Lissabon-Porto - en skøn uge i september

En af turens største oplevelser var Lissabons akvædukt, bygget i 1733-89. Her er jeg ca. halvvejs - på udturen.

Tirsdag 15. 9: 

Vi var i god tid. Og taxaen kom for tidligt. Da vi var ved at lægge overtøjet i toget, kom Jesper i tanke om at han havde glemt nettet med pas, penge og billetter. Fik fat i 'vores' taxa og kom hjem og retur 2 min. før den planlagte togafgang. Pyha.
Forvirringen havde måske ikke helt fortaget sig, for i lufthavnen glemte han sine læsebriller i tjekkassen ved lufthavnskontrollen.

Ved ankomsten til Lissabon var det overskyet, og der faldt et par dråber regn mens vi ventede på de sidste to, der skulle med i shuttle-bussen til hotellet. Vi var to fra USA og seks fra DK.

Den første opgave var at finde et par briller. Hvis jeg havde været smart, havde jeg googlet Tiger i Lissabon. Det glemte jeg. Det viste sig, at der er hele tre butikker (!) og den ene endda kun få 100 m fra vores hotel ved Rua Saldanha. Dér havde han kunnet få nogle sorte med polkaprikkede stænger for 4 €. Men hotelreceptionisten henviste ham i stedet til en apoteker i modsatte retning, som gemt i baglokalet havde billige briller til 16 € - faktisk ret pæne og med en praktisk halssnor og et fikst etui. Men det spildte vi en halv dag på.

Vores hotel er i nærheden af Pl. Marquis de Pombal (rundkørsel og knudepunkt), og vores Metro Picoa lige uden for døren. Dens ene indgang er en gammel nedlagt parisisk metro-nedgang fra 1920 og en gave fra byen Paris ved indvielsen af Lissabons ny metro i 1990. Byggeriet blev fulgt op af flere nye stationer bl.a. ud til den store multistation Oriente i Lissabons østlige del i forbindelse med kulturbyåret 1994.

Om aftenen var vi på en banal, men travl udendørs restaurant i nærheden. Jesper fik sardiner, der lugtede af fisk, og jeg en halvsej bøf. Fritterne var dog udmærkede. Så i seng efter at have drukket ½ flaske go' Dão fra minibaren (kun 6 €). Jesper ser fodbold i TV.

Onsdag 16. 9:

Let gråvejr. Vi startede med at købe endagsbilletter á 6 € og tog ud til Santa Apolonia station, hvorfra toget til Porto angivelig skulle afgå, simpelt hen for at orientere os på forhånd.  Fandt ingen informationer, der stemte med vores afgange. Dumt at vi ikke tog billetterne med togoplysninger med. Vi ville gerne tjekke, men der var alt for lange køer ved billetlugerne.

Fandt en lille 'rå' cafe, hvor jeg fik sangria fra 'fad'. De havde nogle delikate sandwiches, så vi besluttede at komme tilbage senere. Det skete ikke. Dagen efter var alt optaget af mobil-asiater, der sad i timevis over en kop kaffe. Byens imponerende Militærmuseum lå lige over for. Vi havde ingen museumsplaner, slet ikke militære, men gårdfacaderne var 'tapetseret' med smukke Azulejos, som Jesper fik filmet. Samtidig fandt han på kortet ud af, at lige rundt om hjørnet lå vores gamle yndlingscafé i Alfama kvarteret, 'Restaurante O Cartaxeiro' (Largo Chafriz de Dentro), som var intakt, men var shinet op uden for og havde fået flere borde - også på det lille nærliggende torv, hvor der altid foregår noget: Scener sættes op, optræden med musik eller dans, scener pilles ned, en mand kommer og sætter sig på en af de skyggefulde bænke over for, synker sammen og pludselig er der udrykningsambulance og politi på pladsen. Kort efter kører de begge stille derfra. Sådan var det i hvert fald, da vi var der i 2009. Bom. 

En børnehaveklasse kom forbi 'O Cartaxeiro'. 

Denne gang var der en halv snes grønklædte arbejdere, der skulle sætte en skulptur af et hjerte op. Måske i anledning af en eller anden 'hjertesag' de næste dage. Stadig flere fyldte borde, og så brød solen frem. Jeg valgte som sidst grillede sardiner. Jesper en god kalvefilet. 1 fl. Vinho Verde (9%) (havde egentlig bestilt ½ flaske) 7,50 € + 1½ fl. vand og kaffe i alt 20,40 €. 

