HAMBURG - i billigbus & designerhotel

5-dages tur med FLIXBUS til PRIZEotel i Hamburg for ca. 2.110 kr.

Speicherstadt med Elbphilharmonie i baggrunden.

Mandag. Vi sidder som nogle af de første i FLIXBUS 173 mod Oldenburg på denne helt overdådige varme majdag ved DGI byen ved Københavns Hovedbanegård. Uden for ses andre buskunder, der afslører vekslende dele af hud i alle former, farver og fylde. Der er unge backpackers fra Sverige, Frankrig og Tyskland, afrikanere, ældre hættedamer med bling og et modent dansk ægtepar med cykler, teenagedatter og moderigtige orange cykel-hængetasker. Alt læsses primært på bussen ved egen hjælp; chaufførerne nøjes med at anvise eller kontrollere billetter og pas ved døren, mens de ryger.

Kl. 14,15  kører vi - alle er bænket. Der er ingen ‘Go'da, jeg hedder Dithmar’ (selv om det snarere er Ali), ‘Velkommen', og ‘Vi skal nok få det hyggeligt!' Men han nævner heller ikke, at bussens toilet er fyldt, og at man ikke stopper undervejs. Det sidste står dog på FLIXBUS' hjemmeside, der også har detaljeret beskrivelse af, hvad man kan forvente sig af en Flixbus-tur. Bl.a. at man vil blive smidt af ved beruset, støjende og upassende opførsel. Den slags bliver der dog intet af. Det er den mest stille bus, vi nogensinde har siddet i. Alle sover eller er på nettet.
Da vi ankommer til Rødby, meddeler buschaufføren (han kan altså tale) - på tysk, dernæst på engelsk - at vi er ved færgen mod Puttgarten, at turen varer 45 min., og at vi skal være på plads, når færgen er i land. Er vi ikke det, kører bussen blot.

Der kommer nye passagerer på efter Rødby, og i Lübeck standses for at sætte et ældre ægtepar af, mens tre unge japanere stiger på. På vej ind i Hamburg kører chaufføren hurtigere, end han gjorde på motorvejen. Han er lidt forsinket, da vi ikke kom med den første færge fra Rødby. 
Kl. 19,52 er vi ved Busterminalen, Hamburg Hauptbahnhof Süd 8 min. forsinket. 5 min. senere fortsætter bussen mod Oldenburg.
















Vi tager taxa (7,50 €) til Prizeotel, Högerdamm 28, i bydelen Hammerbrook. Vores værelse er på 6. sal (øverste) med udsigt mod gamle, pæne boligkvarteret og den gamle, men flot renoverede togremise samt togbanen og byens tårnprofil. Og endda udsigt til et af de fine huse, jeg havde siddet hjemmefra og sat kryds ved. Hotellet er fire år gammelt med design af den amerikanske Karim Rashid. Og der er knald på. Dørene er pink, skrivebordet limefarvet, gulvtæppet blå-turkis Op-Art, som dekorationen over sengens hovedgærde. Vasken på badeværelset er formstøbt grønturkis. Regnskovs-bruser i badekabinen. Der er varme i gulvet, hvis man vil. Og spejl både for og bag og et makeup spejl 'ved siden'. Et raffinement er, at spejlet bag håndvasken er halvt transparent, så lyset fra toilettet går gennem råglasset. På værelsessiden er der også spejl, plus et stort nyreformet ét i entréen, så selv folk på 2 meter kan ses sig selv i fuld figur. 

Der er ikke er klædeskabe og skuffer, men en enkelt lille niche med plads til 5 bøjler og to hylder. Smukt designet plads under sengene til kufferter, som derfor ikke står/ligger og fylder andre steder. Skrivebordets designerlampe kan spille forskellig musik og har 4 lysindstillinger og vækkeur. Alt er fint og minimalistisk velfungerende - også sengebelysningen.






