Da tysk Hamlet og Göring besøgte Kronborg i 1938

Og turistchefen fik en Femernbro

 

Gustav Gründgens som Hamlet på Kronborg 1938.

Af turistchef Mogens Lichtenberg, Turistforeningen for Danmark (skrevet 1948)

Det var ikke overraskende, at der fra nabolandet Tyskland kom en henvendelse, via gesandten Cecil von Renthe-Fink, som i Udenrigsministeriet (UM) lod forespørge, om det ville være muligt året efter Old Vic's gæstespil på Kronborg i 1937 at vise en tysk Hamlet, Gustav Gründgens. Henvendelsen gik videre til Den nationale Friluftsscene. Vi var under et vist pres fra officiel side. Resultatet blev, at man accepterede at lade et tysk ensemble optræde sommeren 1938.

De indledende forhandlinger foregik på embedsmandsplan, idet turistforeningen dengang var underlagt UM, som havde taget initiativet til den nye turistpropagandaorganisation. Udlandspropagandaen blev betragtet som en slags udenrigspressetjeneste. Vi skulle støtte os til ministeriets embedsmænd rundt om i verden, og der skulle gøres propaganda på mange sprog.

Ældre Hamlet og Ophelia

Stillingen mellem Danmark og Tyskland var ikke absolut fjendtlig. Ordentlige mennesker misbilligede Hitler og så med afsky på jødeforfølgelserne, men der havde endnu ikke været nogen udpræget 'krigstilstand' mellem Tyskland og dets naboer. Det var altså ikke noget problem i, at en berømt tysk skuespiller optrådte som Hamlet på Kronborg. Jeg tror endda, der var mange som syntes, det kunne være interessant at se en tysk version af den engelske tragedie om en dansk prins. Det blev så vedtaget, at Gustav Gründgens og Marianne Hoppe fra Deutsches Schauspielhaus i Berlin skulle være Hamlet og Ophelia. Sammenlignet med det foregående års par, Laurence Olivier og Vivien Leigh, var de lidt oppe i årene (hhv. 39 og 29 år, red.), men det var bagateller i forhold til at få lejlighed til at se en interessant og for os ny Hamlet. Der var dog visse vanskeligheder, der skulle overvindes. Sagen var den, at Joseph Goebbels var kulturminister i Nazityskland. Han havde underlagt sig teatre, filmproduktion og radioudsendelser og beherskede hermed kulturlivet som 'minister for folkeoplysning og propaganda' .

 Laurence Olivier (f.1907) og Vivien Leigh (f. 1913) på Kronborg 1937.

  Gustav Gründgens (f. 1899) og Marianne Hoppe (f. 1909) på Kronborg 1938.

Kritikken

Allerede fra første Hamlet-sæson var der stor prestige i for en skuespiller at spille Hamlet på åstedet for Shakespeares tragedie. Så sagen gik alligevel hurtigt i orden. 
Tyske teknikere kom herop med tegninger til scenen. Det var noget helt andet end året før. Mens englændernes scene var uhyre dramatisk med et helt tårn, som ragede fire meter op midt i det hele og med udvendige trapper, så var tyskernes scene mere almindelig. Den var flad på midten med lidt højde på begge sider og i baggrunden. Der var nogle enkelte draperier. Bl.a. dét, som Polonius skulle stå bagved og lytte, inden han blev dræbt af Hamlet. Det var altså ikke ydre effekter, man lagde an på, sådan som man havde gjort det fra engelsk side.

Gustaf Gründgens, Marianne Hoppe og ensemblet ankom. Der var afsat fire dage til prøver i slotsgården, men skuespillerne kunne sagtens have gennemført forestillingen efter to dages forløb – alt var jo gennemgået i forvejen i Berlin. Mens englænderne havde brugt en del danske statister – elever fra kornetskolen, som holdt til på Kronborg – var der ikke noget komparseri i den tyske iscenesættelse.

Premieren var uden problemer fra vejrets side. Det var en dejlig nordisk sommeraften. Bagefter samledes de implicerede ved det sædvanlige stykke smørrebrød og fik sagt de sædvanlige rosende ord.

Vi kom lidt sent i seng på Hotel Marienlyst. Jeg sov blideligt, da der kl. halv otte om morgen blev banket hårdt på min dør. Jeg nåede knapt at sige: -Kom ind!, før døren blev revet op, og der stod Gustaf Gründgens med morgenaviserne i hånden. Han var bleg som et lagen. Med en lang benet finger bankede han på aviserne og spurgte, om jeg havde læst dem. Det måtte jeg jo benægte.

