Antequera, Cordoba, Granada og Sevilla - en perfekt kombirejse

BOMBER & BRAND - 12. september

Efter det sædvanlige bøvl med 'egen' indcheckning i Kastrup var kontrollen m.v. ualmindelig hurtig og nem. Da vi kom ud til gaten, var de fleste allerede 'på plads', og vi var henvist til at sidde på nogle borde, hvis vi ikke ville stå op. Nå, det var jo kun et kvarter. Troede vi.
Flyet holdt lige uden for, men kl. 7,15 kom der meddelelse om, at afgangen var en time forsinket. Ikke hvorfor. Senere kom der en lidt famlende og kryptisk besked om, at dele af lufthavnen var evakueret pga. en politiaktion .....?? Hvor og hvorfor fik vi aldrig at vide. Folk tog det ret roligt. 
Utallige beskeder og tre timer senere kom vi i flyet. Andre, der skulle med senere fly end os, var ikke så heldige. Mange fly blev helt aflyst.  Angiveligt skulle der have været søgt efter en bombe i noget bagage. 

Da vi lige var kommet ud fra bussen, og der stadig var folk som lige skulle have et foto.

I Malaga ventede vi lidt på bagagen, så vi fik vores kufferter som de sidste. Endelig fandt vi vores guide fra Best Travel, som vi havde overset på trods af grønt hår og grøn øjenskygge – under øjnene. Bussen kørte gennem et spændende og varieret landskab. Vi var vel nået 3/4 af vejen til hotellet, da der blev råbt fra de bagerste i bussen, at der kom røg ud fra hækmotoren. Det var til alt held ved en pæn stor benzintank og en landevejskro. 

 

Fra tankstationen kom en medarbejder hurtigt løbende med ildslukker. Sort kvælende røg over det hele. 'Hvad med vores bagage', tænkte vi, men vi fik besked på at holde os langt væk pga. eksplosionsfare.  Guiden fik sporenstregs inviteret alle på en kop kaffe/øl/el. vin i restauranten. Alle var rolige, men alligevel altererede, og fællesskabsnakken løb livligt. Brandvæsnet kom overraskende hurtigt, lidt senere også politi og en frisk bus. Bagagen var uskadt. Tre kvarter senere – og 10 timer efter, vi skulle være fløjet fra Kastrup, kunne vi checke ind på Hotel Antequera.
Vores værelse på 1. sal vendte ud mod et gårdhaveagtigt kompleks med swimmingpool og velplejet have med palmer, blomstrende buske, en scene og terrasser med have- og liggemøbler. Vi havde en lille skyggefuld balkon med to stole. Intet bord, men bred balkonkant og altankasser med rosmarin.
Der var en glimrende bar, selv om der stod Cafetería i guld på glasdørene. Meget moderate priser, og livlige ældre englændere, der drak store øl og solide G&T. Fine kager, der kostede ca. 1/3 af en normal dansk konditorkage. Restaurantens buffet om aftenen var glimrende og vinen, der var inkl. var ok, men heller ikke mere. Vi fik en Nightcap på terrassen ved poolen i fløjlsblød aftenluft og med Amy Whitehouse i højttalerne, og så var det ellers på hovedet i seng.

2. og 4. dag:  ANTEQUERA

Guiden aflyste dagens besøg i vores 'hjemby', Antequera, og rykkede programmet, så de andre skulle til naturparken 'El Chorro,' en tur der ikke inkluderer den faretruende tur på 'Kongens smalle bro' (Carmenito del Rey) gennem en dyb, dyb kløft. Dén tur er på 8 km – og koster ekstra – og er ikke inkl. i Best Travels tur. Vi fravalgte turen, da vore fødder/ben ikke er beregnet til selv enkel bjergvandring. Vi gik også glip af at møde avocado- og citrusbonden Juanito og hans kones hjemmelavede paella, som iflg. 'ofrene' ikke var noget at køre efter. Men vi ville nu se den by, der skulle være vor base i en uge, og som vi aldrig havde hørt om, før vi bestilte rejsen.

