AGNES HENNINGSEN - for begyndere

Agnes Henningsen- evig ung 150 årig

Agnes Henningsen (18. 11-1868 – 21.4-1962)

Forfatteren Agnes Henningsens 150 års dag i år vil blive markeret flere steder landet over, bl.a. ved et 3 dages arrangement på Lundsgårds Gods *) på Fyn, hvor hendes far var forvalter og hun den mellemste af tre døtre. Deres livsglade, kønne mor døde, da døtrene var 3-8 år gamle. Faderen sank hen i sorg og druk, giftede sig med familiens unge barnepige; så døde han, og pigerne blev sendt på kostskole i Antvorskov.   *) http://agneshenningsenfestival.dk

Om det nu var en ualmindelig solid og robust arvemasse eller en meget god kostskoleopdragelse, ved jeg ikke, men de tre piger klarede sig fortrinligt. Den yngste,Tut, blev gift med godsejer og skibsreder Niels Kaj Strøyberg i Aalborg; den ældste, Mimi, med apoteker Bauer i Rudkøbing. Agnes, der allerede i sit 19. år giftede sig til navnet Henningsen, havde det meste af livet glæde af sine veldædige svogre og slog samtidig sit navn fast som en af Danmarks store kvindelige forfattere. Da det det danske forfatterakademi blev stiftet i 1960, kom hun og Karen Blixen ind som de eneste kvinder.

Skønt Agnes Henningsen lod sig gøre gravid for at kunne blive hurtigt gift, og hun og magistergemalen Mads Henningsen i rablende hast fik tre børn, vidste hun ikke meget om nydelsen ved erotik, før hun efter sin debut i 'Københavneren' (med Herman Bang som 'garant') debuterede med noveller i 1891. Her begyndte hun at komme i københavnske kunstnerkredse og mødte bl.a. forfatteren Carl Ewald, som gerne ville oplære den erotiske ignorant. Det gjorde han så dygtigt, at hun blev gravid (resultat: den senere så berømte P.H.).
Mads Henningsen søgte også fornøjelser uden for hjemmet, men da han kissemissede med en af sine elever, blev han fyret som gymnasielærer og emigrerede hurtig herefter til USA. Agnes og han blev separeret og senere skilt.
Hvad gjorde en enlig mor til tre snart fire børn, og uden egen fast indkomst?
 

Mads Henningsen c. 1888

Carl Ewald c. 1895

Hun sendte de tre ældste børn til deres bedste-forældre i Fredericia og flyttede sammen med Carl Ewald og hans tolerante kone Betty, indtil sønnen var Poul var født. Men da Betty selv kort efter fik en søn, måtte Agnes flytte og lille Poul kom i pleje hos en kærlig snedkerfamilie i Vordingborg.

Hun skrev stadig, men kunne ikke leve af det, og forsøgte at blive jordemor og fotograf. Men det stod klart, at 'skriveriet' var hendes kald. Efter et par vel modtagne romaner og den flot anmeldte 'Polens døtre' (1901), som egentlig var en forelsket hyldest til den tids store dansker, Georg Brandes, kunne hun endelig flytte ind i en lille lejlighed i Roskilde. Her boede også skoleveninden Alice Tutein, som var blevet gift med Gustav Wied, og de blev hendes trofaste venner og støtter.

Alice Tutein med høj cigarføring, parasol og kæresten Gustav Wied,1893.

Agnes Henningsen havde udviklet sin helt egen skrivestil, der var inspireret af Herman Bang, I.P. Jacobsen og franske Colette. I løbet af årene fik hun skrevet en anseelig mængde romaner samt nogle skuespil, hvoraf nogle få blev succeser, men ingen af dem har overlevet.

Herman Bang var den første som havde øje for AH som forfatter.

Hun blev af borgerskabets ildeset for sine dristige bøger, der prækede erotisk frihed for begge køn, liberal børneopdragelse og kamp mod de traditionelle, borgerlige samfundsnormer.
Mange af hendes romaner var pæne succeser, men Agnes Henningsen elskede rejser, tøj og fester, så hun var i konstant pengenød.

I 1918 indstillede undervisningsminister Keiser-Hansen Agnes Henningsen til livsvarig ydelse på finansloven.

'Klodshans' satire over hvad pengene fra finansloven skulle bruges til,1918

Men det affødte en tilsvining af hende i dagspressen, som gjorde, at de, der havde støttet hendes kandidatur, faldt fra en for en. Kun hendes gamle velgører, Politikens redaktør Edv. Brandes, stod fast, men hun fik altså afslag.
Det blev en stor skuffelse for hende, og det var til dels af økonomiske grunde, hun i 1919 opgav sit elskede 'ungkarleliv' og giftede sig med jurist, embedsmand og forfatter Simon Koch. Han var hende en loyal og kærlig støtte, men døde i 1935. Fra 1941 til 1955 udkom så hvert 2. år hendes 8 bind erindringer, der skulle blive hendes hovedværk:

Let gang på Jorden

Letsindighedens gave

Byen erobret

Kærlighedssynder

Dødsfjende – hjertenskær

Jeg er levemand

Den Rige fugl

Skygger over vejen

Nye læsere kan begynde her!
God fornøjelse!

Karikatur af AH i 1904 - udført af Blix og 'hugget' af 'Klodshans' 19 år senere