Gründgens var stået tidligt op og havde fået aviserne i hotellets hall. Portieren havde oversat. Kritikerne var ikke overstrømmende.

Der var blomster og telegrammer, men Gründgens var ikke tilfreds med de danske anmeldelser.

Gründgens kom fra et land uden pressefrihed, men hvor alt, der nød magthavernes gunst, blev rost. Gründgens havde tætte relationer til Nazitoppen og havde ikke i alle sine år som chefskuespiller på Deutsches Schauspielhaus haft ærlig kritik, men kun skamros. Derfor forekom denne sagligt vurderende kritik ham uantagelig. At også Marianne Hoppe fik en hård medfart, omtalte han ikke. Sammenligningen med englænderne ramte ham især. Men værst var: - Og så skriver man, at jeg ikke kan fægte! Jeg – en prøjsisk officer! Det var ikke bare en kritik af ham og tysk skuespilkunst, men af hele den tyske officerstand. Sammenlignet med Olivier’s dueller med Laertes året før, var Gründgens fægtescener temmelig tamme. Englænderne kæmpede i vældige spring med sværd i den ene hånd og daggert i den anden. Tyskerne fægtede som i en middelalderlig fægtescene, og som man gør det på fægteskoler den dag i dag: Løftet venstrearm bagud, højre skulder fremme og sværdet (kården) i buet armstilling. Tre skridt frem og tre tilbage. Dét havde virket meget udramatisk på kritikerne, som til gengæld næppe var fægteeksperter. Der var andet, som var betydeligt mindre fængende end i den engelske forestilling. Dødsscenerne udspilledes på fladt gulv. 

Engelsk regi i 1937: Dronning Gertrud (på estraden) drikker gift og falder ned i armene på hoffolkene.

Englænderne brugte estrade, ja, Hamlet faldt endda ud fra det fire meter høje tårn, og blev grebet af seks danske statister. Gründgens døde temmelig fredeligt på scenegulvet.

Den ophidsede skuespiller ville hjem med det samme! Min eneste replik var: -Hvad så med Hermann Göring? Gründgens drejede om på hælen og marcherede ud.

Göring kommer

Fire dage før premieren var jeg kaldt til hastemøde i UM med kontorchef Paulsen, arkivar Bure og Københavns 1. politimester, Einer Mellerup. Hermann Göring havde via gesandtskabet i Berlin meddelt, at han agtede at overvære 'sit' teaters gæstespil på Kronborg. Besøget skulle efter hans ønske foregå inkognito. Tanken var utrolig! Hvis man ikke kendte til nazisternes mangel på humor, kunne man have troet, det var en spøg. Men det gav altså visse problemer, at besøget skulle være privat. Ingen officiel modtagelse og arrangementer fra statens side. Selv om danskerne på dette tidspunkt ikke var så hadefulde over for tyskerne, som de blev under besættelsen, var der alligevel et stort problem at sørge for den tyske topfigurs sikkerhed. Man kunne jo ikke stille livvagt til rådighed, når besøget var inkognito. Men noget måtte man finde på. Dette 'noget' blev den nye, unge turistchef. Jeg blev udnævnt til attaché og skulle holde politiet informeret om gæstens færden.

 'Carin II' - søsat i Hamburg juni 1937. 

Göring ankom til Nyhavn - dagen efter premieren - i sin store hvid lystyacht 'Carin II' - opkaldt efter hans tidligt afdøde svenske kone. Jeg rettede på slipset og gik ombord for at hilse på den 'store hvide flok', som vittige hunde havde døbt den vægttunge rigsluftfartsminister med hang til hvide operetteuniformer. 

 Herman Göring ankommer til Kronborg før Hamlet-forestillingen.

Göring havde været i Danmark flere gange tidligere. Som ung flyverløjtnant havde han deltaget i 1. Verdenskrig, og efter den gik han ind i privatflyvningen. Han havde en lille maskine, hvor han kunne have 2-3 passagerer. Med den havde han besøgt Odense og København ved flere lejligheder. Disse besøg var årsagen til, at den første opgave, jeg fik af den store mand, var at finde nogle 'skrubber'. Ikke den flade fisk, men et stykke wienerbrød af dette navn. Og de skulle være fra Bach på Frederiksberg Allé. Görings tjener og jeg bjergede 24 stk. De var til de 12 ansatte på yachten, som skulle have to hver. Men bageren kunne jo ikke holde denne tildragelse for sig selv, så besøget var ingenlunde hemmeligt længere.

