HJEMMETURISTER


Vi skulle passe katten Wilma, mens familien var på ferie i Sverige 24.-28. juli, i huset på Østerbro. Det var gråvejr, men mildt, da vi ankom til Gyritegade tirsdag ved 12-tiden. Vi besluttede at tage i 'De små haver', og det blev 'M. G. Petersens Familiehave'. Der var musik for 'De unge, der er blevet ældre'. Og så kan man saftsuseme' li' Liller, Rastenni og Mogensen. Basta! Friskpillede rejer 165 kr. pr. stk. altså. Med yderligere 2 stk. smørrebrød + vin, vand blev regningen 695 kr. 

Vi gik ret langt gennem Frederiksberg, men fik kaffe undervejs i et hyggeligt bageri ved 'Sorte Hest', Vesterbrogade. På 'Frederik VI' (Dan Turélls stamsted) på Fredb. Allé,  var der overraskende billigt: 25 kr. for vand og 40 kr. for rødvin. Deres frokostkort så tiltalende ud, så der må vi ind en anden dag.



Spinkel sol onsdag morgen. Målet var Grundtvigskirken, som ingen af os har set indefra før. Og lad det være sagt med det samme: vi var skuffede. Vel er den imponerende udefra, men når man kommer ind, virker den på trods af de lyse gule sten ret mørk. Utrolig stilren, ingen dekoration af nogen art. Ingen glasmalerier. Ingen altertavle, ingen træskærerier, men smukke lysekroner og stilrene egetræsstole (1400) med papirflet-sæder og smukke orgler. Dog var der to store buketter på altret, som også var opmuret i gulsten. Var vi kommet kl. 12, havde der været kirkekoncert. Og hvis man er i den fødedygtige alder, er der tilbud om 'Babysalmesang' (3-12 mdr.) under kyndig vejledning.
Vi ville have spist frokost i restauranten 'Bjerget', der hører til området, for de havde Christiansø sild, men da vi nåede frem i køen, fik vi at vide, at køkkenet nu lukkede pga. et større aftenselskab.

Så fik Jesper den idé, at vi skulle ind i 'Under uret', ved Sølvtorvet, hvor han havde spist frokost med sin søn. Vi sad med udsigt til Kunstmuseet, og busser, der bl.a. kører til Søhuset, Buddinge, Kokkedal og Holte. Og oh, under! De havde også Christiansø sild. Jesper fik desuden smørstegt fiskefilet og var helt salig. 

Først havde vi tænkt at gå til den 'Hirschprungske Samling' lige i nærheden, men så kom jeg i tanke om 'Davids samling', som Jesper aldrig har besøgt. Vi gik gennem den blomstrende del af Kgs. Have, og nåede også lige at opleve sidste akt af Marionetteatret akkompagneret af Eric Satie musik. Meget fransk. 
 
I 'Davids Samling' (Kronprinsessegade) var Jesper var fuldstændig overvældet af skønheden og elegancen i håndværk i uld, silke, metal, træ, glas, emalje, miniaturemaleriet og keramik udført fra år ca. 700 - c. 1850 i bl.a. Tyrkiet, Egypten, Syrien, Afghanistan og Kina. Der var virkelig meget at se på, fordelt på de tre øverste etager.




Da vi sad på en af de smukke læderbænke, mætte af indtryk og trætte i benene, kommenterede en ældre herre med butterfly: 'Det her er da ikke noget, vi hørte om i min skoletid. Hvad man kunne i disse lande, mens vi herhjemme lige var begyndt at hamre lidt i sten. Dansk kultur, my foot'.
Vi besluttede at skøjte let gennem de to underste etager med Ældre europæisk samling og Nyere dansk samling. Her er alligevel så meget 'kendt'. Vi kan komme igen en anden dag, og det er jo gratis. Men vi fik da hilst på de fine malerier af Vilh. Hammershøj.

 Da vi kom ud, skinnende solen for fuld skrue, vi skråede ned ad Gothersgade og valgte uden smålig skelen til prisniveauet 'Pastis', (en Pellegrino (½ ltr.) vand 60 kr. og 65 for et glas hvidvin. Men så havde vi også udsigt en lille el-bil-opladerplads i skyggen af smukke akacietræer. Tjenerne, både de mandlige og kvindelige, var øjensynlig ansat efter udseende, men værten var at dømme efter sin optræden en dum skid. Det virkede dog som et populært sted med mange stamkunder og reservationer.

