Krydstogtspioner i Rusland for 25 år siden
Krydstogt på Neva, Volga og Kama -
& fly via St. Petersborg, Perm og Moskva
Erobringslystne seniorer på 3000 km russisk premiere-flodtur (1992)
65 Ferie startede i juni-juli 1992 med krydstogter ad de russiske floder bl.a. med det gode skib M/S Vladimir Majakovski. Den 1. tur var ruten Kbh.-Moskva-Perm og fra Perm ad flodvejen til St. Petersborg. Jeg kom på retur-turen, (fly Kbh. -St. Petersborg og sejlede herfra til Perm og fløj hjem via Moskva) p.g.a. et afbud i sidste øjeblik. Rejseselskabet havde fået den idé at få en journalist puttet i den tomme kahyt, så der kunne komme lidt PR ud af det. Det var kun to dage før afrejsen, og der skulle bureaukratisk trylleri til at få mig sluset igennem visaudstedning o.a. formaliteter, der ellers tager uger.
Det viste sig, at de fleste voksne deltagere var mellem ti og 30 år ældre end mig - rejsens første positive opdagelse. Det er frydefuldt, når man ellers græmmes over spejles forringede kvalitet, pludselig at høre blandt de 'unge' i selskabet. Og der var mange pensionerede skolelærere med.
Musik til alle tider
St. Petersborgs lufthavn var gammeldags og forfalden, men ikke uden en vis anløben charme. Da vi endelig i vild uorden havde scoret bagagen og slæbt den ud til de ventende busser, stod et imponerende orkester og truttede velkommen i en kitschet blanding af 'Kalinka', 'Tiger Rag' og 'Hello Dolly' m.fl. Vi påmønstrede vores skib akkompagneret af ny messingsuppe og blev modtaget af piger i nationaldragt, der bød på brød dyppet i salt.
I havnen lå fire andre flodskibe, der til forveksling lignede vores. Næste morgen kl. 5,30 (!) var der atter musik for fuld udblæsning. Denne gang fordi en gruppe fra et af de andre skibe afsluttede deres ferie og skulle i land. Et par timer senere var vi klar til at erobre St. Petersborg fordelt i otte forskellige busser.
 |
| Eremitageslottet var naturligvis overvældende - så meget af alt |
Alle måltider indtoges ombord. Derved spildte vi en masse timer på at køre til og fra båden for at spise frokost. Jeg havde gerne undværet nogle overflødige kalorier for at kunne drive gennem den fascinerende by, hvor jeg ikke havde været før. Men byprogrammet hed om formiddagen: Busrundtur og besøg i en af verdens største kirker, Isak Katedralen. Uden for denne imponerende bygning vrimlede det med alverdens platugler, som falbød de souvenirs, vi senere skulle lære så godt at kende: Kunstige og ægte pelshuer, alle slags ordner og emblemer fra kasserede uniformer, kasketter, bælter etc. og de uundgåelige ‘inden-i-hinanden’ trædukker i både smukke, dyre og grimme, billige udgaver.
 |
| Malakitsøjlerne i Isak katedralen betog mig - og så den kæmpestore rotte der krydsede gulvet |
Tiggere, bjørne, rotter og katte
Tiggeri var før forbudt i Sovjet, men florerede nu overalt og i alle aldersgrupper og racer. De værste og mest sølle af slagsen sås i St. Petersborg. Barfodede, pjaltede, møgbeskidte sigøjnere - kvinder og børn. Rådne tænder, øjeneksem og hår, hvor skidtet sad i kager. En af sigøjnerne havde investeret i en bjørneunge, man skulle betale for at fotografere. Den stod og dansede med et afsindigt udtryk i øjnene. I al for kort snor. Vand fik den intet af. Man må håbe, den for længst har lidt en barmhjertig død. En stakkels knægt på ca. 8 år slæbte rundt med sin lillesøster på ryggen, mens han tiggede. Da vi forlod pladsen en time senere, så vi ham i en af sidegaderne aflevere formiddagens indtægter til en mand, som stod i en portåbning sammen med vodka og venner, mens de ventede på dagens udbytte fra kvinder og børn.
