Udsigt fra Kongevejen

Frem til 16. september 2018 kan man i det prægtige 'Alte Nationalgalerie' i midten af Berlin se udstillingen 'Wanderlust', der selvfølgelig har verdens måske mest kendte bjerggænger, 'Vandreren over tågehavet' af Caspar David Friedrich fra 1817 som 'varemærke' og plakatmotiv. Værket er lånt af Hamburg Kunsthalle. 'Bjergbestigersken' af C. F. Willumsen, 1912, byder velkommen Alligevel er det maleri, man møder som det første ved indgangen fra nordlige fløj, 'Bjergbestigersken', malet af C. F. Willumsen i 1912. Det er et portræt af hans anden kone, billedhuggeren Edith Wessel, og udlånt fra Statens Museum for Kunst. Det meget store billede (235 x 195 cm) glemmer man aldrig, hvis man en gang har stået over for det. Der er et fint sammenspil mellem den sporty klædte og i sig selv hvilende kvinde i modspil til de flitrende og lysende pastelfarver i klippelandskabet. Hun er i øvrigt den eneste, der har fået et rum for sig selv, ...

HANS FALLADAs op- og nedture - før og nu I 2017 skete der nærmest en helgenkåring af den tyske forfatter Hans Fallada pga. af hans dødsfald 70 år tidligere. Fallada var da kun 53 år gammel, men svagt helbred, depressioner og kraftig brug af cigaretter, sprut, morfin, kokain og andre rusmidler, satte stop for et uensartet, men til tider mesterligt forfatterskab. Hans Fallada (opr. Rudolf Vilhelm Friedrich Ditzen) blev født 21. juli 1893 i Greifswald og døde 5. februar -1947 i Berlin, øst.  Forfatterens liv var så dramatisk, omskiftende og tragisk, at det i sig selv er en roman værdigt. Men hans barndom som søn af en magistrat, der senere blev højesteretsdommer, var præget af omsorg, musik og litteratur. Faderen elskede Schiller og Shakespeare lige højt, mens sønnens smag gik i retning af Dickens, Dostojevskij og Flaubert. Som 16 årig blev han kørt ned af en hestevogn og sparket af hesten i hovedet. Det medførte langvarige kvæstelser og svære hovedsmerter. Man mener, at de sm...

RENÉE SINTENIS (1888-1965) Man finder en lille, slidt tynd bog (110 sider) på dårligt papir 'Deutsche Malerei seit 1870 ', udgivet i hhv. 1919. Den er trykt med gotisk skrift, men desuden er der 30 sider på fint, glittet papir reproduktioner af nogle for mig både kendte og ukendte malere, i S/H. Jeg får lyst til at se nogle af dem i farver, velvidende at en del sikkert er forsvundet under 2. Verdenskrig. Blandt 'moderne' malere som Kokoscha, Menzel, Beckmann, Nolde, Klimt og Böcklin finder jeg et portræt af Renée Sintenis malet af E. R. Weiss , 1914. Hun er slank, høj, rank som et siv og påfaldende 'moderne'. Vil vide mere. Og bliver overrasket.    Renate Alice Sintenis blev født i 1888 i Schlesien. Hun fik lov at gå til tegneundervisning, men da faderen i 1907 blev kammerråd i Berlin, tvang han datteren til at opgive kunsten og i stedet blive hans sekretær. Det førte Renate ud i sort depression; et efterfølgende brud med familien o...

Ægte Marlene: fjer, kunstige øjevipper og negle, smykker og barberede øjenbryn. Ca. 1939 Fra 'Shanghai Expressen' af Joseph von Sternberg, 1935 Hvis Marlene Dietrich (1901-92) havde været lige så kritisk over for de filmmanuskripter, hun fik tildelt, som hun var i forhold til sin fremtræden og lyssætning både på film og still fotos, så havde hendes ry som filmstjerne måske været større end hendes senere ikon status som entertainer i en menneskealder. For hun var en god skuespiller . Hun gav sig bare ikke lov til at spille dén rolle særlig mange gange i sin ellers lange karriere. Det var efter min mening først og fremmest instruktøren Joseph von Sternberg s skyld. Godt nok var det ham, der med  'Den blå engel' (1928), hvor Dietrich som bekendt spillede den uartige kabaretsangerinde Lola Lola, skabte hende et verdensgennembrud af uhørte dimensioner. Men da filmen umiddelbart efter skaffede dem begge adgangsbillet til Hollywood, blev St...