Møde med Middelfart (21-24 august 2017)

- og gensyn med kolleger og venner

Det er er lidt af en luksus, når man ved ankomsten til en 'ny' by – i dette tilfælde Middelfart – mødes på stationen af byens tidligere turistchef gennem 35 år, Lone Brandt Jakobsen. Vi var ovenikøbet kommet en time tidligere end varslet – hvilket også blev påtalt! Den slags gør man ikke mod jomfruer. Og det ved jeg - om nogen. Shame!

Altså var vores Airbnb-værtinde heller ikke hjemme. Så i stedet kørte vi hen til Lones lille hus i Skovgade og hentede picnickurve  til en frokost i det grønne. Vi fik herefter en rundvisning i bil gennem det halve af Middelfart og en stor del af omegnen inkl. Hindsgavl Slot og omliggende parker, som Middelfart Kommune fremsynet købte i forrige århundrede, da slottet kørte på pumperne. 

Netop denne handling har betydet, at byen med god ret i dag kan kalde sig 'Den Grønne Kommune'. Vi havnede ved Søbadevej, hvor der var bænkeborde og udsigt til begge broer. Pillerejer, cremefraichemayo samt agurk- og ostehapser til dejligt brød. Kølig hvidvin og cola. Snakken gik 'om gamle dage' i turistbranchen (jeg var ansat i Danmarks Turistråds presseafdeling fra 1971-1990) og Lone altså i Middelfart til 2012. Minder og anekdoter vældede frem om elskede og mindre elskværdige kolleger, mange for længst hedengangne. Een ting var vi dog enige om: Vi havde været med i de sjove år, mens der stadig var mange originaler i branchen og ikke kun mappedyr og statistikere.

Efter en lille afstikker til Fænøsund, så vi kunne se til Kolding Fjord, og betagende udsigt til alle sider, blev vi kørt hjem. Vi havde en time i det lille anneks i Frederiksgade med 'egen' lille forhave og en venligsindet stribet hunkat, der gerne ville kæles.

Om aftenen havde Lone bestilt en herlig fiskebuffet til os i 'Fænøsund Marina', (der var også salater, brød og et par kødretter til.) En dejlig aften.

Tirsdag.

'Vores' bager bor kun 5 min. fra os, og der er mindst 10 forskellige slags morgenbrød, som koster det halve af Lagkagehusets, men til gengæld smager dobbelt så godt.

Dagen blev 'Lone-fri' dag, da hun havde nogle familieaftaler, og vi havde tilsagt en gammel ven, Erik, der for nogle år siden var flyttet til Nr. Bjert, og som vi ikke havde set siden. Det blev et rart gensyn med frokost på 'Brasserie Svanen' på den nye KulturØ, der i de senere år har fået selskab af moderne nyt glasbyggeri for velhavere. Noget pænere end andet – og noget desværre alt for tæt og som samtidig spærrer for den frie udsigt til Lillebælt, der tidligere var fra mange af byens pladser og gader. Byens nye titanium skrummel af et rådhus er noget brutalt skubbet ind mellem gamle bindingsværkshuse og de beskedne to-etagers byhuse, der ellers er Middelfarts kendetegn. Et andet markant prestigebyggeri er Middelfart Sparekasse, med prismeudsmykning af Olafur Eliasson. 

Det var en lidt overskyet dag, men da vi havde indtaget vores frokost, var solen ved at bryde frem, og vi besluttede os til at tage kaffen i 'Danmarks eneste 5 ***** værtshus', 'Guldkronen' ved Torvet, hvor der var sol og udsigt til den fine musiktribune, hvor der hver lørdag i sommerhalvåret er eftermiddagsjazz. I gårdhaven er der udsigt til Lillebælt, og inde i den gamle del af værtshuset er der et velassorteret bibliotek – danske og udenlandske klassikere i smukke læderindbindinger. Det kriblede lidt i fingrene, da jeg bladrede i nogle af de fine bind. Men man er vel et pænt menneske.
 

'Guldkronen' er de røde huse th. hvor der er gårdhave med udsigt til Lillebælt og terrasse på Torvet med musiktribune.

Så gik vi hjem gennem gågaden, hvor der var udsalg i de ufattelig mange sko- og kludebutikker. Virkelig mange gode tilbud i skjorter og sweaters til mænd, men i alt for små størrelser. Jeg scorede derimod et par gode sandaler 400 kr. under normalpris. Aftensmaden blev hjemme på egen lille terrasse – to stenovnspizzaer og et godt glas rødvin.