 Plaza San Sebastian er normalt en yndig plads med springvand i midten, men i september et støjhelvede pga. fliseomlægning

 

Vi gjorde til gengæld Antequera til fods fra den ene ende til den anden. Fordelt over 2½ dage.
På gåben op ad bakke flere km ind til byens 1. centrale torv ved byporten Estepa i strålende solskin er lidt af en udfordring. Kl. 11 var det allerede 27 gr. varmt. På gaden sås kun enlige pensionister og mødre med småbørn. Meget nysselige nye boligkvarter - hvide rækkehuse med røde tegl og smedejernsgitre foran småhaver. Endelig kom vi frem til den smukke gamle tyrefægterarena, hvor der aldrig mere lukkes en tyr eller toreador ind. Her var ellers også et tyrefægtermuseum, men det er lukket. (I dagens Spanien er der nu iflg. guiden kun tyrefægtninger i Sevilla og Malaga, men det stemmer nu ikke overens med mine Googlerier). 

Der er ikke længere tyrefægtninger i Antequeras smukt restaurerede arena, og museet er lukket

På et nærliggende torv, Plaza del Castillo,var der træer og blomster gamle mænd i pinligt rene skjorter og nypressede bukser. De spillede hverken petanque eller skak; de bare røg og snakkede, inden de tøffede hjem til frokost og siesta.
Masser af liv i de smukke, rene gader. Og høje, lyse smukt renoverede huse og gamle palæer. Vi så det fine restaurerede rådhus - og dets patio, indrettet i det tidligere Nostra Senora de Los Remedios kloster og kom frem til byens hjerte, Plaza San Sebastian, der dog var et larmende inferno af gravemaskiner og mænd med donkrafter. På pladsen skal lægges ny flisebelægning, og det gamle springvand er sat i skammekrogen på et af pladsens mørke hjørner. På et andet hjørne ligger turistinformationen, hvor vi lige fik et bykort og lidt tips. 

 SMUKKE EFEBO

 Plaza del Coso Viejo med Ferdinand til hest

Spiste frokost ved bymuseet, der åbnede for få år siden, helt renoveret i fire etager i det tidligere Nájera Palæ på Plaza del Coso Viejo, hvor Fernando (1779-1416) knejser til hest. Man aner borg og bymur i baggrunden. Dem besøgte vi et par dage senere. Vi besøgte også bymuseet (vist som de eneste fra vores gruppe) og så bl.a. glimrende kuraterede samlinger af udgravninger og levn fra 2 årh. før vor tidsregning. Stenmausoleer fra den 2. årh og en græskinspireret smuk Venus, fundet i den romerske Villa de la Estacion. Museets stolthed, Efebo, er dog en 1,5 m høj bronzeskulptur af en undersmuk – ikke kønsmoden yngling – hvis yndefuldt udstrakte hænder menes at have båret en hængelampe - og evt. vindruer i den anden - som dekoration i en romersk spisesal. 

 Smukke Efebo er bymuseets stolthed

Der er også katolske 'relikvier' i form af en glimrende trælskulptur af Frans af Assissi og rigt broderede bispekåber med guld- og sølvtråd, ædelstene og fløjl. Fantastisk håndværk, og men tænker med gysen på alle de fattige bønder, der har været med til at betale al denne herlighed. På de to øverste etager var der særudstillinger af den lokalt fødte maler José María Férnández - f. 25. okt. 1881 - samme dag som en vis Pablo Picasso blev født i Malaga, kun 60 km derfra. 

José Férnández' smukke hustru Rosario

José María Férnández rejste som Picasso tidligt til Paris, men også til Bruxelles, London og Genova. Boede et par år i Madrid og Barcelona, før han i 1913 vendte tilbage til Antequera med kone og børn. Havde en hæderlig karriere som portrætmaler, men størst aftryk satte han sig i byen ved sin indædte kamp for at restaurere og vedligeholde byens mange for-historiske minder, barokbygninger og monumenter. I mange år dog stærkt ignoreret af bystyret og byens borgerskab. Han skænkede alligevel ved sin død i 1947 hele sin kunstsamling til byen, som i dag har opkaldt byens gymnasium efter ham. Picasso endte i et andet kunstnerisk luftlag og flyttede aldrig tilbage til Spanien. 