Eneste anke er, at 'vattæppet' er for varmt og tungt en sommernat som denne. Tæpperne er med kunstfiberfyld, selv om de har bomuldsbetræk, og sengetøjet er bomuldssatin. Først kl. 3 finder jeg ud af at tage dynebetrækket af og bruge det som 'dyne' sammen med et badehåndklæde. Skal lige siges, at der var ventilation og også vinduer, der kunne åbnes, men så blev det for koldt!

Morgenmadsbuffet'en i den smukke restaurant, der om aftenen med lethed og elegance bliver til bar, koster 11 € (16 € for ikke boende gæster). Den vælger vi fra, da jeg ikke spiser så meget om morgen, og da byen i øvrigt er fuld af gode caféer og konditorier. 
 

 Udsigt fra vort hotelværelse en lun aften i maj.


Hammerbrook er det kvarter i Hamburg med flest kanaler og sluser. Mange uddannelsessteder og derfor mange frokostcaféer og konditorier.
 

Selve hotellet er opført i gulsten med ornamenter a la ekspressionistisk Hamburg-stil med profilmotiver, som om aftenen kommer til deres ret ved lyslilla belysning i fliserne. Arkitekten har jeg endnu ikke fået navnet på, men jeg gætter på at vedkommende er tysk.

I modsætning til mange andre mellemstore hoteller, der blot har et par sofaer og borde omkring receptionen, som fungerer som 'salon' og bar, er hele restaurationslokalet i anvendelse som bar om aftenen, og bliver virkelig brugt af folk i alle aldre. Mens vi var der, kom der i weekend'en besøg af flere hundrede ynglinge fodboldspillere fra Skandinavien og Tyskland. De fik tildelt nogle lokaler i tilknytning til de dagligt anvendte, hvor de blev bespist. Man mærkede i øvrigt ikke noget til de  unge, mens de var der. I øvrigt hører man INTET til andre gæster på hotellet, som er imponerende lydisoleret, ligesom rengøringen er forbilledlig.

Hotellet kører med varierende takster på hverdage og i weekend. Vores pris for 5 overnatninger i dobbeltværelse mandag-lørdag var 505 €.

hhtps://www.booking.com/s/32_8/hjfr0|14



Lørdag formiddag kl. 11,20 afgår bussen fra Hauptbahnhof Süd. Det er ikke en grøn/sort Flixbus, men en hvid,  20. min forsinket. 'Teknisk fejl' meddeler chaufføren lakonisk, som så pr. automatindtaling byder velkommen på tysk og engelsk. Han annoncerer i øvrigt med, at der kan købes snacks og drikkevarer hos ham. Hvordan det skal foregå vides ikke, for han er alene. Men der er heller ingen, der benytter sig af tilbuddet.
Vi er i København kl. 16,45 -  15 min forsinket. Busturen koster 189 kr. hver vej inkl. færgebillet Rødby-Puttgarten. 

Konklusion: 

Glimrende og billig befordringsform selv for ikke backpackers. Fine busser, men bustoilettet kan ikke anbefales. Vent til færgen. 
Hotellet har alt, hvad der behøves for en kortere bytur. Ret centralt beliggende, og roligere hotel findes næppe.  Et lille minus er, at der ikke er noget 'miljø' - butikker, caféer o.l. -  i umiddelbar nærhed. 


Og hvad vi ellers oplevede i Hamburg? Det skal I få at vide i et andet opslag!



Afstande:

Hamburg Hauptbahnhof, ca. 15-20 min.  
Højbanen Hammerbrook, ca. 10-15 min. 
Schanzen Bäckerei, Hammerbrook Str.,  ca. 10 min.  
Deichtorhallen (+caféer), ca. 10-15 min.
Museum für Kunst & Gewerbe, ca. 20-25 min.
Hamburg Rathaus, ca. 20-25 min.
 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

ROMY SCHNEIDER - En 'genfødt' stjerne stråler

MARIA CALLAS - fascinerer stadig 40 år efter sin død

Ahlberg - maleren der gjorde Tintin sexet