Fritz Höger – arkitekten, Hitler vragede som rigsarkitekt

Johann Friedrich (Fritz) Höger  (12.6 1877 – 21.6 1949) født i Bekenreihe, Schleswig-Holstein. Skønt han aldrig blev akademisk uddannet arkitekt, er han med årene blevet verdensberømt for sin teglstens-ekspressionistiske stil.

Fritz Höger var den ældste af syv børn i en tømrerfamilie, og kom som 14 årig i lære som tømrer, murer og smed i Elmshorn og blev færdiguddannet i bygningshåndværk i Hamburg 1899. Så fulgte nogle år i arkitektfirmaet Lundt & Kallmorgen, Hamburg, som teknisk tegner og som redaktør af arkitektpjecer. Efter fire års 'skrivebordsarbejde', hvor han dog samtidig tegnede flere private huse, blev han tilbudt partnerskab i Fritz Oldenburgs tegnestue. Han giftede sig i 1905 med chefens datter, Anne Oldenburg.

Den nordtyske teglstil

I 1907 åbnede Fritz Höger egen tegnestue. Han havde nu mange bestillingsopgaver på villaer i Hamburgs omegn og begyndte gradvis at specialisere sig i teglstensbyggeri, særligt de hårdtbrændte tegl, som er robuste og frostresistente og mest forskellige i udtryk. Han var inspireret af Fritz Schumacher, Hamburgs chefarkitekt, som fra 1909-20 i polemiske skrifter var stor fortaler for teglstensbyggeri, fordi de passede til tyskernes 'jordbundethed' og havde inspireret de fremragende gotiske kirkebyggere i de nordtyske Hansestæder.

 

Chilehaus i Hamburg, der ved et mirakel undgik bombning, fra indvielsesåret 1924 og op til i dag.

Fritz Högers bedst kendte byggeri er Chilehuset i Hamburg, opført 1922-24 for salpeterimportør og reder, Henry B. Sloman. Det store kontorhus har en facade med linjer som et skibs skrog og stævn, hvis skarpe og højeste del munder ud i gadehjørnet Pumpen og Niedernstrasse. Det er et af Hamburgs mest fotograferede huse og er nylig sammen med andre markante pakhuse og kontorhuse ved Elben kommet på UNESCOs verdensarvsliste.

Höger konstruerede også Anzeiger-Hochhaus ('Bladhuset') (1928), (i dag Hannoverische Algemeine Zeitung), men hvor der i den nu kobberbelagte kuppel er biograf. Oprindelig var der planetarium på toppen. Den 51 m høje bygning var Hannovers første skyskraber.  Men det er synd med de nye hvide vinduesramme, man har sat i den markante bygning.

 

  

Andre seværdige Höger byggerier er Wilhelmshaven Rathaus (1929) og Kirche am Hohenzollernplatz (1926) i Berlin (fotos nedenfor).

Höger nåede også at opføre flere meget smukke industribygninger som Garbáty Cigaretfabrik, Berlin-Pankow, og parfumehuset Scherk, Kelstr. 31, Steiglitz, der i dag huser Instituttet for farmaceutisk teknologi i Berlin og en del store varehuse i Hamburg, hvoraf de fleste dog forsvandt under de allieredes bombninger 2. verdenskrig. På baggrund af de mange velgennemførte byggeprojekter søgte han ind i arkitektsammenslutningen, der dog nægtede ham optagelse, da han  var uden den autoriserede arkitektuddannelse.

Fritz Högers hurtige indmelding i NSPAD og 'Kampfbund deutscher Architekten und Ingenieure' i 1932 skal formentlig ses på baggrund af hans bitterhed mod i arkitektsammenslutningens afvisning. I maj 1933 blev Höger formand for 'Wirtschaftsverbandes Deutscher Architekten' (WVDA) og skrev bl.a., at man skal fordømme alle fremmede og ikke-tyske strømninger, som udgår fra f. eks. fra kunst- og arkitektskolerne Bauhaus i Dessau og Weissenhofsiedlung i Stuttgart. Skoler, der var startet af bl.a. Gropius, Mies van der Rohe, Le Corbusier & Taut, og som repræsenterede 'Den nye saglighed'. Höger afviste også det sjælløse 'bolsjevistiske hjernespinds'-byggeri. Så efter disse 'gammel-germanske' udmeldinger skulle man jo tro, at nu kunne Fritz Högers drøm op at blive rigsarkitekt gå i opfyldelse. Men sådan blev det ikke.

 

Skønt der fra start i NSPAD var en lille fløj, som gik ind for mere moderne arkitektur, var langt de fleste til romantisk byggeri eller - som først Mussolini og senere Hitler og hans chefarkitekt Albert Speer - inspireret af klassisk (dorisk) monumentalarkitektur.

Det kunne ikke blive stort og 'rent' nok. Ikke noget med finurlige og 'feminine' teglstens-detaljer. 
Albert Speer skulle blive manden, der virkeliggjorde Hitlers arkitektdrømme. De fleste dog kun som kæmpe gips- og kartonmodeller, da den dyre krigsførelse lagde låg på drømmen om et nyt Berlin i klassisk stil, 'Welthaupstadt Germania'. 


Foto: 
Adolf Hitler, flankeret af arkitekterne  Albert Speer (tv.) og I. Ruff, studerer planerne for 'Germania' (1934).

Eftermælet

Da krigen sluttede (og Fritz Höger var 68), sluttede også efterspørgslen på hans større byggerier. Selv om han aldrig havde haft fordele af sit medlemskab af NSPAD, så talte det nu på minussiden. Desuden var der i efterkrigens genopbygningsperiode mere brug for hurtige og billige betonbyggerier end dyre og tidkrævende teglstenshuse. Privat var Höger i 1940 blevet skilt fra Anne (Oldenburg), men i 1946 giftede han sig med koncertmesteren Gertrud Ilse Tilsen, som han havde kendt i flere år, og de slog sig ned i Bad Segeberg i Harzen, hvor Fritz Höger døde 3 år senere. Fritz Höger opnåede aldrig den påskønnelse, han havde drømt om (og fortjent) i levende live. Til gengæld holder hans bygningsværker den dag i dag, både på grund af kvaliteten og de gode materialer og pga. den stramme og alligevel finurlige arkitektur. I dag er hans værk hædrende omtalt i alverdens arkitektlitteratur. Faktisk var det på den lange bane et held for Höger, at Hitler, der jo var østriger, ikke havde sans for storslået nordtysk teglstensgotik, men mere hang til pralende 'historiske' potemkinkulisser. 
 

I 2008 indstiftedes Fritz Höger-prisen for bemærkelsesværdig teglstensarkitektur. Prisen uddeles i kategorier for et eller to-etagers huse, boligblokke, kontorer, handelshuse, sportsanlæg og offentlige bygninger. Vinderne i hver kategori belønnes med 10.000 €.