Isak Katedralen rummer ufattelige rigdomme, men ikke stole eller bænke. Efter 70 års statsautoriseret ugudelighed gennemførtes nu ved særlige lejligheder kirkelige handlinger. Men det var - nu som før - stående. Jeg var mest imponeret over en kæmpe rotte på størrelse med en kat, som uden at forhaste sig forcerede de skinnende marmorgulve. Da vi om eftermiddagen var i Vinterpaladset og Eremitagen, undrede det derfor ikke, at en flot og velnæret hvid kat sov ugenert i en af de gamle gyldenlæderstole, som ellers ikke må berøres. Katten var sikkert statsansat!
Stille nætter og liv i basaren
De følgende dage bød på så mange indtryk; så megen snak med så mange mennesker, at det næsten var svært at kapere. Især som enlig rejsende, hvor man ikke har nogen at 'læsse af på'. Men om natten kunne man rense hjernen og finde et stille hjørne på dækket.
Det er en enestående oplevelse at stå i den lyse, fløjlsbløde russiske nat, mens usynligt personale sørger for, at det flydende hotel støt skovler sig forbi lysende hvid-sort-stribede birkelunde, dunkle gran- og fyrreskove og åbne strand- og sumpområder. Vi kom også forbi forurenende industrianlæg. Store kraner bevægede sig knirkende som stive kæmpeøgler - også kl. tre om natten - mens deres 'øjne' - markeringslysene - kastede lange lyskegler i floden.
Sådanne nætter stod jeg og savnede min mand. Det blev i kun værre, som dagene gik. Mine medpassagerer påstod drillende, at mine trængsler blev mere og mere synlige, jo længere vi kom hjemmefra!
Frydefulde, til dels ensomme stunder, blev det også til i en af Ruslands ældste byer Kostroma.
 |
| Hvidt, hvidt og masser af guld i Kostroma |
Som så mange andre af de store gamle flodbyer ligger denne højt og smukt. Der var nu indrettet lejligheder i gamle kurhoteller, hvor overklassen tidligere rekreerede sig. I parker rundt om var der stadig små musikpavilloner og inde i byen den herligste gamle basar fra slutningen af det forrige århundrede. En basar af den slags med hjørnetårne, søjlegange og vidunderlig stukkatur. Her kunne man for længe siden, hvis man stod over for en kompliceret handel, søge bistand hos sagførere, revisorer, notarer og andet godtfolk. I dag fungerer bygningerne som administrationskontorer og indkøbsarkader. Men ude på den åbne plads i midten solgtes alt fra de populære T-shirt kopier (Chanel, D&G, Dior etc.) til mad, madrasser, sko, skruer, kattekillinger, pornoblade og heavy metal CD'er. I de mere ydmyge bygninger i yderkanten huserede forskellige håndværkere. Der var også skumle og grimme barer, hvor man ikke kom for hyggens skyld, men for tørstens, og hvor man i hvert fald ikke vovede sig ind som enlig, ærbar kvinde.
Kostroma var endnu jomfruelig mht. udenlandske turister, men et sted hvor mange russere holder ferie. Bl.a. for at besøge det smukke Ipatiev kloster, hvor man også finder familien Gudonovs gravsteder og familien Romanovs hus. Disse to fyrstefamilier var blandt de mest frygtede udbyttere i Zartiden. I dag omgæres de af romantisk nysgerrighed. Tiderne skifter, og mands minde er kort!
Døden i Nizhny Novgorod
Nizhny Novgorod (gl. tegning øverst) hed indtil Glasnost-perioden Gorki efter den berømte forfatter Maxim Gorki (1868-1936). Han var nu - endnu engang - faldet i unåde p.g.a. sin blakkede politiske fortid og sin tidligere ret nære forbindelse med Stalin. Men i Stalin-tiden blev han deporteret p.g.a. sit venskab med Lenin, blev senere tvunget i landflygtighed og døde under mystiske omstændigheder.
