DREYER - den 'ukendte' danske filmmester

 

Carl Th. Dreyer selv ved kameraet under optagelser til 'De nåede færgen'.

Carl Th. Dreyer var såkaldt uægte barn af en svensk tjenestepige og hendes arbejdsgiver. Barnet blev bortadopteret til en københavnsk typograffamilie og fik dennes efternavn Dreyer.

Efter realeksamen bestred han forskellige kontorjob, før han i 1909 begyndte som journalist – først ved Berl. Tidende og senere Ekstrabladet. Samtidig var han stærkt flyveinteresseret og fik i 1911 også ballonskippercertifikat. Hans flyveinteresse bragte ham i kontakt med filmverden, og han begyndte sideløbende med journalistikken at skrive filmmanuskripter. I 1919 lavede han sin første spillefilm 'Præsidenten'. De flg. ti år indspillede han film i Sverige, Tyskland, Norge, men hans verdensgennembrud skete i Frankrig 1928 med 'Jeanne D'Arc'. H´Dreyer var en af de første fotografer, der gik helt tæt på på skuespillernes ansigter, hvilket vakt stor opsigt. Skuespillerne hadede det.

Forfatteren Antonin Artoud var munk i Jeanne D'Arc

Maria Falconetti som Jeanne d'Arc 1928

En fransk/tysk produktion 'Vampyr' (1932) - hans første tonefilm - blev en økonomisk fiasko. I dag har filmen kultstatus som en af verdens bedste vampyrfilm.
 

Klip fra kultfilmen 'Vampyr', tysk-fransk, 1932

I Danmark var der ingen, der ville binde an med en instruktør som Dreyer, der både var kendt som besværlig, dominerende, dyster og dyr i brug. Det danske filmpublikum ville have syngespil og komedier. Dreyer genoptog sit job som journalist og retsreporter – nu ved BT. Først i 1942 med en dokumentarfilm om 'Mødrehjælpen' fik han chance for at bevise, at han kunne styre en produktion og holde budgettet. Året efter skabte han - efter min mening den smukkeste danske film - 'Vredens dag', som danske kritikere dog ikke kunne lide, men som for længst også internationalt har bevist sin langtids holdbarhed. Karl Andersson var filmens fremragende fotograf. 

 Lisbeth Movin og Preben Lerdorff i 'Vredens Dag', 1943. En af de smukkeste S/H film, der er lavet.

Efterkrigsårene gav ham ti kortfilmopgaver, bl.a. 'De nåede færgen' (bestilt af Færdsels-rådet) som alle skolebørn i 50'erne har set. Jeg husker filmen, som vi som så flere gange i skolens læsesal, med stor fryd, men blev først mange år senere klar over, hvem instruktøren var. 

F.v. Ebbe Rode, Bendt Rothe og Nina Pens i 'Gertrud', 1965

I 1952 fik han biografbevilling til 'Dagmar' og samtidig arbejdede han på drejebog til en film om Jesus. Et projekt han aldrig opgav, men aldrig fik gennemført. Hans sidste film 'Ordet' (1955) og 'Gertrud' (1964), blev ikke modtaget med jubel, men sidstnævnte fik alligevel en 'Bodil'. Franske filminstruktører var vilde med 'Gertrud', men det var publikum ikke. Siden er de begge beskrevet som mesterværker. Alligevel må konklusionen på Carl Th. Dreyers værk i dag nok være, at hans navn er kendt verden over af virkelige cineaster, men at hans film er ukendte for langt de fleste almindelige biografgængere.

Det danske Filminstitut har lavet en  interessant og indholdsrig hjemmeside: carlthdreyer.dk med manuskripter, filmlinks, og oplysninger om alle de mange bøger, der på en halv snes sprog er udgivet om den store danske instruktør. Flere af hans film kan ses i fuld udgave i både franske, tyske og spanske sprogversioneringer på YouTube. Og der kan købes en Blue-ray Disc, som indeholder både dokumentar og spillefilm, til ca. 700 kr.

Carl Th- Dreyer og fotografen Karl Andersson under optagelserne til 'Vredens dag' i 1942

CARL TH. DREYER

(3.2-1889 - 20.3 1968)