Glæden ved at være ukuelig pessimist
Jeg holdt meget af min farmor, som var født i Bern i 1879 og døde i Vordingborg 1975.
Hun fødte først min far, da hun var 30, og han og min mor fik også først mig, da de var 30. Så jeg husker farmor som en gammel kone, skønt hun kun var ca. 63, da jeg har de første erindringer om hende.
Hun var enke - min farfar døde i 1945, da jeg kun var et år. Hun var altid i sort eller mørkeblåt - og når det skulle være sommerligt - bordeaux med små hvide prikker eller småblomster. I halsen bar hun hvide el. beige kniplingskraver eller kalvekrøs med lille broche. Knude i nakken af en tynd grå/hvid hårpisk og med hårnet. Korset om livet, men ikke bh. Nærmest ingen tænder. Måske fordi hun - til trods for at hun var schweizer - i hele sit liv hverken spiste ost eller drak mælk.
Hun havde humor. Ja, faktisk lo hun ofte, nogle gange lidt småfnisende, klukkende, men tit også over ting, jeg ikke rigtig fattede spasen i. Og hun havde omvendt ikke meget til overs for såkaldt 'dansk humor'. Hun kunne ikke døje Liva Weel's og Osvald Helmuths viser, og fattede slet ikke Storm P. Det sidste er måske forståeligt, for man skal have en ubesværet tilgang til dansk for at fange Storm P.s sprogfinurligheder og 'fejlslag'. H.C. Andersen satte hun til gengæld stor pris på.
Hun havde selv lært sig dansk, og det var faktisk næsten perfekt når hun skrev, på trods af nogle få 'germanismer'. I øvrigt talte hun foruden bernertysk: rigstysk, fransk, esperanto, noget spansk og lidt italiensk.
Hun havde mødt min danske farfar i Bern, hvor han var plejer ved et sanatorium, og hvor han gik til esperanto et par aftner om ugen. Og det var her de mødtes. Men det er en anden historie.
Jeg kan huske engang, vi sad og drak te og snakkede om årstider, at hendes yndlingstid var foråret: lyset, blomsterne og forventningen. Jeg mente, at efteråret var den smukkeste: himlen, træernes utallige farver, den skarpe luft og duft af muld.
-Ja, ja min pige, når du bliver ældre, vil du nok også tænke: - Så nu kommer kulden, vinteren, døden!'
Dét har jeg hidtil hårdnakket fornægtet og holdt fast i min glæde over efteråret.
Men i år var det lidt anderledes. Måske er det fordi denne sommer med nogle ugers og dages undtagelse har været eet langt efterår, så nu er der kun vinter i vente. Og døden er der selvfølgelig hele tiden og rykker uundgåelig nærmere. Men det må gerne vente lidt endnu. Også selv om jeg er ved at udvikle mig til en ukuelig pessimist, ligesom min farmor. Dét har så den fordel, at man tit bliver glædelig overrasket!
Hun fødte først min far, da hun var 30, og han og min mor fik også først mig, da de var 30. Så jeg husker farmor som en gammel kone, skønt hun kun var ca. 63, da jeg har de første erindringer om hende.
Hun var enke - min farfar døde i 1945, da jeg kun var et år. Hun var altid i sort eller mørkeblåt - og når det skulle være sommerligt - bordeaux med små hvide prikker eller småblomster. I halsen bar hun hvide el. beige kniplingskraver eller kalvekrøs med lille broche. Knude i nakken af en tynd grå/hvid hårpisk og med hårnet. Korset om livet, men ikke bh. Nærmest ingen tænder. Måske fordi hun - til trods for at hun var schweizer - i hele sit liv hverken spiste ost eller drak mælk.
Hun havde humor. Ja, faktisk lo hun ofte, nogle gange lidt småfnisende, klukkende, men tit også over ting, jeg ikke rigtig fattede spasen i. Og hun havde omvendt ikke meget til overs for såkaldt 'dansk humor'. Hun kunne ikke døje Liva Weel's og Osvald Helmuths viser, og fattede slet ikke Storm P. Det sidste er måske forståeligt, for man skal have en ubesværet tilgang til dansk for at fange Storm P.s sprogfinurligheder og 'fejlslag'. H.C. Andersen satte hun til gengæld stor pris på.
Hun havde selv lært sig dansk, og det var faktisk næsten perfekt når hun skrev, på trods af nogle få 'germanismer'. I øvrigt talte hun foruden bernertysk: rigstysk, fransk, esperanto, noget spansk og lidt italiensk.
Hun havde mødt min danske farfar i Bern, hvor han var plejer ved et sanatorium, og hvor han gik til esperanto et par aftner om ugen. Og det var her de mødtes. Men det er en anden historie.
Jeg kan huske engang, vi sad og drak te og snakkede om årstider, at hendes yndlingstid var foråret: lyset, blomsterne og forventningen. Jeg mente, at efteråret var den smukkeste: himlen, træernes utallige farver, den skarpe luft og duft af muld.
-Ja, ja min pige, når du bliver ældre, vil du nok også tænke: - Så nu kommer kulden, vinteren, døden!'
Dét har jeg hidtil hårdnakket fornægtet og holdt fast i min glæde over efteråret.
Men i år var det lidt anderledes. Måske er det fordi denne sommer med nogle ugers og dages undtagelse har været eet langt efterår, så nu er der kun vinter i vente. Og døden er der selvfølgelig hele tiden og rykker uundgåelig nærmere. Men det må gerne vente lidt endnu. Også selv om jeg er ved at udvikle mig til en ukuelig pessimist, ligesom min farmor. Dét har så den fordel, at man tit bliver glædelig overrasket!
 |
| Min mors og fars bryllup i maj 1943 på trappen til huset på Lindevej i Vordingborg, hvor min farfar og farmor boede på 1. sal. Min lille farmor står t.v. for min far. Min farfar bagerst i midten. Skal lige oplyse, at min mors kjole var lysende tyrkis silke med små firkantede 'diamantbesatte' knapper i blusen. |
Kommentarer
Send en kommentar