 |
| Stalin og Maxim Gorki, da de var venner i 1931 |
I Nizhny Novgorod kan man tydeligt se, hvordan de hovedrige Volga-købmænd boede. Vi var inde i et eventyrligt palæ, der i dag huser mange lokale kunstværker, og som giver et godt indblik i byens rige fortid. Mange palæer - nu restaureret af tyske og skandinaviske virksomheder - er blevet til luksus-hoteller eller er sæde for multinationale virksomheder.
 |
| Gorki's bedsteforældres hus, nu museum. |
Der var mulighed for at overvære en korkoncert i en af byens smukke kirker, der knejsede højt oppe over byens Kreml og floden. Det blev en stor oplevelse for deltagerne. Men det var en ualmindelig smuk og varm solskinsdag, så jeg valgte i stedet at flanere og kikke på folk i byen. Fra bussen havde jeg set, at der var udendørsservering under skyggefulde træer ved byens store åbne plads (en af de mange, der opstod, hvor man efter revolutionen rev kirker ned). Her styrede jeg målbevidst hen og fik med møje og tegnsprog samt få rubler et glas hjemmelavet æblemost og en lokal cognac – lunkne begge dele, selvfølgelig.
På midten af pladsen var et stort farvestrålende blomstermarked. Russerne elsker blomster.
Det var lørdag eftermiddag, dagen for familiebesøg, og der var rivende afsætning af roser, nelliker og gladiolus. En smuk pige i ferskenfarvet kjole havde købt roser i samme farve, som stod smukt til hendes kobberrøde hår. Jeg sad og nød hende, solskinnet og min lidt for søde cognac. Så hørtes pludselig et sært, blødt bump. Den smukke pige fløj op gennem luften i en sky af glasskår fra den bil, der havde ramt hende. Nærmest i slow motion så jeg hendes lange opsatte hår falde ned. Det samme gjorde hun. Roserne havde hun stadig i hånden. I et nu var det, som om der blev helt stille. To-tre mænd var lynsnart hos pigen og holdt trafikken på afstand. Ingen andre løb hen og var i vejen for de ambulancefolk, der ufatteligt hurtigt kom på stedet.
Så kørte ambulancen stille væk. Det var ikke længere nødvendigt med udrykning. Et lille øjeblik af intens skønhed, som sluttede så brat og tragisk.
Jeg gik alene ned til skibet (ikke det på fotoet) gennem den smukke park, hvor fint pyntede børn legede, og hvor unge sværmede og ældre sad og læste eller fik en lille lur. Livet fortsatte trods alt uanfægtet.
Stole, mad, drikke - og pli
Kun få dage er man slet ikke i land under flodrejsen. En af dagene simpelthen fordi vi skulle gennem en halv snes sluser. Det tager tid, når man skal vente på, at vandstanden reguleres mere end ti meter ned eller op. Imellem omgangene kunne man så nyde at sejle tæt forbi prydhaver eller små kolonihavehuse helt ned til floden, hvor de voksne sad og grillede fisk ved bål, og ungerne svømmede eller sejlede i små både.
Om bord skabte det gode vejr kaotiske erobringstogter rettet mod skibets for få dæksenge og plastic-snore-stole. Men situationen udlignede sig efterhånden. Bl.a. fordi vi spiste i to hold på skift hver dag, så morgenholdet den ene dag startede spisningen kl. 7,30, den næste dag kl. 9 o.s.v. Man kunne altså kapre en stol, når det andet hold var inde og spise. Året efter var der stole nok! Det stod højt og tydeligt i det nye rejsekatalog.
 |
| Mine søde Hellerup-bordfæller ved Captains Dinner, hvor der var vin, champagne og en karaffel cognac |
Besætningen havde dog underestimeret den danske tørst. Først forsvandt de ulidelige lokale Pepsi Cola, (der var også børn og unge med), som smagte af klor og saltvand og som regel var lunkne. Så røg hvidvinen, men den var nu også trist. Værre var det, da rødvinen slap op - og helt kaos blev der, da også vodka og champagnen undervejs fordampede. Alt sammen dog kun for en dag eller to. Så var der organiseret nødforsyninger. Sært nok var øllet (tysk) det eneste, der holdt skansen. (Dét havde personale lært af den første tur, hvor øllet slap op allerede første dag!)
