Der er nu noget særligt ved bamser

En historie om, hvad der får folk til at beholde den gamle slidte bamse hele livet eller samle på andres

Af Alice Rohr

Sig mig, om du har gemt din bamse, og jeg skal sige dig, hvem du er. Næ, det passer ikke, fandt jeg ud af.

Uffe Ellemanns russiske bjørn hedder Nicolaj.

Der er masser af blide og skrappe piger i alle aldre og erhverv, som har gemt deres gamle bamser. Af hankøn har jeg bl.a. mødt en mut taxachauffør, en stærk matros, en brav tømrer og et par stilfærdige kunsthåndværkere samt en brovtende kursusleder, som alle stadig har deres bamse (men ikke alle vil snakke om den).
Og jeg ved, at vor udenrigsminister, Uffe Ellemann Jensen, også har sin — endda en, han har arvet fra russiske emigranter. Og derfor hedder den Nicolaj.



Der er altså ingen særlige, udprægede infantile fællestegn for de utallige voksne, der trofast gemmer barndommens mest forstående trøster og kæledyr. Også selv om disse mildest talt ser forskrækkelige ud. Det er noget med sjæl, siger mange. I ramme alvor.

Bekendelse: Jeg har aldrig selv været i noget fast bamse-forhold. Jeg var nu heller ikke meget til dukker. Det var mere noget med bøger som Gøngehøvdingen og Ivanhoe og så påklædningsfiguren Elizabeth Taylor, som jeg tegnede pragtfulde rober til.

Så da jeg for nogen tid siden fik til opgave at finde nogle facts frem om vores forhold til tøjdyr i forbindelse med premieren på den svenske film 'Bamser og mennesker', var jeg på den.

Bamsefolket måtte indkredses, men hvordan? Det gik lettere, end jeg havde troet. Bamsemennesker kender hinanden, selv om der heller ikke blandt inkarnerede bamseelskere og -samlere er mange fælles træk.

Antikvitetshandler Eva Poulsen med et lille udsnit af sine 400 bamser. Foto: Lars Hansen

Danmarks måske største bamsekender er antikvitetshandler Eva Poulsen, som har ca. 400 bamser.
Jeg begyndte først at samle for ca.12 år siden, og så har det altså grebet om sig. Ja, hvorfor? Det kan man ikke forklare, men jeg tror, det har noget at gøre med en ømhed. Bamser er så forgængelige og så skrøbelige. De har set, hørt - og følt meget. Og det kan ses. De bliver repareret den ene gang efter den anden. Kommer til at se mere og mere slidte ud. Ja, taber nogle gange både hår, indmad og øjne — og bliver elsket lige højt. Eva Poulsen samler ikke bamser efter noget specielt kriterium. - De har alle sammen en egen personlighed. De er lige så forskellige som mennesker. Det er ikke mig, der vælger dem. De vælger at komme til mig. Og ingen af dem er til salg. Hvis jeg en dag ikke mere har plads til dem, eller kan tage mig af dem, skal de hen et sted, hvor de kan gøre nytte og vække glæde, f.eks. et børnehospital.

Dekoratør Hans Fluri har boet i Danmark i 19 år. Han har aldrig smidt sin gamle bamse ud, men den findes i hans hjemland Schweiz. Selv startede han sin bamsesamling ved et tilfælde for tre år siden. Via en 'kom frit frem'-annonce fik han sin første bamse. Det var en lille grim, øjeløs skabning, som tilhørte en granvoksen mand: -Jeg spurgte, hvordan han kunne nænne at skille sig af med en bamse, han havde passet på så længe, og fik svaret: - Jamen, man kan da ikke gå og gemme på den slags! Bamsen hed ikke noget, men manden, der solgte den, hed Larsen. Nu hedder den lille øjeløse, men charmerende bamse Hr. Larsen. Den sidder på en svensk løjbænk og byder gæster velkommen med et dannebrog i labben. I mellemtiden har den fået nogle brødre og søstre i forskellig størrelse. - Men der skal altså ikke være flere, end at de kan sidde på bænken, forsikrer Fluri. De skal have det godt – allesammen.

Rikke Mørk med arve-Steiff-selskabsbamsen og en del af  hendes tegnemodeller. Foto: Tine Harden

Rikke Mørk er designer og lever næsten af bamser. Hun arrangerer udstillinger med dem og holder foredrag om dem. Hun tegner postkort og klippeark m.v. af bamser og illustrerer nye børnesangbøger med bamser. I hjemmet har hun en samling på 90. En af dem fik hun af sin mor, da hun var 25. Det var moderens gamle Steiff-bamse, og hun mente ikke, at datteren kunne passe ordentligt på den før.
Den bamse har nu indirekte betydning også for tredje generation. Rikke Mørks søn, Thomas, er skuespiller. Hver gang han har premiere i et stykke, møder hans mor op med arvebamsen, som er passende klædt på i kjole og hvidt. Da Rikke Mørk for nogle år siden debuterede som naivistisk maler i Knud Grothes Galleri, var det også med et bamsebillede. Det var et af de første, der blev solgt.

