Tegneren Eigil Petersen – der ville være kunstner – og var det!

Jeg har altid elsket blad- og karikaturtegnere. Hjemme havde vi store indbundne bind af 'Illustreret Tidende' (Gud ved, hvor de blev af?). Siden har jeg samlet på bøger om udenlandske tegnere som f.x. Daumier, Toulouse-Lautrec og Otto Dix samt danske Ib Andersen, Roald Als, Des Asmussen, Adolf Hallman, Gerda Wegener, Anne-Marie Steen Petersen, Arne Ungermann, Peder Lautrop og Marquard Otzen for at nævne nogle af yndlingene. 

 

Én tegner havde jeg dog fortrængt navnet på, selv om jeg godt kunne huske hans portrætter af f.x. forfatterne Carl Ewald (tegnerens yndlingsoffer) og Johs. V. Jensen som opblæste flanører på Strøget.

Jeg arvede nys flere bøger med tegninger af Eigil Petersen (EP) og vil gerne dele min begejstring:

Eigil Petersen, Eigil Thorsten Osvald Petersen, (14.7. 1875 - 14.1. 1917), blev født i Klaksvik på Færøerne, men voksede op i Thy og kom som sekstenårig i skole i Kolding. Her opdagede rektor Sigurd Müller elevens tegnetalent og opfordrede ham til at blive maler. Men det blev kun til et kortvarigt semester på Akademiet, da det viste sig, at han var farveblind. Så forsøgte han sig som billedhugger, men følte sig ikke tilpas i miljøet. I stedet begyndte han at tegne, men for at leve tog han arbejde Flydedokken. Det var ikke arbejde for tøsedrenge, men han kunne god lide den rå og dog forsorne tone blandt arbejdsmændene. Og livet igennem var det hans erindringer om kollegernes både atletiske og slidte kroppe og fysiognomiske kendetegn, han øste af - i stor respekt - resten af livet. 
Hans tegninger minder måske om flere andre samtidige tegneres, hvad der ikke er sært, da de fleste var direkte inspireret af tegnerne i det tyske satiriske tidsskrift 'Simplicissimus'. Men Eigil Petersen havde ud over jugend-inspirationen også det sanselige og plastiske 'swung', man kender fra Toulouse-Lautrec's kridt- og tuschtegninger. Og så havde han noget med med placering af ben, fødder og skotøj, som er helt unik. Se selv!
 
Eigil Petersen begyndte at kunne leve af sine tegninger ved at lave postkort med f.eks. nisser, hvor han dog måtte have kunstnervenners hjælp til farvelægningen.
Hans bladtegninger kom først i satireskiftet 'Klods-Hans', men han blev kendt i en større offentlighed, da han kom i 'Verdensspejlet' redigeret af digteren Anders W. Holm. Senere blev han også knyttet til 'Middagsposten'. EP lavede sjældent karikaturer, der kun var ondskabsfulde. Han holdt af mennesker, men da 'Verdensspejlet' i 1904 bragte hans tegning af baron og cirkusdirektør Knuth under titlen 'Fuldblod', anlagde baronen sag mod bladet. Men tabte! 

Dommeren fandt ikke, at hverken tekst eller eller tegning indeholdt noget fornærmeligt. Men både cirkusdirektøren, bladet og tegneren fik med sagen en ubetalelig PR. 
Den længste og gunstigste periode for EP var dog ansættelsen ved 'Ekstrabladet', hvor han i givtigt samspil med redaktøren Frejlif Olsen ydede det sublime. Selv om Frejlif Olsen var mere til hammer og økse end bue og pil i sine tekster, afbødede tegnerens menneskelighed spydighederne. Frejlif Olsen udgav også (lidt storladent?) en samling  af Eigil Petersens tegninger under titlen 'Mennesker', hvor vægten kun lå på portrætter og ikke karikaturer.






EP nåede kun i sin levetid at udstille en enkelt gang på 'Kunstnernes Efterårsudstilling' 1905 og på 'De Tretten's udstilling 1910. Bortset fra korte rejser til Skotland og Sverige var han aldrig uden for landets grænser. 
EP havde under den hårde tid på Flydedokken fået tuberkulose, men led af den overbevisning at med ondt skal ondt fordrives. Og hertil var alkohol altså det mest probate middel. Syntes han!






 












Selv om han klarede sig glimrende som tegner, følte han aldrig, at det var rigtig kunst og i sine sidste år talte han ofte om atter at forsøge sig som billedhugger. Han døde som kun 41 årig.
Om hans privatliv i øvrigt vides kun, at han blev gift med Rigmor Lønsmann Iversen. Ægteskabet var barnløst, og hun døde tre år efter ham. 


 
Kort efter hans død foranstaltedes en særudstilling af hans tegninger. Efterfølgende er der udgivet: Eigil Petersen, 'TEGNINGER', Forlag Rasmus Naver, 1947. Ligesom han er med i adskillige antologier bl.a. 'Satire og Humor i dansk Tegnekunst', Carit Andersens Forlag, ca. 1949.