Grimme katte i kunsten

Picasso kunne sagtens male en nuttet kat, hvis han ville. I stedet satte han fuld fokus på kattens grusomhed (1936).

Hvis man vil være populær - eller det modsatte - på sit sociale netværk, skal man bare tæppebombe sine venner med nuttede kattebilleder. Der findes nærmest ikke noget mere fotogent end kattekillinger og sovende katte, der altid selv i søvne kan arrangere det perfekte photo shoot.

De gamle ægyptere, der elskede og dyrkede katte og katteguden Bastet, som repræsenterede frugtbarhed og erotik, gengav flere tusind år f.K. katten i æstetiske udgaver. Men romerne havde mere øje for kattens jagtegenskaber, som ofte er gengivet på mosaikker fra flere årh. f. Kr.

Hans Baldung Grien malede denne velformede musikant (1525) sammen med en uformelig kat.

Andre kunstnere har senere haft svært ved at finde en grimasse der ku' passe til deres (formentlig) smukke modeller. Nylig arvede jeg Stefano Zuffi's prægtige billedværk om 'Katte i kunsten' fra forlaget Dumont, 2007. Jeg blev noget chokeret over, hvor mange grimme, næsten vanskabte katte, der optrådte på de i øvrigt skønne billeder af kunst gjort i oldtiden op til bl.a. Doré, Fragonard, Gauguin, Goya, Picasso og Rosseau.

I Vincenzo Campi's køkken fra 1525 er der gang i den. I centrum er en rasende grim kat, der slås for sine indvolde. Et klassisk motiv i italiensk og fransk kunst på den tid. 

Ferdinand van Kessel (1670) har en special opfattelse af kattes udseende og musikalitet.

Jean-Baptiste Grueze (1776) viser kontrasten mellen den sarte moderigtige dreng og den sorte, ondt udseende kat.

I Jean-Baptiste Siménon's 'Rokken'(1728) er katten nok mere skrækslagen end rasende over søuhyrerne.

Katten i Jean-Honoré Fragonard's 'Klavertime' (1769) ligner en Golem, men den kan måske bare ikke li' musikken.

Joseph Wright of Derby malede dette 'idylliske' billede af to rige småtøser, der morer sig med at klæde en ulykkelig killing ud i dukketøj (1768-70).

Endnu et eksempel på dyremishandel. Lille greve med skade i snor overvåget af onde katte. Francisco Goya (1788).

Portræt af kunstneren Franz Pforr (1810), der var død få år forinden. Malet af Johann Friedrich Oberbeck. De tilhørte kunstnergruppen Nazarenerne, der dyrkede en arkaisk billedstil. Katten med de grimme ben har et lidt rørende udtryk.

'Den bestøvlede kat' er ikke køn, men til gengæld smart. Gustave Doré ill. til Charles Perrault's eventyr 1883.

  

Henri Rosseau's portræt af forfatteren Pierre Loti (1891) er bedre end hans katteskildring.

Paula Modersohn-Becker (1905) er også bedre til børn end katte.

 

Katten sammen med kunstneren Marcella er nærmest kun en klat på sofaen. Men koloritten fejler intet. Ernst Ludwig Kirchner (1910).