I skibets kiosk kunne købes drikkevarer, de få timer baren var lukket, samt souvenirs. Selv om der alle de steder, vi lagde til, var mere og mindre professionelle souvenirsælgere ude med kniplinger, strikvarer, træarbejder, jordbær og vodka, så slap købetrangen hos danskerne aldrig op. Der var trængsel, råben og skrigen som på et persisk marked før lukketid, når skibsbutikken havde fået nye forsyninger. Så vildt skreg de købegale ved een lejlighed, at den unge russiske kioskpige grædende løb ud i bagbutikken.
Takt udvikles ikke nødvendigvis i trit med alderen. Da vi ved en landgang var inde i en slagterbutik uden 'vores' kølefaciliteter, gik modne, danske, pæne damer rundt med fingrene for næsen. De fingre burde være stukket i jorden i stedet for!
Kunst og karneval - musik og massage
På de 'landløse' dage blev vi underholdt med kunst-salgsudstillinger, klaverkoncerter, mandskor al Capella, karneval på dækket, folkloredans og -musik. Deltagelse var helt frivillig og koncertpriserne ca. 20 kr. Man kunne også få ordnet lokkerne, få asiatisk massage eller gå til læge, hvis man havde trang til det. Det er klogt at have krydsord, kort, skak e.l. og lekture med hjemmefra; det kan jo trods alt blive regnvejr, selv om vi var heldige.
 |
| Var der ikke andre underholdningstilbud, trådte guiderne gerne til |
Men ellers var der ingen andre motionsmuligheder end vandringer på de forskellige dæk og armbøjninger i baren eller benspjæt på dansegulvet om aftenen. (Det er der kommet ved efterfølgende krydstogter, har jeg set.)
Personalet ombord - 90 inkl. medbragte ægtefæller og børn - talte ikke meget fremmedsprog. De var - især i starten - noget reserverede, men det fortog sig, og alle ombord lærte sig nye ord undervejs. En af de unge tjenere, der kunne noget tysk, var særlig imponeret over mange af de ældre damer. Tænk at de både røg, drak, dansede og morede sig, og de så smartere ud end hans meget yngre mor, bedyrede han.
Orienten, Tjajkovskij og kulturbyen Perm
Kazan ligger ved Kama floden og er tatarernes gamle hovedstad. Det mærkedes tydeligt, at vi nu var i orienten. Her var rigt, varmt og frodigt og efter russiske forhold usædvanlig velholdt. Ikke bare kirker og paladser, men overalt. Forbløffende velassorterede butikker, store gamle biografer og teatre og en herlig blanding af Art Nouveau og orient, guld, kupler, minareter (de helt nye moskéer i en ejendommelig kulørt og kridhvid stil a la Disney) og brede gader.
 |
| Kupler i moderne Disney-tilsnit sammen med den gamle kirke i Kazan |
 |
| Stationen i Kazan |
Hvor havde det været sjovt at spise her på en lokal restaurant, hvor maden sikkert var langt fra skibets alt for rigelige, panerede, pæne og neutrale.
På turens næstsidste dag besøgte vi Tjajkovskijs barndomshjem (nær byen af samme navn). Huset og de omliggende staldbygninger var interessante, fordi man her kunne se, hvordan det velhavende borgerskab levede for mere end 100 år siden. Faderen var en rig fabrikant, hvad husene og inventar bevidnede. I en af tilbygningerne var indrettet en lille koncertsal, hvor der jævnligt arrangeres små festivaler med deltagelse af udenlandske musikere, som spiller Tjajkovskij.
 |
| Der var feriestemning i byen Tjajkovskij, hvor hans barndomshjem og museum er indrettet |
 |
| Perm ca. 1900 med marked og Operaen tv. i baggrunden |
Perm var derfor en by med et meget blomstrende kulturliv. Her opførtes Ruslands første opera, og her fødtes Diaghilev, som senere på verdensplan kom til at præge kunst, musik, scenografi og især ballet, hvor han grundlagde flere russiske ensembler i bl.a. Paris og Monte Carlo og samarbejdede med verdens førende kunstnere som Leon Bakst, Nijinskij, Picasso, Stravinskij o.m.a. om scenografi, kostumer, koreografi og musik.
