Hvad pokker laver man i Düsseldorf i april??

Møde med den 'onde maler' Otto Dix og dejlige Düsseldorf

 

'De syv dødssynder' af Otto Dix ca. 1933

Da vi fortalte vennerne, at forårets tur gik til Düsseldorf (2017), var reaktionen umiddelbart: 'Hvad pokker skal I der?' Og så fortalte vi om særudstillingen af Otto Dix' sjove, grove og chokerende kunst fra mellemkrigsårene og senere. At han havde boet i byen i sine betydningsfulde dannelsesår med stort udbytte, fordi byen dengang som nu var et kunstnerisk kraftfelt. I dag også for design og mode.

21. april:

Et lille dejligt Air Berlin fly (som desværre nu er 'opslugt af andre flyselskaber), var fremme 1½ time senere, kl. 8,15. Vi tog med en direkte linje fra lufthavnen (indviet i 2016) ind til Hovedbanegården, hvor vi fik lidt morgenmad i 'Cafetiero', der havde eget kaffebrænderi og en barista bag disken. 

Daniel Libeskind-bydelen K-Bögen - set fra hver sin side af bydelen - har givet byen et arkitektonisk løft.

I vores nye turistguide stod, at Düsseldorf med hjælp fra min yndlingsarkitekt, polsk-amerikanske Daniel Libeskind havde fået byrenoveret kvarteret omkring Königs Allee, bl.a. med byggeriet 'Kö-Bogen' som centrum. Det er et meget imponerende byggeri, som snakker fint sammen med overlevende jugend-palæer og modehuse. 'Buen' og Libeskind blev præmieret med den internationale arkitektpris, MIPIM, i 2014. 

Vi kunne tidligst tjekke ind på vort hotel kl. 14, så næste stop var Grabbesplatz, hvor 'Nordrhein Westfalen Kunstsammlung', K20, ligger (der er to andre afdelinger i byen). Bygget af de danske arkitekter Dissing & Weitling 1975-86 og udvidet 2006-09. 

Otto Dix udstillingen var fantastisk. Ophængt i labyrintiske sale, med kig igennem, og forskellige farvede baggrunde. De mange portrætter var både ømme, groteske og karikerede, men der var også nogle med næsten 'ny saglighed' og overraskende 'friske' akvareller, selv om motiverne ofte er grumme og burleske - ikke uden humor. Vi 'nippede' kun til museets særlige afdeling med Otto Dix' sorte krigstegninger fra 1. verdenskrig. Jeg kendte dem i forvejen, og gemalen synes, han havde fået nok efter 10-12 stykker. De er meget onde. Dix særudstillingen er forlængst draget videre ud i verden, hvor der er en stadig stigende interesse for den tyske kunstner, der blev dømt 'entartet' af nazisterne, men hvis billeder allerede dengang var spredt til hundredvis af private samlinger, fordi hans portrætter, som ingenlunde flatterede folk, var stærkt efterspurgte. Otto Dix findes derfor i 
alle tyske kunstmuseer af betydning og selvfølgelig i Düsseldorf. 

 

Dr. Heinrich Stadelmann, 1926

Kunsthandler Albert Flechthem, 1926

Grevinde, journalist Sylvia von Harden, 1928

I museets gamle afdeling med den faste samling er der næsten kirkeagtigt ovenlys, og der var fine ting af mellemkrigstidens tyske malere, men også italienske Chirico, Modigliani, franske Bonnard, Braque, spanske Picasso og Dali og desuden Magritte, Chagal + oma. Til gengæld var jeg skuffet over museets Klee samling, som jeg havde glædet mig til, og som man er så stolt over, at Klee har givet navn til både cafeén på 2. sal og restauranten i stuetagen, der så tiltalende ud. Vi nøjedes med kaffe og vin i caféen, men tog derefter frokosten i 'La Bouillabaise' - et lillebitte sted lige i nærheden (Neustr. 31). Gemalen fik kammuslinger og jeg en tuntatar. Dejligt.

Solid pariserstemning hos 'Florian'

Endelig nåede vi frem til vores 'Hotel Excelsior' (Kaiserstr. 20). Et dejligt, gammeldags hotel, der er velholdt og opdateret. Intet virker slidt, men man bevarer det, der er af kvalitet (armaturer, fliser og træværk) uden hensyn til 'designer'-hotelmoden. En unode har man dog optaget, nemlig den med at sætte 3-4 slags forskellige slags puder op som sengepynt.

Vi har aldrig boet i et hotel, der var så lydisoleret. Der er ca. 12 cm mellem de to hold vinduer i rustfri stålrammer, som også kan fungere som nødudgange, men ikke en lyd fra de forbipasserende 'Miss Düsseldorfer' og busser.

Aftensmad i Belle Epoke caféen 'Florian' i vort kvarter, Nordstrasse 59, med travl, men god atmosfære både ude og inde. Dog med nogle ret entreprenante tjenere. Så sig nej tak, når de anbefaler en skål salat, der er uforholdsmæssig dyr i forhold til de øvrige priser. Men ellers virkelig velbesøgt sted og rigtig god stemning både ude og inde.

22. april:

Regn og sol. Vi havde taget værelse u. morgenmad, så vi fandt et smart konditori med de smukkeste kager, hvoraf de fleste rene kunstværker á ca. 5,50 € . Dem sprang vi over og fik i stedet kaffe og en en lækker sprød og let bolle med ost og skinke. Så en tur gennem 'Hofgarten', hvor næsten alle træer var udsprunget. Påskelinjerne var falmet forlængst, men vi så et par lynhurtige påskeharer - eller måske kaniner? Og blomstrende gule roser og buske med hvide blomster, jeg ikke kendte navnet på. Kirsebærblomsterne var borte og allerede erstattet af små grønne bær. 