På vejen hjem, ville vi lige tjekke hvad 'Lumskebuksen' (se foto i toppen) i nærheden af 'vores hus' var for et sted. Jeg ved, min gamle svigerfar tabte sit gebis i toilettet dér, for 40 år siden. Jesper bestilte kaffe og rødvin. Det tog en rum tid. Værtinden havde glemt alt om os udenfor og havde selv drukket kaffen. Hun undskyldte mange gange, og Jesper fik kaffen 'på huset', og jeg verdens mindste fl. vin (18,5 cl.) til 40 kr. Hun anbefalede os varmt koncert med fire bands udendørs + grill lørdag aften, men da var vi jo tilbage i Helsingør.

Torsdag. Morgenmad i haven, dog kun katten Wilma og mig. Sol, men lidt køligt. Tog til Nyhavn, hvor jeg var ved at få kriller af de utrolig mange turister. Flest svenskere, japanere og spaniere. HT kanalbåden 992 er gratis, når man som vi har pensionistkort. Tager man hele ruten, varer den 1 t. 20 min., men så fik vi da også set nybygninger i sten, marmor, glas og beton for milliarder af kroner. Hvor er det synd, at der  bygges så tæt og med så få grønne oaser imellem. 


De første regndråber faldt, allerede inden vi gik fra borde. Jeg orkede ikke Nyhavn, selv om vi var lidt fristede af et tilbud om 3 østers og et glas champagne for 180 kr. Og Jesper ville have rigtig frokost. Det fik vi i kældercaféen 'Fremtiden' på Skt. Annæ Plads. Vi havde lige bestilt dagens ret 'Biksemad med det hele' (99 kr.) og jeg en 'Dyrlægens natmad' (77 kr.), da det begyndte at høvle ned og gæsterne væltede ind i tørvejr. Maden var glimrende, servitricen var sød, fortravlet og forvirret. Sur vært. 
Regnen var holdt op, da vi var færidge med at spise, og vi gik gennem de turistmyldrende gader og ned ad Bredgade til Designmuseet. Pensionistpris (70 kr./ alm. 100 kr.) Jeg var lidt stødt over, at den søde kassepige ikke behøvede at se dokumentation. Jesper har aldrig været på museet før, mens vi dog har været i Grønnegårdsteatret samme sted utallige gange. Og som han da fotograferede. Det var dog svært at tage gode billeder i de lokaler, der rummer særudstillingen med modedesigneren Erik Mortensens kjoler og dragter, da de fleste af væggene er sorte, og modellerne opsat på sorte podier. 




Der var overraskende mange udenlandske unge til denne del af udstillingen. Der var trængsel i caféen, fordi det nu atter regnede, så der kun sad få udendørs under parasollerne. Efter en kop kaffe og et glas vin vendte vi næsen mod Gyritegade.
Og aftenen sluttede stilfærdigt med en ostemad og et en film fra Netflix.  'En ganske rar mand' instr. af Hans Petter Moland med Stellan Skarsgård i hovedrollen. Den fik publikumsprisen i Berlin 2010. Den fik mig til at tænke over, hvor længe det sidst er siden, jeg så en af Brdr. Kaurismäkis film. Filmen mindede også om det kuldslåede miljø, med de lidt akavede eksistenser, men finder hos Bdr. Coen. 

 
Fredag skinnede solen fra skyfri himmel. Wilma insisterede på at være i haven, og vi tog hjem (tre busskift + to tog) kun for lige at skifte tøj og tage med toget til Hornbæk. Værterne havde glemt vi skulle komme(!), men var dog i gang med at stege sild til frokostgæsterne, der skulle komme næste dag (os). Så hvidvinen var lunken, sildene lune og ostene var fremragende. Dejlig eftermiddag, og vi blev endda kørt hjem af den flinke, men altså noget glemsomme vært. Nå, han er nylig gået på pension og har ikke helt vænnet sig til, at pensionister også må tjekke deres kalender hver dag. 
Og nu skal vi så holde fri fra ferie et par dage. Den står på kvindefodbold og blogopdateringer.
SLUT 



Kommentarer

  1. Det er en fantastisk god omtale af vores 4 dages ferie i København. Jeg mener dog du glemte at vi aldrig skal havd Netflix i huset. Og så kunne du også godt havde nævnt, den Japaske afdeling i Desigmuseet, som rummede mange gode ting.

    SvarSlet
  2. Superfin historie. Er der ikke billeder af Gyritegade :-)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

ROMY SCHNEIDER - En 'genfødt' stjerne stråler

MARIA CALLAS - fascinerer stadig 40 år efter sin død

Ahlberg - maleren der gjorde Tintin sexet