Oplevelser på parisiske kirkegårde

 

Alle kirkegård gemmer på små og store oplevelser, hvis man har sans for dem. Men ingen byer har så mange sære gravsteder som Paris. De tre mest kendte kirkegårde: Montmartre, Montparnasse og Pére Lachaise, kan studeres med kort i hånden og med Edgar Allan Poes ånde i nakken.

Vi sætter mindesmærker over os selv og vore afdøde på kirkegårdene. Det kan give både poetiske og uhyggelige oplevelser at vandre rundt i disse dødsparker. De mest varierede af slagsen findes i Paris.

1. november - De dødes dag (Le Jour des Morts) - går alle ordentlige parisere på kirkegård og køber vokslys, som de sætter på familiers og venners grave eller ved mausoleer - store som kolonihavehuse. Det er en uhyre stemningsfuld oplevelse, men man behøver ikke vente til november. Selv om man aldrig før har været kirkegårds-fan, bør man i hvert fald aflægge mindst een af de tre meste kendte kirkegårde i Paris et besøg.

Flere katte end blomster

Cimentiere Montmartre (anlagt 1795) er den mindste. Også den kønneste, selv om man ingen steder skal vente at finde grønne, blomstrende og veltrimmede gravsteder som i Danmark. Det er snarere stenhuggere og murermestre end gartnere, der spinder guld på dette forfængelighedens og forgængelighedens marked.

Her æres f.eks. kurtisanen Marie Duplessis = 'Kameliedamen' stadig af unge og gamle.

 'Kameliadamen' får stadig friske blomster

Man kan også hylde 'hendes' forfatter, Alexandre Dumas d.y., samt Heinrich Heine, Madame Récamier, Stendhal, Brødrene Concourt, Emile Zola m.fl. Vor egen landflygtige P.A. Heiberg (ham der skrev: Ordner hænger man på idioter…) ligger også her. Men i fred for os, for vi fandt ham aldrig. Jaques Offenbach og Hector Berlioz er nogle af repræsentanterne fra musikkens verden.

Der er forbløffende få kendte billedkunstnere, når man tænker på, hvor mange der har levet og arbejdet på Montmartre omkring århundredskiftet. Men her er i hvert fald Fragonard, ham med 'Gyngen', symbolisten Gustave Moreau og balletdansernes kunstner Edgar Degas.

De Gas familiegravsted med Edg. Degas portræt

 

 Nijinskij  har et af de mere muntre gravmæler

I øvrigt er der mange balletdansere på Montmartre. bl.a. århundredets største mandlige danser og koreograf, Vaslav Nijinskij.

En anden danser er den rødhårede 'La Goulue' (Louise Weber), som tilskrives den uartige dans Cancan, men som i dag nok er mest kendt fra de billeder Toulouse-Lautrec malede af hende.

Barfodsdanserinden Isadora Duncan, (hende, der blev kvalt fordi hun kørte med flagrende silketørklæde, der viklede sig ind i baghjulet på  hendes åbne sportsvogn), er her også, men kun med plade i urneafdelingen. Tilsvarende beskedent erindret er også sangerinden Maria Callas.

Det er desuden den kirkegård, hvor der er flest katte, og hvor kattemødre kommer med fiskeaffald fra Montmartres mange gode fiskebutikker.

 

Sære skulpturer

På Montparnasse (1824), hvor Strindberg under sine pariserår hver morgen gik tur for at være sammen med 'vennerne', ligger Guy de Maupassant, komponisterne César Franck og Saint-Saëns samt kritikeren Sainte-Beuve og digteren Charles Baudelaire, der kan besøges alene for de særprægede art nouveau skulpturer, der er sat over dem. Et af de mest barokke gravsteder, vi oplevede, var en kæmpesarkofag over et ægtepar - i dobbeltseng. Dog særdeles ærbart udstyret i fuld krinoline og med vikset overskæg og habit, før de blev gjort i bronze.