Per Schiller mindes ikke at have haft nogen bamse som barn, men blev bamsesamler ved en tilfældighed. Han samler ellers på noget helt andet. Våben af alle slags, fra indianske spyd til harpuner, sværd og drabelige rustninger.
- Det er vel noget med yin og yang, mener Per Schiller. - Det bløde og det hårde. - Men for otte-ni år siden kom jeg sammen med en pige, som havde alle sine gamle bamser. Jeg havde fundet en flot gammel Steiff-bamse fra ca. 1910, men hun ville hverken eje eller have den. - Hendes bamser skulle ikke have komplekser på grund af den der fine, gamle bamse. Så beholdt jeg ham selv, men syntes han skulle have selskab, og det har han fået. De bamser er fundet over det meste af Europa hos marskandisere og på loppemarkeder. - Og pigen? Nå, det er et overstået kapitel, men bamserne er trofaste!

Else Calli driver med sin mand en forretning, der har specialiseret sig i Jugend - Art Deco. - Jeg faldt over et par ynkelige bamseeksemplarer hos en marskandiser for ca. seks år siden. De lå og flød i en dukkevogn, og jeg købte alle sammen for en 50er. Et par af dem har jeg siden solgt, men min samling er i dag pa ca. 50, som jeg har hjemme i et vitrineskab. Bamserne er egentlig ikke til salg. Men de skal kunne være i skabet. Hvis der bliver for mange, må nogle med ind i butikken, hvor de bliver solgt. Mit princip er, at hvis jeg køber noget nyt, er der noget andet, der skal ud. Ellers kan man til sidst ikke være nogen steder for ting!

Sælge min gamle bamse! Du må være sindssyg, siger faglærer i metalsløjd Peter H. Nielsen fra Køge. Han har haft sin bamse fra han var to år — dvs. i 44 år. Da han fik den, var den allerede stærkt slidt, for det var et arvestykke fra nogle af hans forældres venners børn (det var under krigen, og der var ikke meget legetøj at købe). Peter Nielsens bamse sidder hverken i glasskab eller på løjbænk, men ligger øverst i klædeskabet. - Ikke glemt, nej! I tilfælde af krig er han noget af det første, jeg vil bjærge, bedyrer læreren, der i øvrigt har en fortid som matros og ellers har klaret lidt af hvert. Men altid med bamsen i baghånden.

Franz Trnka er tømrer (41) og har stadig sin bamse, som han fik da han var ca. halvandet år. Han kunne ikke drømme om at skille sig af med den. - Hvad den hedder? Den hedder da Bamse. Nej, for resten har den indimellem også heddet både Peter Plys og Rasmus Klump, sådan alt efter de historier, jeg nu hørte på det tidspunkt. Men ellers har Bamse været godt nok.
Bamsen er det eneste, Franz har fra sin barndom. Hjemmet brændte på et tidspunkt, og det eneste han fik reddet med ud var bamsen. - Den var som altid tættest på. Og derfor har jeg også passet på den siden!
Nu sidder Franz Trnkas bamse sammen med konens barndomsbamse på ægteparrets dobbeltseng. - Vi ville lægge mærke til det med det samme, hvis de var væk. De hører til!

Tegneren Peter Lautrop har i mange år været med i BBF - Bamsernes Befrielses Front. Det startede i slutningen af 70erne på dagbladet Information. Her havde man varmt taget sig af temaet Det Internationale Børneår. Og så fulgte helt naturligt noget om kærlighed, og om mands- og kvinderoller... Og pludselig var der også noget om bamser. Det var en ide, der først blev undfanget lidt ualvorligt af journalisten Poul Høst-Madsen og tegneren. Men de fandt hurtigt ud af, at de var inde på et følsomt område. Det affødte et væld af læserbreve med gribende beretninger om bamseadfærd og bamsesjæle m.m. Avisen gik med på spøgen. Der blev nedsat BBF-lokalkomiteer, og der blev lavet propagandamateriale for avisen i bamseregi. Succesen fortsatte i den svenske avis Dagens Nyheter, hvor bamser havde en om muligt endnu større gennemslagskraft end her. De blev taget meget alvorligt.

Legetøjsekspert Kurt Strebel med gamle Steiffbamser.

Rigtige bamsefreaks synes ikke om den interesse for bamser, som er set på Internationale auktioner de senere år. Gamle bamser og andre tøjdyr er solgt for svimlende beløb. Over 750.000 kroner blev der i fjor betalt hos Sothesby i London af et amerikansk ægtepar for en slidt Steiff-bamse årgang 1910. Den blev fløjet til USA i eget fly og modtaget af medier, Mickey Mouse og reklametrommer ved 'hjemkomsten'. Nok mere et PR-nummer for ægteparret end udtryk for en lidenskabelig bamsepassion.
Ellers ligger den normale pris for en god bamse - gerne af et velkendt mærke – på mellem 20.000-50.000 kr., siger Danmarks eneste professionelle legetøjsekspert Kurt Strebel fra et auktionsfirma i Aarhus, der som det eneste i landet har to årlige legetøjsauktioner, hvortil der kommer opkøbere fra hele verden.