 Herman Göring muntrer sig med Helsingørs borgmester 'Kong Peder' og wienerbrød i 'Svikmøllen' af Chr. Hoff.

Efter denne 'fangst' lettede yachten og stævnede mod Helsingør. Her blev Göring modtaget af Marianne Hoppe og Gustaf Gründgens, og de spiste en let middag på Marienlyst. Efter forestillingen og lidt natmad overnattede Göring ombord på 'Carin II'.

Næste morgen mødtes vi til morgenkaffe på hotellet. Göring havde planer. Skibet skulle sejle uden ham til København. Selv ville han køre turen ad Strandvejen, som han huskede som en af Nordeuropas smukkeste. Frokost på D'Angleterre. Herefter ville han gå ombord på skibet og lade som om han rejste hjem. Men senere, når det var blevet mørkt, ville han i Tivoli!!

Det var en noget nervøs turistchef-attaché, der ringede til politiinspektør Mellerup. Mellerup var rystet ved tanken om den store tysker i lysende hvid uniform blandt tusindvis af danskere i Tivoli - lidt af en gyser. Noget måtte gøres.

Bilturen ad Strandvejen forløb i adstadigt tempo – Göring skulle se det hele.

D'Angleterres terrasse var dengang helt åben, og et sted man lod sig se og så! Men da det lille dansk-tyske selskab ankom, var alle pladser besat. Der sad én mand ved hvert bord med en øl foran sig. Store mænd med bowler og cykelspænder. Det var det hemmelige politi på vagt.

 'Palmehaven' med orkester, der spillede til eftermiddagsdansant.

Anspændt frokost

Selskabet kom ind i 'Palmehaven', som var den tids københavnske in-sted. Normalt var der propfuldt til frokost og den efterfølgende dansant, men denne dag var her helt tomt. Bortset fra det enlige selskab, der bestod af gesandten Renthe-Fink, to sekretærer fra gesandtskabet og så mig. Göring bestilte ferskrøget laks, selv om han ikke kunne tåle det – han havde problemer med stofskiftet - og tysk vin.

Jeg havde frygtet denne frokost, men Göring var både uformel og underholdende og nød øjensynlig samtalen med den unge dansker. De tre øvrige bidrog af lutter underdanighed nærmest ikke med et ord. Göring kom ind på Gründgens utilfredshed med den danske Hamlet-kritik. Göring havde beroliget skuespilleren med, at han ikke kunne forvente samme forståelse som hjemme. Der blev talt om flere ufarlige ting, men pludselig blev Göring alvorlig: Han havde lagt mærke til, at danskere, han havde været i berøring med på sin korte visit, tilsyneladende var venlige, men alligevel også udstrålede en vis fjendtlighed. Det kunne han ikke forstå. Han var jo så glad for Skandinavien, hans 1. kone var svensk, og han havde altid været sympatisk indstillet over for danskerne, -Så hvorfor??

Jeg forsøgte at knibe udenom: -Jeg tror Deres Excellence tager fejl! Men Göring blev ved. Så tænkte jeg: -Hvad kan der ske, hvis jeg siger ham sandheden! Og med opbydelsen af en del mod fik jeg sagt: -Det kunne jo skyldes, at nogle danskere har hørt om tyske koncentrationslejre og finder dem uhyrlige! Göring stirrede forbavset på mig: -Der findes ikke koncentrationslejre i Tyskland! Jeg pippede, at man i danske aviser havde læst beretninger fra folk, der havde været i koncentrationslejre men var undsluppet og kommet til Schweiz. Og der var skrevet bøger om det… Göring hævede tre buttede fingre og så meget direkte på den nervøse turistchef: -Herrn Lichtenberg! Auf mein Ehrenwort – Konzentrationslager is eine grosse englische Propagandalüge!

Vi kom også ind på truslen om krig i Europa. Der var murren i Sudeterland, Czekoslovakiet, Østrig var invaderet - uden modstand ganske vist - og forholdet til Polen var spændt. Men igen spærrede luftfartsministeren sine lyseblå øjne op og fastslog: -Der bliver ingen krig! Og han betonede denne ekspertudtalelse med, at han i den tyske regering stort set var den eneste med reel krigsmæssig erfaring. De andre var amatører. De andre var i øvrigt heller ikke standsmæssigt så gode papirer, som han selv, der jo kom fra lavadelen. Han fremholdt også eksempler på sit mod i første verdenskrig. Og var i det hele taget ganske tilfreds med sig selv.

Men han var også venlig og jovial og på et tidspunkt spurgte han mig, hvilken bil jeg havde.