'Casa dos Bichos', som jeg kalder 'Pindsvine-huset' (foto), (Rua dos Bacalhoeiros), var ved at blive renoveret, da vi var der sidst, og var nu blevet fond med en imponerende indgang. Bygningen med facade af pyramideformede mursten fra 1523 ramtes under jordskælvet 1755 - kun stuetagen stod tilbage, men blev i 1980 ført tilbage i oprindelig stil – udført efter et Azujelomaleri fra 1500-tallet (Museo da Cidade). Bruges i dag til vekslende udstillinger.

Vores 'indgang' til Alfama kvarteret i 2009, hvor vi kom fra Metroen ved Cais Sodre, blev dramatisk, da Jesper faldt på de noget ujævne kakkelfortove i sine dumme træsko. Dengang søgte vi hen på en nærliggende café 'Lua Dourada' (Rua dos Arameiros 21), og en sød tjener kom med sanitetsserviet. Caféen og tjeneren var der også stadig. (Han kunne dog ikke huske os.) Og det samme var den imponerende store pinkblomstrende Afrikanske Akacie. På vej til Metroen fik jeg fik et grønt gummiur for 6 € og en øjenskygge i en kineserbutik. Man slår sig rigtig løs!

Afrikansk akacie ved Rua dos Arameiros nær Alfamakvarteret.

Torsdag 17. 9:

Vi startede jagten på Akvædukten, (der blev påbegyndt i 1733, startede vandforsyning af Lissabon 1748, uskadt efter jordskælvet 1755, færdigbygget 1789) fra vores 'gamle' metro Saldanha mod den Zoologiske Have. Men så måtte vi også have hjælp fra de lokale for at finde frem til de rette busser. Det gik med to unge studerendes hjælp samt en ældre gentleman fra bussen, som fulgte os 10 min. gang til indgangen (6 €) til Akvædukten.

Og så skulle vi lige hele vejen tilbage, da akvæduktens anden indgang var forsvarlig låst og forsynet med pigtråd.

Den er næsten 1 km lang, men da vi nåede den anden ende, var indgangen lukket, så vi måtte hele vejen retur. Men vi fortrød ikke. Og vi gav ikke op. Og kastede os ikke ud. Fabelagtig udsigt til alle sider. Og ned. 70 meter. Gisp.

Næste stop: 'Café Brasileira', Rua Garrett 120. Vi havde fundet den rigtige metro, men kunne ikke finde Rua Garrett. Til gengæld fandt vi alle mulige labre butikker – især til mænd. Også en af byens fire (!) H&M, (foto th.) som her, ligesom i Madrid, ligger på de fineste adresser i store gamle palæer.
Det viste sig, at vi bare havde fundet en forkert metroudgang. Havde vi taget den anden, var vi havnet lige ved caféen, hvor digteren Fernando Pessoa (foto tv.) sidder ved et bord med en tom bronzestol ved siden af sig. Hans skuldre og stolen er helt blankslidte af de millioner af mennesker, der her er blevet foreviget med en digter, de formentlig aldrig har læst, men som er Portugals mest elskede og et by-ikon. (Jeg drømte også om at sætte mig, men der var for trafikeret, så jeg nøjedes med at knipse ham og digterkollegaen overfor, franciskanermunken Antonio Ribeira (1520-91), der gik fra kutten for at blive omvandrende poet, populært kaldt Chiado, (Fuglekvidder). Chiado har givet navn til kvarteret og Metro-stationen. De skal lige noteres, at den glimrende danske digter Peter Poulsen har har oversat og udgivet adskillige af Pessoas digte.

Praça do Comércio i lidt dyster solnedgangstime

Vi satte kurs mod Cais Sodre, som havde været dækket af stilladser, hegn og kraner, da vi var der sidst. Nu fremstod den enorme Praça do Comércio, hvor kongeresidensen lå indtil jordskælvet i 1755, i al sin pragt. Dog  nu lidt mennesketom bortset fra ridderstatuen af Dom José 1. udført til minde om byens genopbygning i 1774, og uden for meget liv denne smukke solnedgangsaften med masser af drivende grå skyer.

Vi satte os ved en af de dyre arkaderestauranter, men menukortet fik os til at haste videre. Lidt ærgerligt at vi denne gang altid kom enten for tidligt eller for sent eller at vores nærighed gjorde, at vi aldrig oplevede de bedre restauranter og de – måske – lidt mere interessante madoplevelser. Hvis vi hér havde kigget indenfor, havde vi opdaget, at det var 'Martinho da Arcada' de 1789 – en af Lissabons ældste caféer. Her står også digteren Pessoas stambord, (dem havde han mange af i byen), og hans portræt findes ved baren som Azulejos flise.

I stedet havnede vi tilbage på Rua dos Armeiros hos Coelho & Gonçalves til et hyggeligt, middelgodt måltid, god rødvin, og jeg fik en stor brandy til 2,50 €, mens gemalen fik dessert. Samlet regning 24,85 €. Men ingen dans på bordene og heller ingen festfyrværkeri. Det var så den fødselsdag. Det skal dog siges, at Jesper flere gange ville købe en korktaske til mig. Jeg syntes, de var for dyre! Og ret beset har jeg flere tasker end lejlighed til at anvende dem.