Byen har utallige smukke pladser og parker. Og for enden af det hele troner borgen - lidt hårdhændet rekonstrueret - Alkazaba. I en sjov blanding af civile bygninger langs den tidligere bymur, og kirke og museum samt restauranter med terrasser i selve borgkomplekset. Et dejligt sted, som er yndet mål også for de lokale. Her er forrygende udsigt over byen og til byens varemærke, bjerget, der enten kaldes 'Den sovende indianer' eller 'De elskendes bjerg' pga. grund af en myte om en ung spansk adelsmand, der havde forelsket sig i en maurisk prinsesse, som var spærret inde af sin far. Hun slap dog løs og sammen flygtede de elskende op på bjerget, hvorfra de kastede sig i døden. Åh, det var en skam.
 

3. dag: Den forunderlige moské i CORDOBA

Foran moskéen ventede utallige engelske, japanske og spanske turister, alle iført høretelefoner hængende i farvestrålende bånd. Vi fik - lovmæssigt - en fremragende spansk guide og det er 1. gang vi oplever dét. Mange spanske guider taler med så stærk accent, at de er nærmest umulige at forstå. Vi var i det jødiske kvarter, den jødiske synagoge, særpræget, og kommer så endelig til det, der sikkert bliver turens clou: Den store mauriske moské og katedral. Guiden David er 1000 gange bedre end vores danske. Hans engelsk er godt, han har humor, og han bruger ingen platte vitser. Men han har holdninger, diplomatisk formuleret om både politik og religion. Også til de millioner fotos, der daglig tages i Cordoba. Til hvad nytte?, spurgte han? De, der fotograferer for at huske, hvad de - IKKE har set? Eller andre, der ikke gider at se billeder af noget, dé ikke har set. Så SE selv! – Brug jeres øjne og ører, mærk og lær! Og tag KUN gode billeder!, formanede han. Ak ja.
Moskéen var totalt overvældende. Den var så smuk, at det nærmest føles som et voldeligt overgreb, da vi kom ind i den del af moskeen, hvor katolikkerne efter at være kommet til magten, fjernede søjlerne og i stedet indrettet en katolsk kirke med alt, hvad der hører til at af overflødigt pynt og pragt, men som slet ikke berører en. Tværtimod. Men i al den religiøse idioti, der den gang som i dag behersker verden, er det gribende at se, at magthaverne alligevel har været pragmatiske nok til at lade det meste af de smukke mauriske konstruktioner og kostbare materialer bestå. Dog var det lige ved at gå galt, da Napoleon og senere britiske Nelson kom 'på besøg', men lokal opfindsomhed og snilde reddede moskéen og dens udsmykninger.

Gemalen med en sød tallerkenhilsen fra tjeneren i 'Casa Pepe'

Vores spanske guide havde på turen igennem det jødiske kvarter udpeget et par gode restauranter. Vi fandt den ene, Casa Pepe, som udefra så prunkløs ud, men indefra viste sig af være i flere etager og med mange hyggelige små kabinetter samt et lyst atrium rum i midten, hvor vi blev placeret i helt alene. Der kom hurtig flere gæster til, og måltidet blev et af de bedste på hele turen. Og det dyreste.

  5 dag: GRANADA & ALHAMBRA

Vi blev sluppet løs midt i Granada efter en mindre byrundtur, hvorefter vi skulle mødes på Plaza Bib Rambla. Vi var heldige hurtigt at finde et af de gamle tapas steder, hvor jeg fik mine første glas rosévin under turen og Jesper sin sædvanlige ½ l apollinaris og en kop kaffe. Det blev ledsaget to små stk. skinkesandwich + lidt gode franske kartofler. Samtidig nød vi at se festklædte bryllupsgæster i ustyrlige hatte og sko stige ud af taxaer for at gå hen til den nærliggende katedral. 