Charles Baudelaire har et ret 'spooky' gravsted - helt i hans ånd

Mens vi 'jagtede' rundt blandt gravstederne, kom en ung smuk pige med langt hår og en rød rose i hånden hen til os. Med stift blik på min mand spurgte hun, hvor vi havde vores kort fra. Jeg måtte - på engelsk desværre - oplyse, at det var en gammel Guide Bleu fra 1929, som nok var svær at opdrive. Hun ignorede mig, men så stadig mistroisk på gemalen. -De er tysker, ikke? spurgte hun. Han benægtede befippet. Hendes vedholdende stirren gjorde os lidt utilpasse. Så gik hun uden et ord videre med sin røde rose mod ukendt mål. Hvem var hun mon på jagt efter?

Genier og krigere

Pére Lachaise - også kaldt geniernes kirkegård – er dog den mest interessante og også den største og ældste. Den er opkaldt efter Ludvig 14.' skriftefar, hvis kloster lå på grunden, og startede så småt i 1682, men fik sin nuværende størrelse i 1804. Området er på 43 ha, og her er plads til mere end 100.000 gravsteder, som ofte er utroligt prangende. Til gengæld ligger de tæt. 

 

Det var her, russerne i 1814 gik til angreb, og det var her, Kommunarderne under opgøret i 1871 havde deres sidste tilflugtssted og barrikader. De blev overmandet af regeringstropper og de tilfangetagne skudt op ad en af kirkegårdenes mure. Ved murens store basrelief var der 28. maj i mange år store mindehøjtideligheder.

Dvæler vi lidt ved det militære, er der et rørende monument over oberst de Labédoyére, der var Napoleon tro til det sidste, og som fulgte med ham til Elba. Familien bruger endnu gravstedet. Op til i dag indgår Napoleon tit som mellemnavn hos de mandlige familiemedlemmer. Troskab til døden!

Beskedne Bernhardt

Den store tragedienne, Sarah Bernhardt, der døde 1923, får stadig friske blomster, men der er til gengæld ingen der fjerner dem, når de er visnet. Hendes gravmæle er mærkværdigt prunkløst, både i forhold til omgivelserne, og når man kender hendes metiér og den næsten Beatles-agtige dyrkelse, hun var genstand for langt ud over Frankrigs grænser. Som bekendt sov hun i flere år i en kiste (det er ingen skrøne!) for at vænne sig den lille 'et-værelses'. Måske har hun selv designet sit gravsted i ønsket om at chokere, for beskedenhed var ellers ikke en af hendes dyder.

Frédéric Chopin (1810-49)

Blandt musikgenierne er Bizet, Rossini og frem for alt Chopin. 1. november er hans grav et flor af rød-hvide blomster (de polske farver), og der spilles Chopin fra højttalere. Hans hjerte har Frankrig dog ikke fået. Det er muret inde i en søjle i Helligkors-kirken i Warszawa.

Malerne Delacroix, Ingres, Prud´hon og Corot ligger her. Daumier, en af mine personlige yndlinge, havde jeg gerne havde hilst på, men han havde forputtet sig.

Blandt forfatterne rangerer Colette, Gertrude Stein og Honoré de Balzac højt på bl.a. amerikanske besøgendes hitliste. Sidstnævnte er også mindet med buster og statuer mange andre steder i byen. Ihærdige kan lede efter La Fontaines og Molieres gravmæler (af nyere dato). 
Oscar Wilde ligger i den knapt så 'befolkede' 89. divison og er let at finde. Billedhuggeren Epsteins særprægede flyvende Farao har forlængst fået slået sin mandlige pryd af og var næsten lige så graffitivandaliseret som rocksangeren og poeten Jim Morrisons grav. På Doors-sangerens gravsted sad der næsten altid en flok unge, og øldåser og vinflasker flød overalt. Men begge gravsteder blev dog for nogle år siden renset for graffiti.