Jeg havde en tjenestevogn, en tysk Horch, der svarer til en Mercedes i dag. Det imponerede dog ikke Göring. -Jeg har 17 Horch'er!

Turistchefens gave

Alt i alt var det for Göring åbenbart en vellykket frokost. Da selskabet skulle til at bryde op, sagde han: -De vil snart høre fra den tyske gesandt, ikke sandt Hr. Renthe-Fink?, og De vil få en lille dekoration, De kan sætte på brystet!

Jeg ved ikke, om det var held eller forstand, der fik mig til at sige, at en sådan orden kunne jeg ikke modtage. Dels var jeg kun 35, og det er sjældent folk bliver dekoreret i den alder. Dels var det i Danmark regel for folk i halv- eller helofficiel tjeneste, at man ikke modtog udenlandske ordner, før man havde modtaget en dansk. Göring så på Renthe-Fink, som nikkede samstemmende – det var vistnok rigtigt. Bagefter fik jeg at vide, at det var det ikke!

Men Göring ville være den glade giver, så i stedet ville han forære mig sit guldcigaretetui med rød rubin. Igen beklagede jeg. Jeg røg nemlig ikke cigaretter, men kun cigarer, så det ville være synd at modtage så smuk en gave til ingen nytte. -Der må da være et eller andet, De kunne ønske Dem? fastholdt han.

Og så tog turistchefen i mig over. Jeg fortalte om mit medlemskab i Rødby-Femern-komiteen, som siden århundredskiftet havde arbejdet for at få gennemført den korteste rute til kontinentet fra Skandinavien i stedet for den lange fra Gedser til Warnemünde. Fra dansk side var man nået ret langt og havde fået gennemført ruten fra Helsingør til Rødby. Selv om man også i Tyskland havde en Rødby-Femern komité, var man langt bagud. Det ville fra dansk side betyde udgifter på ca. 20 mio. kr., hvad der var meget for et lille land. Fra tysk side ville beløbet blive ca. 120 mio. kr., men det var jo også et stort land!

Göring betragtede mig opmærksomt, så nikkede han et par gange og henvendt mod Renthe-Fink sagde han: -Denne såkaldte fugleflugtslinje var altså Hr. Lichtenbergs ønske. Vil De notere det!

Frokosten var slut og selskabet spadserede over Kgs. Nytorv til Nyhavn, hvor 'Carin II' ventede.

Og det blev aftalt, at man mødtes igen ved 21-tiden for at gå i Tivoli. Jeg skulle få besked over politiets telefon. Selv ringede jeg flere gange, men allerede kl. 16 modtog jeg med lettelse budskabet om, at Göring havde opgivet Tivoli. Der var kommet bud efter ham hjemmefra, og han var nu på vej mod hjemlandet. Alle drog et lettelsens suk.

Men jeg - og Danmark -  fik aldrig en Femern-bro! ⧫

Mogens Lichtenberg (1903-94) 

Cand. polit., civilingeniør 1928. Handelsvidenskabelige Læreanstalts diplom 1932, lærer i reklameteknik ved Handelshøjskolen 1933-39, afdelingschef i Turistforeningen for Danmark's udlandsafdeling fra 1935. Blev 1939 Danmarks første egentlige turistchef, indtil 1956. I 1957-71 var han dir. for Wagon-Lits/Cook Skandinavien, 1971-77 dir. for Falkonercentret og Falkonerteatret. Talrige tillidsposter og formand for bl.a. Friluftsrådet og Rådet for større Færdselssikkerhed, præsidiemedlem i World Wildlife Fund og bestyrelsesmedlem af internationale turist-, trafik-  og fredningsorganisationer.
Jeg interviewede ham i hjemmet i Tibirke i anledning af 100 året for Dansk turisme i 1989 og fik ved den lejlighed utallige udklip og ovenstående artikel med hjem. 
Men Gud ved hvad han ville sige til løsningen med en sænketunnel i Femern Bælt. Og til dansk turisme i dag?

EPILOG

I mange år var Femern-broen lagt i mølposen, men kom dog frem i lyset engang imellem. Tyskland var ikke interesseret i at medfinansiere projektet, men i 2009 vedtog den danske regering alligevel at opføre en såkaldt skråtagsbro. Imidlertid viste det sig at broen - i den økonomisk barberede udgave - var belastet med sikkerhedsfejl. 
I 2011 ændredes projektet til i stedet at blive en sænketunnel, helt dansk financieret, og efter planen tidligst færdig i 2026.

Så Danmark fik aldrig en Femern-bro, men så dog - ad åre - en Femern-forbindelse.