Endelig fik jeg som 73 årig set Løvebrønden i Alhambra, som min farmor havde fortalt mig om, da hun var i den alder

Vel fremme ved indgangen til Alhambra fik vi at vide, at den lovmæssige spanske guide – som imidlertid var svensk, men havde boet 20 år i Granada, kun måtte have en gruppe på 25, så 10 af os måtte med en af hans hjælpeguider, som var svensktalende. Hvad han ikke fortalte var, at hun var hans ekskone og mor til hans to børn. De havde boet sammen i Göteborg i flere år, før de flyttede til Granada, hvor hun var barnefødt i nogle af de civile boliger på selve Alhambra-grunden. Hendes farfar havde været en kendt maler og ungdomsven med digteren Garcia Lorca, der i 1936 blev henrettet i Granada af fascisterne. Hun var en smuk dame, der talte et udadleligt svensk, tilsat lad sydeuropæisk ynde og meget poetiske billedforklaringer og sans for uventede vinkler. Et smukt bekendtskab. 

På trods af, at der var utroligt mange besøgende grupper, tog nogle af disses guider fint hensyn til hinanden og lavede smutveje for at undgå, at der samledes for mange grupper på ét sted. Vores guide var en sand mester i dette, og det lykkedes hende ofte at få os hen til steder, hvor vi havde det hele for os selv til virkelig at kunne nyde stilheden, det rislende vand og skønheden i byggeriet og de omliggende haver. Det var en meget stor oplevelse.

6. dag: Pitabrødsbjergene i EL TORCAL

Rejsens næstsidste fastlagte udflugt gik til en anden naturpark El Torcal, som vi ellers også ville skulke fra, på grund af skøre fødder og skrøbelige ankler, men guiden sagde, at turen dertil var en seværdighed i sig selv, og at vi oppe ved velkomstcentret kunne sidde og få en kop kaffe e.l. og kigge ud over det ejendommelige bjerglandskab, der for tusinder af år siden lå på havets bund, men pga. af jordskælv og erosion blev presset opad og endte som lagdelte stakke af pita brød i ukurante størrelser. Vi valgte denne model, mens andre tilbagelagde den godt 5 km lange 'milde' vandretur frem og tilbage på lidt over en time. Der var længere ture for folk i rigtigt vandregrej og ledet af en professionel guide 'med hele udstyret', men ikke fra vores gruppe. Da gruppen atter var samlet, vistes i centret en lille film og en samling af fund og eksempler på natur i området. Vi var glade for, at vi havde ladet os lokke med.

Fordi næste dags tur til Sevilla var så lang, havde man på hotellet fremskyndet vores 'afskedsmiddag' til næstsidste aften. Så i stedet for den sædvanlige buffet blev der serveret en selskabsmiddag i kælderdiskoteket med efterflg. flamenco-show. Nej, hvor fint - og tænk på min fødselsdag!
Smuk opdækning ved 10-mands runde borde, men der var en frygtelig akustik i den store og ikke særlig hyggelige sal, og ventilationsanlægget kørte på minusgrader. Brrvvvr.!!
Menu: Grillet gedeost i en meget stærk bærcoulis af mørke bær, derefter andeconfit med alt for meget tilbehør og til slut en mættende chokoladekage. Fint, men for rigeligt. Flamenco 'showet' var til gengæld ret stygt. Det var tre unge, kønne, og alt for smilende og kokette piger i grimme kjoler og til 'turist'spansk- dåsemusik. Midt i showet entredes scenen af en langhåret pige i sort hat, cowboybukser, skjorte, vest og klodsede støvler på de tynde ben. Det viste sig at være en ca. 14 årig knægt med et ego og ambitioner på højde med Michael Jacksons. Men i sin nuværende udformning virkede det hele en smule komisk.Gemalens positive udlægning var, at det var godt, at de unge mennesker havde et sted at øve sig! 'Festen' sluttede med en stilfærdig mojito til mig ude på terrassen i selskab med nogle søde folk fra Hillerød. Men vi fortrak relativt hurtigt, da vi næste morgen skulle tidligt af sted til Sevilla.