Edith Piafs grav

På Edith Piafs grav er der kun blomster og foto af hende og hendes sidste, meget yngre mand, Theo Lamboukas. Disse to gravsteder har stor appel til videofilmende amerikanere, der til gengæld overser den nærliggende Amadeo Modiglianis enkle gravplade, hvor inskriptionen næsten er er væk. Maleren er begravet med sin 'compagna devota', hans gravide kæreste og model, Jeanne Hebuterne, som kastede sig ud fra deres lejlighed, da han døde.

 

Ballonskippere og ånder

Også på Pere Lachaise fandt vi to, der støbt i bronze lå ved siden af hinanden, men her med de bare tæer stikkende ud under et sengetæppe. Troede vi. Ved nærmere eftersyn kunne vi se, at de to nøgne mænd var dækket af en ballon, som luften var gået ud af. Mændene var aeronauterne Croce-Spinelli  og Stivel, som faldt ned og dræbtes i 1875.

Aeronauterne Croce-Spinelli og Stivel, dræbt ved en ballonulykke i 1875, ligger sødt med hinanden i hånden

Ingen af de nævnte gravsteder er dog så besøgt og blomsterprydet som Allan Kardecs. Kardec var en fremragende bretonsk videnskabsmand, men også opfinder af spiritismen, der har langt flere tilhængere i Frankrig end på vore breddegrader, hvor der var en vis interesse for fænomenet i 30'erne- 40'erne. Dagen igennem manes der ånder frem til hvisken og støn, mens de besøgende andægtigt lægger hånd på det alvorlige bronzehoved, som dårligt kan se ud over de mange friske buketter.

Åbne grave og Rue Morgue

Det er altså ikke kun 1. november, der er run på kirkegårdene. Det hele er sat i system. Man kan købe kort over, hvor de celebre ligger. Der findes også skilte, og området er inddelt i (97) divisioner, gader og avenuer, som enhver velordnet fransk by. Men selv med gode kort, kan det alligevel være svært at finde vej i det forvitrede paradis. 

Mange mindesmærker glorificerer ikke blot de hedengangne på smukkeste sten- og billedhuggervis, men kan også være rene vidundere i dårlig smag. Man kan undre sig over de kolossale sarkofager, fleretages mausoleer, hele pyramider og uhyrlige skulpturer, der findes selv blandt de nyeste gravsteder. Til gengæld er der ikke megen falsk beskedenhed. Måske er det derfor en del besøgende medbringer champagne eller mere urbane drikke til at skylle oplevelserne ned med. Blot de dog bagefter fjernede den tomme emballage, for det er der ingen ansatte til. Heller ikke til at rydde op i årgamle blomster, knækkede søjler og forældede, halvåbne grave, hvorfra man hvert øjeblik venter en skeletarm komme krablende. Sarte sjæle bør komme før 'det tusser'.  

Den belgiske poet og forfatter Georges Rodenbach var stærkt optaget af døden. Men portrættet her levner tvivl om han er på vej op eller ned.

Edgar Allan Poe er ikke begravet i Paris, men man mærker hans pust i nakken. Det var i denne by han skrev en af sine kendteste noveller, 'Mordet i Rue Morgue' (Morgue = lighus). Han har sandsynligvis besøgt lighuset, der lå bag Notre Dame kirken. Tidligere var det en yndet fornøjelse blandt selskabsklædte parisiske natteravne på vej hjem fra barer og natklubber at besigtige de lig, der daglig blev indbragt og lagt på offentlig parade til identificering. I en gammel Bennett guide fra 1922 står der - lettere beklagende -, at stedet ikke længere har adgang for turister (som besøgende forstås).

Men kirkegårdene er åbne for alle, og med åbent sind kan man digte sig til mange historier eller mindes denne eller hin af sine nu afdøde idoler. 

Bragt – i en lidt ændret version - i Berlingske Tidende som opslag 11. august 1990.