Pludselig var vi midt i forlystelses-kvarteret, der dog stadig lå noget morgendvask hen. Alligevel var et bryggeriværtshus, 'Zum Füchschen' ('Den lille ræv'), der bl.a. brygger den overgærede Füchschen Alt Bier, godt i gang. Stedet er stort, men delt op i afdelinger og har endda en overdækket lys gårdhave. Gemalen fik en alkoholfri Alt Bier og jeg et lille glas Killepitch bitter, som smagte godt og stærkt. Der var god plads da vi kom lidt i 12, men blot tre kvarter senere var næsten alt optaget. Mange stamgæster.
 

Videre mod havnen – gennem 'Kasematterne' og om bord i 'Weisse Flotte' ('Den hvide flåde'), hvor en 45 min. Panoramatur koster 14 €, men til gengæld er drikkevarerne undervejs gratis og bliver serveret. Champagne og spiritus må man selv betale. Vin kostede normalt 5,50 €. Jeg fik to glas og også et glas apollinaris, så det var ca. 13 €, prisen for min tur var altså egentlig kun 1 €. Gemalen nøjedes med 1½ alkoholfri øl = ca. 9 €, men billigt for turen under alle omstændigheder. Og man får virkelig set byen fra både den ene og den anden siden af Elben.

Der var lidt sol mellem skyerne, dog for koldt at sidde på dækket. Men vinduerne var fint pudset, så vi fik fotograferet hele havnefronten inkl. Frank Gehrys 'dansende huse' uden at skulle ud i kulden.

Frokosten var i 'Zum Schlüssel' i 'Kasematterne', hvor folk var bænket om langborde og så fodbold på skærme i begge 'ender' under baldakinerne. Vi fik hvide asparges med nye kartofler og smør. OK.
Vi nåede også et par kirker - indefra og ude. 

Gemalen ville gerne have været tilbage om aftenen og spise svineskank i 'Den lille ræv', men det ville hans ben ikke. Så vi endte på en lille italiensk restaurant 'Hos Lily's', hvor maden var billig og drikkevarerne dyre. 1 fl. appolinaris kostede 6,50 €. Den samme på hotellet kostede 4 €. Jeg havde bestilt en pizza.  Alt for tyk og smagløs. Spiste kun det halve. Gemalen fik svinekotelet og en salat, som han mente var 'synderen', da han blev voldsomt syg om natten og kastede op flere gange. Men man er også lidt dum, når man spiser italiensk (endda billigt) i Düsseldorf, som har så mange gode spisesteder.  

'Zum Uerige', (foto ovenfor) var et af de værtshuse, vi ikke fik besøgt. Det optager en hel boligkarré og udendørsarealet på begge sider af gaden. Der er jazz fra frokosttid søndag, men vi var for sent ude. Der var propfyldt, så vi måtte videre.

23. april:

Jeg fik skaffet den stadig halvsyge gemal te og et par stykker ristet brød om morgenen på hotellet, men fik ikke noget selv, så på vej til havnekvarteret, fandt vi en malerisk indrettet orientalsk café 'Kas-Bah', hvor vi fik te og jeg et rundstykke med ost. Der var propfyldt af folk i alle aldre.

Næste stop var 'Zum Schiffschen' i Hafenstr. 5 (foto tv.). Stedet praler af at være fra 1600-tallet og over at have haft et utal at berømte gæster, bl.a. selveste Napoleon, hvis portræt og monogram  derfor ses på en af væggene. Min stakkels mand måtte nøjes med at 'nyde' de lokkende Schweinebraten o.a. på kortet og fik i stedet en kurv med brød og et krus te. Jeg fik en ualmindelig tæt og velsmagende oksehalesuppe med godt brød til. Men der var ikke nær så folkeligt og hyggeligt som i 'Den lille ræv'.

Om aftenen fandt vi i Nordstrasse 52 'La Copita' - en spansk tapas restaurant, hvor gemalen nøjedes med tortilla, og jeg fik lammekoteletter med kartofler og grønne bønner på asturisk vis. Virkelig fin stemning. Masser af mennesker og glimrende service.

24. april:

Tjekkede ud ret tidligt for at finde et hyggeligt morgenmadssted. Det fandt vi også i en italiensk restaurant, hvor de dog havde besluttet, at nu var det sommer, så døren skulle være åben. Der var skidekoldt. Senere opdagede vi  - kun nogle hundrede meter længere nede i gaden, at der lå det ene fristende bageri og konditori efter det andet. Sådan er det altid. 
Var altså i god tid ude i lufthavnen. Afgang kl. 16 og hjemme i Helsingør 18,30.  Klasse! 

PS! 
Sightseeingmæssigt mistede vi pga gemalens utilpashed altså det meste af søndagen. Vi kunne have besøgt: Museet for bysbarnet Heinrich Heine, film-, teater- og keramikmuseer, den historiske samling, operaen, koncertsalene o.m.a. , og der er utrolig mange andre kunstmuseer og gallerier, end dem vi nåede, men jeg tror, vi  kommer igen en anden gang. Der er så meget gang i byen, og oplevelserne er så 'tætte', at den er mere overskuelig end fx. Berlin og faktisk mindst lige så charmerende. 
 

3 dages Düsseldorf kortet kostede 19 € og gav ud over kørsel med bus, sporvogn og tog + gratis adgang til flere seværdigheder og rabat til andre. 

En af Düsseldorfs mest besøgte seværdigheder er Stadterhebungs-monumentet af den lokale kunstner 
Bert Gerresheim (f.1935). Monumentet blev rejst i 1988 i anledning af 700 året for byens købstadsstatus.