Dagens Perm var i stedet præget af militær, og navnet får stadig ældre russere til at gyse, for her lå også landets største fængsel for politiske fanger. De, der blev sendt hertil, sås sjældent igen. Dét fængsel skulle vi heldigvis ikke besøge, men skulle i stedet med fly til Moskva.
Fra lufthavnen og ind til bymidten regnede det, men det holdt op, da vi stod ud af bussen, så vi i tørvejr kunne besigtige Kreml og Den røde plads udefra. Vores gruppe nåede på grund af en ekstremt snakkesalig - og kedelig - guide ikke ind i de fint restaurerede kirker og klostre, men de andre grupper forsikrede, at det havde været en oplevelse (!)
Hvis Perms lufthavn er den hæsligste og mest uhumske, jeg har oplevet, så var Moskvas til gengæld imponerende. Fine butikker med toldfri varer og souvenirs på højt og dyrt plan. Gode restauranter, barer o.s.v.
Ikke noget Bounty trip
Der er lige så stor forskel på et russisk krydstogt og et amerikansk ditto til et Bounty-paradis, som på en aften i hhv. Damhuskroen og d'Angleterre. Og der kan i dag være en prisforskel på ca. 45.000 kr. (!) for en 11-12 dages rejse, inkl. alle måltider, udflugter og fly, men som regel uden drikkevarer. Ruslandsrejsen med 65 Rejser kostede i 1992 ca. 6.000 kr. alt efter hvilket dæk, man havde kahyt. (I 2017 er prisen 15.- 20.000 kr.) En tur til Det Caribiske Hav koster ca. 65.000 kr.
Dét, man måtte undvære i forhold til et amerikansk cruise, er trimmede, belevne og allesteds-nærværende hvidklædte og guldtrensede actionmænd og -damer, som bringer snacks og mixer drinks pr. automatik. Vil man russisk betjening noget, må man bevæge sig hen til dem. Vi havde heller ikke swimmingpool, kondirum, spillehal og casino. Men selv om vores skibs restaurant og saloner var i den ubestemmelige hotel-stil fra 60' erne med masser af plastic-læder og kunstbrokade, så var der garanteret lige så rent og nypoleret overalt på M/S Vladimir Majakovski som på nogen luksuskrydser. På sidstnævnte bruger man dog næppe så dårlig diesel som den russiske. Lugten er kvalmende, men man vænner sig undervejs - næsten!
Fakta:
Vladimir Majakovski, der havde lagt navn til vort skib, var ledende revolutionær digter. Født 1893. Satiriske digte, både modernistiske og realistiske. Efter oktoberrevolutionen i 1917 forsøgte han at drive et revolutionært satireteater i Moskva. Det gik ikke. I 1930 begik han selvmord. Ved hans statuer bl.a. i Moskva ligger stadig hyppigt friske blomster. Og der udkommer stadig bøger om hans virke over hele verden.
Volga: Europas længste flod, ca. 3.600 km. Udspringer i Valdaj-højene 228 m. over vandet, 400 km nord for Moskva. Igennem Kalinin, Rybinsk, Nizhny Novgorod til Kazan. Her drejer den syd forbi Volgagrad og udmunder i Kaspiske Hav.
Sluser: Fra St. Petersborg til Perm var vi gennem 14 sluser. Højdeforskellen er 53 m, men med sluseskift mere, da vi sejler både op og ned på floderne.
200 bifloder omfatter 150.000 vandveje; samlet længde af 574.000 km. Dæmninger og kunstige søer regulerer flodløbet, der udgør Ruslands vigtigste transportvej. Her transporteres korn, fisk, cement, stenkul, tømmer, mineraler og ikke mindst olie.
En fantastisk tur, som jeg kunne tænke mig sammen med dig, når vi bliver 145 år til sammen i 2019.
SvarSletMåske en idé. Kan være vore børn splejser sammen. HI.
Slet