Fredag 18. 9: (Porto)

I god tid på banegården sammen med de to andre fra hotellet, der skulle med til Porto. Tog til tiden. Behagelige sæder. Vi sad ved et bord mellem genboer. Der var togbar, men vi havde forsynet os hjemmefra. Max. 220 km /t. - gnst. 175. Vi kørte forbi mange små stationer og mange øde strækninger med siv, men også majsmarker, oliven og vin. Få steder kørte vi næsten helt ude langs havet med øde strande. 300 km på 2 timer og 50 min. Turen kostede 55 € t/r. Ankomst med taxa sammen med det andet par til hotellet IStay. Her varr, hvad der skulle være og absolut ikke mere. Bøjlestativ med tre bøjler. 6. sal og udsigt over byen, men ingen udgang til tag'terrassen'. Restaurant i kælderen.

Vi fandt hurtigt den første store åbne plads, 'Bataljepladsen', og fik en udmærket frokost. Gik videre til det meget livlige butikskvarter, hvor man kunne få ALT. Havnede lidt for sent i det smukke slidte Marcado de Balhao, (foto nedenfor) men nåde lige at få en kaffe og et glas hvidvin, før de lukkede.

Om eftermiddagen gik vi den modsatte vej til Praca dos Poveiros, med mange tiltalende caféer og masser af liv omkring torvet. Kaffe på en hjørnecafé med en flink tjener. Da jeg besøgte de meget rene toiletter, så jeg, de var ved at sætte et lille musikanlæg op og konkluderede (fejlagtigt), at de nok var ved at rigge op til Fado om aftenen. Vi besluttede at gå derhen og spise senere. Det blev en kæmpe skuffelse. Maden var halvdyr og dårlig (30,75 €) og det var ikke Fado, men en afdanket sanger med bling-cowboytøj og farvet, fedtet hår, der via en bærbar pc viste et 'show', med ham for 20-30 år siden sammen med 'de berømte', til lands, til vands og i luften. Der var kun to andre hold gæster i restauranten ud over værten, der sad og holdt øje over et prægtigt måltid. De øvrige var et ældre par, der godhedsfuldt lod sig lokke ud på dansegulvet; det andet er et hold arbejdere, der var kommet for at få en lidt mad med fredagsbajer og et godt grin over den udrangerede x-stjerne. Det var tragikomisk. Vi gik tidligt.

Lørdag 19. 9:

De karakteristiske portvinsbåde ved Luis broen. Ovre på den modsatte kaj var der motorcross.

Smuk og klar sensommermorgen. Først op til Domkirken (foto tv.), hvor der var en frapperende udsigt over byen, men vi havde ikke større lyst til at se på de ca.100 kg bladguld, der var knaldet op i kirken - 'tyvekoster' fra Brasilien - så vi gik videre.

Ned ad stejle trapper ned til Douro floden og havnede lige ud for byens største seværdighed, Ponte Luis 1., bygget af Eiffel-eleven Téophile Seyrig 1881-87. Broen er i to 'dæk' som begge har været trafikeret af trolleybusser og privattrafik, men i 2003 blev der lukket for off. trafik bortset fra gående. Fra 2005 kører de nye letbanetog her. (Foto).

Ved kajen er der motorcykel cross, og tusindvis af mennesker er linet op langs Cais Ribeira og på broen. Vi gik modsatte retning og finder en lille café med udsigt til tre af de andre af Portos smukke broer. Jesper fik en god Americano og jeg en Sangria, baseret på portvin. Den er forbløffende frisk og smager af nelliker, som de andre jeg har fået hernede. Så går vi over broens smalle fortov, hvor man skal passe på, da der er kraftig trafik af både mennesker, busser og biler.

På 'portvinskajen' ligger alle de kendte portvinshuse: Salem, Sandeman, Kopke, Ferreira og en del andre, vi ikke kender. Der er stærk konkurrence om at få kunder ind til vinsmagning. Nogle har Fado og andre musikarrangementer, andre lokker med kunstudstillinger, f.eks. var der en fin Goya-udstil-ling i et af de rigtig store huse, og flere har udsalg af smykker, lertøj, glas o.l. i god design. Der findes mange glimrende caféer udenfor, og der er hyggelige boder ned til floden med fine varer. Mange udflugtsbåde - også flere maleriske med portvinstønder fra de forskellige vinhuse. Vi beslutter at prøve luftgoldol banen tilbage til Ponte Luis I. I billetprisens 5 € er også adgang til et lidt fjernere beliggende vinhus med et gratis glas portvin. Dét tager vi først, og køber en lille tallerken tapas til. Turen i gondol giver et fint udkig over området, men varer alt for kort. Så tilbage via gademetro, der senere fører os hjem.

