Udsigt fra Kongevejen

'Wind from the Sea' (1948) af Andrew Wyeth Andrew Wyeth (12.7 1917-16.1 2009) var født og levede det meste af sit liv i Chadds Ford, Pennsylvania.  Andrew var 5. barn af det kunstnerisk interesserede ægtepar Carolyn Bockius og C. N. Wyeth. Faderen var berømt illustrator af bøger, f.eks. 'Robin Hood', 'Skatteøen', 'Robinson Crusoe' samt magasiner og plakater. Børnene blev støttet i deres interesser og evner, og tre blev billedkunstnere, én succesfuld opfinder og én blev musiker. Andrew blev som den eneste af børnene udelukkende undervist hjemme pga. svageligt helbred. Faderen opmuntrede Andrews talent som tegner, og han kunne tegne, før han kunne læse. Siden underviste Andrew sig selv ved at læse alt, han kunne komme i nærheden af, om kunsthistorie. Særlig renæssancens malere og pioneren i amerikansk maleri, Winslow Homer, interesserede ham. Andrew Wyeth havde sin første særudstilling i 1937, og samtlige arbejder blev solgt. Han arbejdede med akv

Simone de Beauvoir (1908-86). Stort forfatterskab bl.a. 'Det andet køn' og 'Alle mennesker er dødelige, 'Alderdommen' samt 'Mandarinerne', som hun fik Goncourt prisen for i 1954. Nylig gik jeg atter i gang med 'Mandarinerne I-III' af Simone de Beauvoir. Det var måske 3. gang, siden jeg i sommeren 1961 første gang læste Beauvoirs 'nøgleroman'. Jeg var lige flyttet til Holbæk for at bo hos min onkel og tante og var startet i realklassen. Lidt af et kulturchok for en 16 årig at komme fra den 'gamle' Strandmarksskole i Hvidovre med mange unge skolelærere og til den nybyggede Slotsmarksskole I Holbæk med overvejende gamle lærere. Det var dog en af de 'yngre', vores geografilærer Hartvig Jespersen, der en en smuk sommerdag åbenbart ikke gad geografi og startede timen med: 'Hvem kender Paul Sartre?' Jeg var den eneste, der havde fingeren oppe. Om jeg også kendte hans livsveninde gennem mange år, Simone de Bea

En historie om, hvad der får folk til at beholde den gamle slidte bamse hele livet eller samle på andres Af Alice Rohr Sig mig, om du har gemt din bamse, og jeg skal sige dig, hvem du er. Næ, det passer ikke, fandt jeg ud af. Uffe Ellemanns russiske bjørn hedder Nicolaj. Der er masser af blide og skrappe piger i alle aldre og erhverv, som har gemt deres gamle bamser. Af hankøn har jeg bl.a. mødt en mut taxachauffør, en stærk matros, en brav tømrer og et par stilfærdige kunsthåndværkere samt en brovtende kursusleder, som alle stadig har deres bamse (men ikke alle vil snakke om den). Og jeg ved, at vor udenrigsminister, Uffe Ellemann Jensen , også har sin — endda en, han har arvet fra russiske emigranter. Og derfor hedder den Nicolaj. Der er altså ingen særlige, udprægede infantile fællestegn for de utallige voksne, der trofast gemmer barndommens mest forstående trøster og kæledyr. Også selv om disse mildest talt ser forskrækkelige ud. Det er noget med sjæl, si

Johann Friedrich (Fritz) Höger   (12.6 1877 – 21.6 1949) født i Bekenreihe , Schleswig-Holstein. Skønt han aldrig blev akademisk uddannet arkitekt, er han med årene blevet verdensberømt for sin teglstens-ekspressionistiske stil. Fritz Höger var den ældste af syv børn i en tømrerfamilie, og kom som 14 årig i lære som tømrer, murer og smed i Elmshorn og blev færdiguddannet i bygningshåndværk i Hamburg 1899. Så fulgte nogle år i arkitektfirmaet Lundt & Kallmorgen , Hamburg, som teknisk tegner og som redaktør af arkitektpjecer. Efter fire års 'skrivebordsarbejde', hvor han dog samtidig tegnede flere private huse, blev han tilbudt partnerskab i Fritz Oldenburg s tegnestue. Han giftede sig i 1905 med chefens datter, Anne Oldenburg . Den nordtyske teglstil I 1907 åbnede Fritz Höger egen tegnestue. Han havde nu mange bestillingsopgaver på villaer i Hamburgs omegn og begyndte gradvis at specialisere sig i teglstensbyggeri, særligt de hårdtbrændte tegl, s

BOMBER & BRAND - 12. september Efter det sædvanlige bøvl med 'egen' indcheckning i Kastrup var kontrollen m.v. ualmindelig hurtig og nem. Da vi kom ud til gaten, var de fleste allerede 'på plads', og vi var henvist til at sidde på nogle borde, hvis vi ikke ville stå op. Nå, det var jo kun et kvarter. Troede vi. Flyet holdt lige uden for, men kl. 7,15 kom der meddelelse om, at afgangen var en time forsinket. Ikke hvorfor. Senere kom der en lidt famlende og kryptisk besked om, at dele af lufthavnen var evakueret pga. en politiaktion .....?? Hvor og hvorfor fik vi aldrig at vide. Folk tog det ret roligt.  Utallige beskeder og tre timer senere kom vi i flyet. Andre, der skulle med senere fly end os, var ikke så heldige. Mange fly blev helt aflyst.  Angiveligt skulle der have været søgt efter en bombe i noget bagage.  Da vi lige var kommet ud fra bussen, og der stadig var folk som lige skulle have et foto. I Malaga ventede vi lidt på bagagen, så vi fik vo