværre nu er 'opslugt af andre flyselskaber), var fremme 1½ time senere, kl. 8,15. Vi tog med en direkte linje fra lufthavnen (indviet i 2016) ind til Hovedbanegården, hvor vi fik lidt morgenmad i 'Cafetiero' , der havde eget kaffebrænderi og en barista bag disken.  Daniel Libeskind-bydelen K-Bögen - set fra hver sin side af bydelen - har givet byen et arkitektonisk ...

En af turens største oplevelser var Lissabons akvædukt, bygget i 1733-89. Her er jeg ca. halvvejs - på udturen. Tirsdag 15. 9:  Vi var i god tid. Og taxaen kom for tidligt. Da vi var ved at lægge overtøjet i toget, kom Jesper i tanke om at han havde glemt nettet med pas, penge og billetter. Fik fat i 'vores' taxa og kom hjem og retur 2 min. før den planlagte togafgang. Pyha. Forvirringen havde måske ikke helt fortaget sig, for i lufthavnen glemte han sine læsebriller i tjekkassen ved lufthavnskontrollen. Ved ankomsten til Lissabon var det overskyet, og der faldt et par dråber regn mens vi ventede på de sidste to, der skulle med i shuttle-bussen til hotellet. Vi var to fra USA og seks fra DK. Den første opgave var at finde et par briller. Hvis jeg havde været smart, havde jeg googlet Tiger i Lissabon. Det glemte jeg. Det viste sig, at der er hele tre butikker (!) og den ene endda kun få 100 m fra vores hotel ved Rua Saldanha. Dér havde han kunnet få nogle sort...

En historie om, hvad der får folk til at beholde den gamle slidte bamse hele livet eller samle på andres Af Alice Rohr Sig mig, om du har gemt din bamse, og jeg skal sige dig, hvem du er. Næ, det passer ikke, fandt jeg ud af. Uffe Ellemanns russiske bjørn hedder Nicolaj. Der er masser af blide og skrappe piger i alle aldre og erhverv, som har gemt deres gamle bamser. Af hankøn har jeg bl.a. mødt en mut taxachauffør, en stærk matros, en brav tømrer og et par stilfærdige kunsthåndværkere samt en brovtende kursusleder, som alle stadig har deres bamse (men ikke alle vil snakke om den). Og jeg ved, at vor udenrigsminister, Uffe Ellemann Jensen , også har sin — endda en, han har arvet fra russiske emigranter. Og derfor hedder den Nicolaj. Der er altså ingen særlige, udprægede infantile fællestegn for de utallige voksne, der trofast gemmer barndommens mest forstående trøster og kæledyr. Også selv om disse mildest talt ser forskrækkelige ud. Det er noget med sjæl, si...