De gamle bamsefabrikker fremstiller også 'årgangsbamser' i nummererede oplag. Som regel kopier af gamle modeller. Der er ikke mange af disse, som ender i lune barnesenge.

Nye bamser i naturmaterialer: bomuld, uld, alpaka og mohair fås fra ca. 100 kr. og op til et par tusind. Et supereksemplar - en Canterbury i silkemohair - fandt jeg i Hørsholm. Den koster 10.000 kr., men forretningsindehaverne, ægteparret Norrgren, regner nu ikke med at sælge den. Det er mest PR. De har dog også helt små bamser fra 15 kr. Alle skal have råd til en bamse.

Et par af Peter Lautrops bamser er flyttet ind hos os for et par år siden

Jeg ved meget mere om bamser nu end før.
Selv om jeg ikke rigtig tror på bamsesjæle, og selv om jeg stadig hverken har læst Peter Plys eller hans Tao, så sidder der nu tre bamser på mit skrivebord. En hvid fra Verdens Naturfrednings Fonden (den har sådan nogle søde øjne), en kløgtig, næsten Nuser-udseende pilot med flyverhjelm og motorbriller og en lille bitte korrekt udført en, der dog ikke kan dreje hovedet (det skal de 'dyre' kunne). Og jeg har også fået et bamsekrus.

Men at bamser kan fordreje hovedet på selv logisk tænkende, skeptiske, rimeligt højt begavede, benhårde mænd og kvinder. Det er ganske vist!


Denne artikel blev bragt 9. december 1990 på forsiden af Politikens dav. tillæg MAGASINET + 1½ side. De nedenstående artikler var såkaldte rammehistorier.

Bamsen er ung

Ny Steiff bamse med garantimærke i øret

Dukker er kendt fra langt før vor tidsregning, mens bamsers historie ikke engang er 100 år gammel.
Der er en tysk og en amerikansk version:
Margarete Steiff fra den lille by Giengen i Sydtyskland fik børnelammelse som barn, men hun var dygtig på fingrene. I1880 fik hun den idé at sy en tøjelefant i filt og bruge den til nålepude. Flere dyr fulgte, og så var Steiff-fabrikken en realitet og et helt familieforetagende. I1903 viste Margaretes nevø, Richard, for første gang familiens produktion på Leipzig Legetøjsmesse. Bl.a. en bjørn med bevægelige arme og ben - en stor nyhed! En amerikaner bestilte 3000 stk. og fik omgående succes i hjemlandet. Både hos drenge og piger.
Fra 1. november 1904 fik alle Steiff-dyr en lille metalknap i øret, som skulle garantere, at det var kvalitetslegetøj, og den knap har de haft lige siden.

Den amerikanske version lyder sådan:

Morris Mitchom havde omkring 1904 en slikbutik på Thompson Avenue i Brooklyn. Hans kone Rose syede små tøjdyr, som hun solgte i forretningen. En dag læste hendes mand historien om præsident Theodore Roosevelt, som havde været på bjørnejagt uden at skyde noget — i fem dage. Det syntes folk på egnen var lidt pinligt og fangede en lille bjørn, som blev sluppet 1øs som bytte. Men præsidenten nægtede at skyde det lille dyr. - Jeg ville aldrig kunne se mine børn i øjnene, hvis jeg skød sådan en bette bamse, sagde han.
Teddy, som var præsidentens kælenavn, blev tegnet i alle staternes aviser med den lille bjørn. Og det gav Mitchom idéen at lade Rose sy bjørne og kalde dem Teddy. Og han fik præsidentens tilladelse til at bruge navnet Teddy Bear, som de siden har haft. Fra omkring 1910 sælges Teddy-bjørne over næsten hele verden i alle størrelser og faconer.

Den berømte Peter Plys

Peter Plys er en af verdens mest kendte og elskede bjørne. Han så første gang dagens lys i Allan Alexander Milnes bog 'When we were very young' fra 1924, 'Winnie-the-Pooh' (1926), 'Now we are aix' (1927),'The-House of the Pooh Corner'. Den sidste fra 1928. Senere er der kommet et væld af bøger om Peter Plys, men de originale bøger er de nævnte fire. Udkom første gang i Danmark 1930.
Milnes bøger startede som beretning om sønnen Christopher Robins legetøj, hvoraf bamsen Winnie-the-Pooh var den mest elskede.

Jakobsammen med Peter Plys og Grisling

Bøgerne var med tegninger af Ernest Howard Shepard. Han brugte ikke Christophers bamse som model, men sin egen søns, som han syntes bedre om. Peter Plys satte gang i et sandt bamse-boom først og fremmest i den engelsk-sprogede verden, hvor der stadig den dag i dag er en hel del hysteri om bamser, og hvor der holdes bamsepicnic'er og anden kuriøs selskabelighed centreret om bamser.
Christopher Milnes gamle bamse sidder nu i glasmontre på Milnes amerikanske forlag E.P. Dutton. Christopher blev nemlig i sin kostskoletid drillet så meget med sin berømte far og sin bjørn, at han senere ingen sentimentale følelser havde over for nogen af dem, hvis man skal tro hans memoirer 'The enchanted papers' fra 1974.