7. dag: Prægtige SEVILLA

 Parque Maria Louisa

Det tager lidt mere end to timer at køre fra Antequera til Sevilla, men der er jo hele tiden noget at se, selv om det allermest er oliventræer. Dem er der de senere år er plantet mange hundrede tusinde af i Andalusien. Spanien står i dag for 80% af al verdens olivenproduktion, iflg. vores guide, der også havde en sær historie om en gammel aftale mellem Franco og Mussolini om, at Spanien leverede sin den gang ikke særlig værdsatte olivenolie billigt til Støvlelandet, hvor den så solgtes som italiensk olivenolie. Den aftale eksisterer stadig for en vis %del af spansk olieproduktion, men iflg. EU regler skal der nu – omend med småt – stå produceret i Spanien. De udsagn skal jeg dog lige have tjekket.

Turen gennem nogle af Sevillas hovedstrøg, oplevede jeg ikke meget af. Dels havde jeg travlt med at kigge nedad, så jeg ikke vrikkede om på de uensartede fortove og gadebelægninger, og dels at holde øje med bagtroppen, hvor gemalen oftest befandt sig sammen med en gangbesværet herre med stok. Guiden havde ikke rigtig føling med de bagerste, og de fik aldrig information om noget som helst, men måtte spørge os andre.

  

Plaza de Espana

Vi gad ikke se flere katolske kirker indefra i det dejlige vejr. Vi ville heller ikke med på den ekstraordinære sejltur, men valgte at gå på egen hånd efter at have hentet et kort i Turistkontoret ved katedralen. Udefra fik vi set Kunstindustrimuseet, Parque Maria Louisa, Plaza de Espana, 'Carmens Fabrik', stedet hvor den første amerikanske tobak ramte europæiske lunger, og som i dag rummer byens universitet, Katedralen samt Plaza del Salvadoro. Endelig så vi byens nyeste seværdighed, den imponerende trækonstruktion, Metropol Parasol, (bygget 2005-11 for 123 mio. €) gennemsigtig 'gitret' kæmpeparasol, konstrueret af den tyske arkitekt Jürgen Mayer. Den er blevet til ved en tilfældighed. Man ville bygget et parkeringskompleks på Plaza Encarnacion, men man fandt i undergrunden så værdifulde romerske og mauriske ruiner, at der nu er en permanent underjordisk udgravning og samling, Antiquarium, et stort indkøbscenter og på 1 og 2. etage gangstier og restauranter med flot udsigt over byen. Jeg havde så ondt i både 'for- og bagben' efter de seneste dages op- og nedture, der trak på muskler, som ikke kommer i anvendelse på Kongevejen og Helsingør, så gemalen løste billet alene til herlighederne, mens jeg sad på plazaen nedenfor med et dårligt glas hvidvin. Og så gik det ellers i skarpt trav tilbage gennem Ave de la Constitucion mod La Rabida, hvor vi skulle mødes med den del af gruppen, som havde set byen fra en flodbåd på Guadalquivir. Det må vi også gøre næste gang + alt det andet, vi ikke fik set og gjort noget ved i Sevilla.

 Metropol Parasol af den tysk arkitekt Jürgen Mayer er en af Sevillas nyeste seværdigheder

EPILOG

Vi brugte lidt lang tid på at køre i bus til de tre store andalusiske stjernemål, som alle havde fortjent mindst 2-3 dages ophold. Mindst.
Måske bliver løsningen ved en næste tur, at vi flyver til Malaga og bliver der et par dage, og så tager højhastighedstoget til Sevilla og bliver der 3-4 dage. Vi får se. I hvert fald har gemalens ben/fødder tålt mere, end han har kunnet i årevis, selv om han i sine bådformede Scholl sko går langsommere end en punkgrøn guide tillader, mens mine ben – ikke fødder – til sidst fik så kraftige muskeludtræk, så jeg faktisk i lufthavnen på vej hjem troede, jeg havde fået en blodprop. Havde skam flyvestrømper på! Benene var en uge om 'at rette sig ud'.
At rejse er at leve, javel – men det er dæl'me også strabadserende at være i en stor gruppe (38), så tak og lov for de 2½ dag vi havde for os selv i eget tempo og behagelige selskab i smukke og fredfulde, men absolut besøgelsesværdige Antequera.