Aftensmad hos 'A Brasa' på Bataljepladsen 117-19. Vi får svinekød i pebersovs og sidder ude til kl. 23. Dejlig aften.

Søndag 20. 9:

 

Har glemt hvad denne smukke kirke i Porto hed. En af de få, vi også beså indefra.

Kurs mod Cais Ribeira. Denne formiddag er kajen og byens gader fulde af maratonløbere, der vil frelse næsehornet. Der er masser af liv i de temmelig 'turistede' restauranter og caféer. Det er helt klart at byens borgere også er ude og lufte sig. Op mod byen og i parallelgaderne til kajen er der indrettet restauranter i de smalle gyder i 1. og 2. plateau. De ser hyggelige og møgdyre ud, og er - til Jespers lettelse - endnu kun så småt ved at åbne. Vi finder et stille sted med god udsigt og får en drink og styrer derefter mod en metro, da vi bliver shanghajet af en køn, mørk studine til en dunkel stenkælder, men hvor der er Fado kl. 14. Og dét fortryder vi ikke. En moden mørk-rødhåret Fado-sangerinde går rundt ved bordene og byder velkommen på portugisisk, engelsk og fransk. Hun kan godt ligne en falmet Bakke-sangerinde, men det indtryk forsvinder, da hun begynder at synge. Hun er fremragende. Stedet hedder 'Elegantes Palavras' og ligger Rua Mouzinho da Silveira 107. Der er også stor restaurant på 1.salen, som bruges om aftenen. Jesper får rejsens bedste måltid: 5-6 slags kød inkl. pølser, der serveres på lange spyd (10 €), som bæres rundt mellem bordene. Nøjagtig som vi prøvede det sammen med vores ven Alex i en brasilianske restaurant, da vi var i Lissabon sidst. Jeg fik nogle perfekte lammekoteletter - min bedste kødret på turen. Utroligt søde tjenere. Og rigtig god stemning. Det var ikke specielt dyrt (38 € inkl. 1 lt. vin og 1½ lt. vand, inkl. entré).

Om aftenen i 'Nuances Tropicais' (Praca dos Poveiros 30) er der propfuldt, så vi får plads udendørs, men kan se slutopgøret mellem Benfica og Porto på skærme indendørs. Jeg får den bedste sandwich, jeg nogensinde har smagt. Kort efter at vi har bestilt, bliver der mål. Og et skråleri af begejstring over hele pladsen. Porto har sejret for første gang i flere år. Værten er helt oppe at køre. Vi får alle gratis drinks, jeg en brandy.

Fra Portos smukke gamle banegård.

Mandag 21. 9:

Vi tager afsked med Porto og 'vores' torve næste formiddag. Her et kirketårn vue med Nicolai kirken i forgrunden. Jeg fik købt en mascara, et kork-ur og en taske med en hængelås, der ikke kan låses op.

Så til stationen i taxa med parret fra Tårnby (og en ubehagelig taxachauffør i en gammel Mercedes og et for lille bagagerum). Turen retur med tog er lige behagelig som sidst, men denne gang har vi ikke bord og sovende genboer. Får gættet et par krydsord, og så er vi tilbage på vores 'gamle' 'Hotel America Diamond'. I et bedre værelse. Spiser vegetarpizza ved samme 'fedtede hjørne' som sidst, men dog i naborestauranten. Jeg går i seng efter ½ fl Daô fra minibaren, mens Jesper ser fodbold.

Tirsdag 22. 9:

Hentes lidt forsinket af shuttlebussen. Hjemturen med Norwegian forløber glat. Venter dog længe på bagagen i Cph, men det gør ikke så meget. Vi er alligevel ramt af pensionist-spærretid (15-17) og bruger ventetiden på krydsord, toiletbesøg og en chilihotdog.

Er hjemme ca. 18. Modtages af søvnige misser, der næsten ikke bærer nag og ikke har lagt utilfredsheds-visitkort rundt omkring. Jens har passet godt på dem.

Copyright!: Alle fotos er taget af Henning Jesper Frederiksen eller Alice Rohr og må ikke anvendes til kommercielle formål uden indhentet tilladelse.

Fakta: 

Best Travel 6.978 kr. p.p.. 

4 overnatninger m.mm på America Diamond Hotel, Tomas Rubeiro 47, Lissabon

3 overnatninger på iStay Hotel Porto Centro, Rua Alexandre Herculano 296, Porto inkl.m.mm.

Togbillet t/r Lissabon-Porto

wifi incheck 29 kg og 10 kg håndbagage