Maleren Lundbyes korte liv og store kunst

Selvportræt af J. Th. Lundbye (1818-1848) malt i 1841. Aldrig kysset - og død ved vådeskud syv år senere.

Johan Thomas Lundbye blev født 1. september 1818 i Kalundborg. Han var et svageligt barn, der i det første leveår jævnligt tilsås af læge. Faderen Joachim Th. Lundbye (1778-1841) var kaptajn og blev, da Johan var ti år, forflyttet til Kastellet i København. Moderen Cathrine Bonnevie (1792-1863) fik i alt syv sønner, men var stærkest knyttet til den lidt sarte mellemste Johan. Johan tegnede fra han var helt lille, hvilket ikke passede faderen, som ved flere lejligheder tvang sønnen til at brænde alle tegninger for i stedet at passe sin skole. Drengen tegnede dog videre og fik til slut lov at gå til tegneundervisning. Tegnelæreren indstillede ham til Kunstakademiets modelskole, da han var 14. På akademiet lærte han P.C. Skovgaard, Lorenz Frølich og J.A. Jerichau at kende, og de forblev venner livet igennem.

J. Th. Lundbyes styrke som tegner lå i starten ved dyremaleriet. Et af de første af hans billeder, der blev udstillet i København, var fra en kostald, hvilket faldt et par sarte kritikere for brystet, da man næsten kunne mærke 'lugten af stald'. Senere vendte han dog sin opmærksomhed på landskabsmaleriet stærkt inspireret af landskabsromantikeren Caspar David Friedrich (1774-1840). Og som denne plantede han tit 'andre' elementer i sine landskaber, f.eks. en stendysse eller et udgået træ, hvis de kunne tilføre motivet glød eller drama. 

 

Umiddelbart kunne man godt få fornemmelsen af, at kunstneren J. Th. Lundbye kom såre let til tingene. Det gjorde han langtfra. Han var en ordentlig og flittig kunstner, men samtidig en lydhør og opmærksom læser af tidens førende forfattere og tænkere såsom Grundtvig og Kierkegaard samt Ingemann, Blicher, Goethe og Schiller. Selv skrev han flittigt dagbøger og havde en omfattende korrespondance med familie og kolleger. I disse notater og breve kan man se, at kunstneren kæmper med sit enten alt for 'lyse, nærmest overgivne lune' og så sit alt for 'sorte og tvivlende'. I dag ville han måske få diagnosen manio-depressiv.

Den uforløste kærlighed

På et af de godser han jævnligt besøgte, 'Vedbygård' ved Ruds Vedby på Kalundborg-egnen, blev han forelsket i godsejerens datter Louise Marie Neergaard. (Se ill. af J. Th. Lundbye, 1841.) Et sværmeri han holdt i live fra 1839 og fem år frem uden nogensinde at betro hende sine følelser. Dem havde han til gengæld beskrevet i sine dagbøger. Da kunsthistorikeren Karl Madsen årtier senere viste disse til den nu 78 årige, syge og aldrig gifte Louise, var hendes reaktion: 'Bare han dog havde spurgt! Så havde jeg sagt ja!'

   

Landskab ved Sørups Vang, 1841.

Landskab ved Roskilde Fjord, 1847.

 

Udlængsel og hjemve

Ingen har så indgående som Lundbye skildret de forskelligartede sjællandske landskaber, som han tegnede, når han gæstede venner og familie, men i øvrigt også på lange vandreture, hvor han undervejs tog ophold hos private. Kun én gang var han på længere udenlandsk ophold. Han fik et stipendium i 1845, som rakte til 1½ år, hvor han besøgte Rhinlandet og Schweiz, og i Rom var sammen med vennerne Jerichau og Thorald Læssøe. Men han han savnede Sjælland og kom ikke, som mange af sine kolleger, hjem med 'ny farver' på paletten; kun teknisk mere sikker og mere modnet som menneske. 

Landskab i det nordlige Sjælland, 1847. Nivågårdsamlingen.

 

Hans værker blev i tiden herefter vel modtaget, og flere arbejder blev købt af danske museer og samlinger. Men i vinterhalvåret 1847-48 længtes han atter bort fra det indforståede kunstnerliv i København og tog ophold på den lille gård 'Godt Haab' ved Hellebæk, 4 km fra Helsingør. Han skabte nogle af sine fineste ting i denne periode.

Vinterlandskab ved Godt Haab, 1848

Vådeskuddet

Så udbrød den krig, der skulle blive kaldt 'Treårskrigen'. J. Th. Lundbye og andre nationalpatriotiske venner som Carlo Dalgas, P.C. Skovgaard, Svend Grundtvig og C.F. Lütken meldte sig under fanerne i Flensborg 19. april 1848.

Under en tilbagetrækning en uge senere gjorde kompagniet holdt i Bedsted ved Aabenraa. Geværerne var opstillet i pyramider. Lundbye havde sat sig til rette med sin skitseblok, da en geværpyramide væltede. Et af geværerne gik af og en kugle ramte Lundbye, der blev dræbt på stedet, mens hans chokerede venner så til. Han blev kort efter begravet på Bedsted kirkegård, under titlen 'Dyrmaler'. (Se foto.)

 
J. Th. Lundbye efterlod sig ca. 1500 tegninger, hvoraf ca. halvdelen befinder sig på Den kgl. Kobberstiksamling. Herudover er der ca. 200 akvareller og oliemalerier spredt på landets museer og i private samlinger. 

 
Billedhuggeren H. W. Bissen brugte senere Lundbyes ansigtstræk på statuen 'Den danske landsoldat' (ill. forstudie udarbejdet 1851), afsløret 6. juli 1858 i Fredericia. 
I 1996 opsattes en bronzekopi af statuens hoved på en granit-mindesokkel for Lundbye ved Vor Frue Kirke i Kalundborg.

.