Goyas Hund og Krigens rædsler


3. maj 1803 (Goya, 1814) Franske soldater henretter civile spaniere

Den spanske maler Francisco José de Goya døde i 1828 som 82 årig i selvvalgt eksil i Bordeaux. Han hører til verdens mest betydningsfulde malere stærkt sekunderet af landsmændene Velázquez, El Greco, Miro, Dali, Picasso. Goya er blevet kaldt, 'Den sidste af de gamle store og den første af de nye'. 

'Saturn æder sine børn', Goya 1819

Hvis vi elegant 'glemmer' den 'Nøgne og Påklædte Maja' (1798-1805) og det mærkværdigt udleverende portræt af af den spanske kongefamilie 'Carlos IV's familie' (1800-01), er det nok grusomme billeder som 'Saturn æder sine børn' (1820-23), '3. maj 1803'(1814), hvor franske soldater skyder spanske frihedskæmpere, man husker. For slet ikke at tale om hans 'Los Desastres de la Guerra' ('Krigens Rædsler'), der blev skabt i to serier raderinger hhv. 1801-02 og 1812-14, men først publiceret offentligt 1863. Goya viste i sine krigsbilleder rædslen fra ofrene og lemlæstelsernes barbari uden den heroisering af krigen, som man tidligere havde set i kunsten. Hans raderinger ville have givet ham en dom som landsforræder, hvis de var blevet publiceret. Men de fleste blev først offentliggjort efter hans død.
I årene 1819-23 boede han sammen med den meget yngre, politisk aktive Leocadia Weiss i 'Den døves hus' uden for Madrid. Maleren var selv døv, man navnet på huset skyldtes dog en tidligere indvåner. 

I 1819 blev Goya alvorligt syg og var ved at dø. Men da han atter kom sig, skabte han en serie sælsomme raderinger og malerier som 'Saturn æder sine børn' og andre direkte på væggene. De er senere fjernet med nænsom hånd og overført til malerier, som nu befinder sig på Prado museet i Madrid under overskriften 'De sorte malerier'
Et af de særeste, og som for mig var den største åbenbaring på museet, da jeg var der for første gang for to år siden, var billedet af en hund, der svømmer? drukner? eller er halvt begravet? I en vild beskæring (1819-20). Goya har ikke selv givet billedet nogen titel, så det findes med samtlige titler.

Goyas (druknende) hund, 1819-21


Der er skrevet utallige bøger om Goya og hans kunst. I 2006 kom filmen 'Goya's Ghosts' af Milós Forman, men med en underlig fejlcastet Stellan Skarsgaard som den yngre Goya og en forskruet og kulørt handling. Så gå til den ægte vare. 





Øverst tre raderinger fra 'Krigens rædsler'. Det sidste fra serien 'Luner'.

Det Kgl. Biblioteks kobberstiksamling har alle hans raderinger, men de er ikke udstillet permanent.Til gengæld findes der mange bogværker med gengivelse af dem alle. Og de tåler gensyn igen og igen. Men tag allerhelst tag til Prado i Madrid eller til nogle af de andre store museer, der har Goya på programmet. Her er masser for øjet og for sind.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

ROMY SCHNEIDER - En 'genfødt' stjerne stråler

MARIA CALLAS - fascinerer stadig 40 år efter sin død

Ahlberg - maleren der gjorde Tintin sexet