Onsdag.

Det havde regnet og havebordet var sjaskvådt, men solen strålede om morgen fra skyfri himmel. Værtinde Lone kom ned med en karklud til at tørre møblerne af med og et par havepuder. Morgenmad i solskin – herligt.

Vores 'chauffør' Lone hentede os 10,30, og vi kørte ad lidt omveje bl.a. til Kongebroen, hvor der er prægtig udsigt til den gamle Lillebæltsbro, og vi var i Strib, hvor de nyrige bor. Det var også her mode-ægteparret Søs og Ib Drasbæk (Dranella) boede med fin udsigt til Middelfart. 

Gemalen og vores vidende 'turistguide' Lone foran keramikmuseet CLAY

Men målet var det keramiske museum CLAY, der er indrettet i det gamle enkesæde Grimmerhus, som nogle år fungerede som pensionat men i 1996 åbnede som keramikmuseum i et samarbejde mellem Den Kgl. Porcelainsfabrik, B & G og Aluminia. 

Saltos herlige knopkrukker, som man desværre ikke må røre.

Her har der siden april i år været en stor særudstilling af Axel Saltos arbejder, som er meget andet end de piggede og knoppede skåle, vaser og krukker. Hvad den mand kunne i forskellige glasurteknikker og keramiske metoder er forbløffende. Ærgerligt, at der slet ikke er bare et lille 'berøringsområde'. Mange af krukkerne simpelthen råber på at blive rørt ved. Udstillingen er i den store nye afdeling (af arkitekterne Kjær & Richter, 2015) med betagende udsigt over det blå bælt mellem de mange gamle, mørkegrønne træer. 
 

Peter Brandes kæmpekrukker er udført på Tommerup Teglværk og denne står ved indgangen til parken. 

Jeg købte en lille sort keramisk sommerfugl i den pæne museumsbutik. Lone skulle hjem og hente barnebarn, så vi fik en 'afskedsdrink' på 'Guldkronen'. Jesper fik tre stk. smørrebrød, og bagefter fouragerede vi hos genboen, Slagter Lund, der havde ufattelig mange syndige udskæringer af røgede, 'italienske' skinker og pølser.

Byens Kvickly ligner et slot i et legeland, men er indeni er det den flotteste Kvickly butik, vi har oplevet. Vi købte brød, frugt, ost og røde roser i potte til Lone. Vi var også inde i byens meget smukke gamle kirke, hvor det dog faldt mig lidt for brystet, at der var opsat TV-skærme under de smukt bemalede søjlebuer. 

Middelfart Kirke

Undskyld mit franske, men hvad fanden skal de PC skærme i det smukke kirkerum?

Over alt i byen har man gjort meget ud af brolægningen, både gammeldags og moderne granitbelægninger kombineret med byens gamle skik om at fortovene er af hårdtbrændte, gule mursten. Desuden er byen ved at forberede åbne gennemløb af regnvandsopsamlinger gennem gågaderne. 

HOLMs er både et af byens ældste huse samt restaurant, krostue og gårdhave + hotel. Bør besøges.

Så skulle vi atter mødes med Lone - nu på hendes stamsted HOLMs, der bl.a. har en solbeskinnet rygerafdeling i den hyggelige gårdhave. Her havde vi et par hyggelige timer, og derefter kørte vi hjem i Skovgade, hvor vi smagte Slagter Lunds pølser o.a., før vi tog en taxa hjem.

Torsdag.

Lone kom og hentede os kl. 12, mens vi tog afsked med 'værtinde Lone'. Vi havde 50 min. til toget kørte mod København, og her nåede vi så at se det imponerende bygningskompleks, der tidligere udgjorde Psykiatrisk Hospital i Middelfart. Her er i dag mediekoncerner, offentlige kontorer, og kreative virksomheder samt Psykiatrisk Samling, smukt beliggende i et velholdt parkanlæg, hvor der til stadighed kører små, panserlignede 'legetøjs-plæneklippere rundt. 

Næste gang vi kommer til Middelfart, vil vi altså også besøge det Psykiatriske Museum.

Så hen til den lidt 'forladte' Middelfart station, hvor både stationsbygning og postkontor står tomme og ubrugte hen - 'høflig og reel selvbetjening'. Øv.  Og det var så slutningen på tre fine og begivenhedsrige dage i Middelfart.