I de spanske kongers fodspor

Toledo, Ávila, Aranjuez en ualmindelig maj-uge

Ja, hvorfor i alverden tage til Spanien, når vejret er skidegodt herhjemme, og det til gengæld er rigtig koldt i Toledo og Madrid, hvor vi havde valgt at tage 'I de spanske kongers fodspor' med Best Travel 1. uge af maj 2012. Og det regnede også. Dog mest den dag, vi skulle på den længste bustur, nemlig til Ávila, byen med den imponerende 2,5 km lange bymur og 88 velbevarede vagttårne. De sorte skyer og den tunge regn viste sig nådigt kun på skift undervejs, hvor vi sad trygt i bussen.

Sådan oplevede vi desværre ikke at se bymuren fra denne vinkel, men dog heller ikke sne. 



Fra Palacio de los Veladas atriumhave med servering af lette frokostretter, kaffe, kage og cocktails.

I Ávila stak vi af fra gruppen og den hidkaldte, men næsten uforståelige spanske guide. I stedet fik vi på byens informationskontor et kort, så vi selv kunne finde rundt. Ud og knipse ved kirken og det imponerende turistkontor. Det begyndte at småregne, og vi søgte ind i de små gader. Her fandt vi så Marqués de Veladas smukke palacio, der for bare få år siden lå i ruiner. Den vidunderlige, overdækkede atriumgård var da et virvar af forvitrede træer og murbrokker. I dag er stedet luksushotel med to åbne gårde, overdækket med glas. Den anden gård er restaurant - og de øvrige etager hotelværelser og møderum. Alle uens. Her skal du have guldkortet fremme, men i 'vores' atriumgård var prisniveauet ikke højere end i Toledo. Kun meget smukkere end de fleste steder, vi fik set i byen.

Skønne tapas i Casa de Postas i San Segundo 40, Ávila.

Slottet i Aranjuez efter en forfriskende byge.

Dagen efter skulle vi til de spanske kongers tidligere sommer- og jagtresidens. Turen hertil var mere interessant end gennem den flade højslette mellem Toledo og Madrid. Vi kom også igennem flere små, kønne byer. Ved indkørslen til byen Aranjuez fik man tydeligt syn for vreden over Unilevers lukning af en af byens få, store arbejdspladser for kort tid siden. Iflg. murgraffitien havde samtlige chefer dog sørget for selv at blive pænt forgyldt, inden fabrikken lukkede.

Ved slottet skulle vi igennem et solidt sikkerhedstjek, før vi blev lukket ind sammen med flere grupper japanere og spaniere. Der var nogle fantastiske interiører - også hæslige. Især nogle utrolig grimme tæpper, men også flotte trapper og meget smuk gulvbelægning. Og de to helt burleske rum: Det mauriske rum og Det kinesiske. Sidstnævnte var dog ikke med porcelæn fra Kina, men med kineserier fra gulv til loft, lavet i Italien efter en italiensk kunstners udformning (!!). Og der var ikke dét, der ikke var. Det er umuligt at gengive det på foto, andet end som detaljer, men vi måtte jo heller ikke fotografere, så fotoet her er fra museets hjemmeside: (PS! man skal ikke lide af tømmermænd i dét rum!)

Italienske kineserier fra gulv til loft i Aranjuez.

Byen Toledo er stor nok til mange dages opdagelse, også selv om vi kun valgte et par af de indendørs seværdigheder, de dage vi havde til rådighed – heriblandt en af Spaniens største og mest imponerende katedraler, El Creco's hus og det jødiske museum indrettet i en tidl. synagoge. Men det er oplevelsen ved at gå i de gamle, labyrintiske gader og langs bymurene, vi husker bedst. Herunder nogle spredte klip.

Det er da altid noget, at vandalerne holder sig til de nye mure i Toledo.

Vi nød bare at trave rundt uden at være i gruppe og at kunne holde udsigts- og kaffepauser, når det passede os. Vi havde et særligt yndlingssted ved byens trafikale midtpunkt, et kombineret konditori og restaurant med et syndigt udvalg af konfekt, men også god kaffe og en Campari, der var til at betale. 

Men på vores næste rejse skal Madrid altså ha' en overhaling, helt alene.