En rejse i tid til Athen og Loutraki for 40 år siden

Athen - Loutraki 21.5 – 4.6 1977

Husker ikke hvilket rejseselskab vi rejste med, kun at det var den første af mine mange Grækenlandsrejser, hvor der var flyveleder strejke. Og vi cirklede flere timer rundt over Athen. Thomas, der som barn led af køresyge, begyndte at føle sig dårlig, men var heldigvis i stand til at falde i søvn. Det var næsten mørkt, da vi endelig nåede frem til hotellet ved den meget rodede og  stærkt trafikerede Omonoia Plads (1). Der var ikke restaurant på hotellet, og vi måtte søge et pænt stykke rundt i kvarteret, før vi fandt et sted, hvor de havde noget at spise. Men da vi skulle hjemad og det nu var helt mørkt, forlod min sidste stedsans mig, og vi for faktisk vild. Thomas, som bare var 11 år, fik os dog på ret køl langt om længe, og vi var først hjemme på hotellet over midnat. Jeg hader, når man kommer til hotellet i mørke, og man ikke har tid til at finde sig nogle pejlemærker.
Det var rigtig varmt selv om natten, og vi havde svært ved at sove for larmen af ventilatoren, men når vi slukkede for den, kunne vi ikke være der for varme, og at åbne vinduerne var umuligt pga. støjen.

1. Omonoia Pladsen i 1977

Vi havde set slottet, Parlamentet og Akropolis (2). Sidstnævnte imponerede Thomas meget, for han var stadig i sin ridderborg-bygge fase. Men den dag vi skulle op på Lykabettohøjen (2 a) for at få det fulde udkig over Akropolis og Athen, var det ikke bare varmt, men der hang en tung sky af smog over hele byen. Jeg ved ikke, om der var svævebane i 1977, men vi var i hvert fald gået hele vejen. Der var mange mennesker, og det hele blev lidt overvældende, så vi besluttede at gå en anden vej ned, end den vi og alle de andre var kommet op ad. Mens vi altså kom længere væk fra sten og støj, begyndte Thomas at hive mig i hånden og hviske. 'Hva' hvisker du for?' spurgte jeg lidt irriteret. Indtil det gik op for mig, at han sagde: 'Der går en mand og gokker bag os!' 'Hvad??' Da jeg endelig fik vendt mig om, så jeg at det var rigtigt. En helt almindelig græker i stribet skjorte og med rosenkrans i den ene hånd og godt gang i verdens største pik med den anden. Eller i hvert fald den største af slagsen, jeg havde set. SÅ tog fanden ellers ved mig og os, og vi løb over stok og sten og tørre fyrretræsnåle, indtil vi var i udkanten af skrænten og kunne se ned på en befærdet gade. For at komme dertil skulle man over en cementeret dyb kløft – vel noget mere end en meter bred, men mange meter dyb. 'Tør du?' spurgte jeg Thomas. Det gjorde han - dog efter tilløb. Jeg er ingen bjerggemse og er kun én gang i mit liv kommet over en meter i højdespring til skoleidræt, men over kom jeg da.  Men turen ned til vejen var næsten lodret, og mens vi kurede ned, rev vi arme og ben på buske og småtræer, og jeg fik ridset en helt nyindkøbt taske. Og manden? Ja, ham og hans så vi heldigvis ikke mere til.

2. Akropolis - ikke mine fotos

2 a. Lykabettohøjen ligger i skygge på dette foto, men da vi var der, kunne vi dårligt se Akropolis for smog.

En aften var vi endt oppe i den gamle by Plaka'en (3) i en taverne, hvor vi mødte en usædvanlig sød brite og hans datter Melissa, som var på alder med Thomas. Og hun var ualmindelig yndig. Jeg tror det var den helt store kærlighed. Vi spiste sammen på en restaurant, hvor der bagefter var græsk dans - kun med mænd – ikke kluntet turist klam-sammen. Det var en meget hyggelig og smuk aften. Desværre sås vi ikke senere, da de skulle hjem til England dagen efter. Melissa var som Thomas skilsmissebarn, og hun skulle hjem på ferie med far. Hun sendte senere Thomas et fint lommetørklæde. Thomas (og jeg) besvarede brevet, men så skete der ikke mer. Det var så den forelskelse.

3. Plaka'en i Athen har mange dejlige tavernaer, men både nat og dag kan det være en plage at slippe fra de aggressive 'indpiskere'. (Heller ikke mine fotos).

En anden aften var vi på et sted, hvor der blev sunget viser af Theodorakis o.a. En nydelig amerikaner, der sad i nærheden, indledte en samtale, men nåede hurtigt frem til sagens kerne. Han var ikke interesseret i mig, men i at tage billeder af Thomas oppe ved ruinerne iført 'antikt' udstyr – angiveligt til en kalender. Jeg sagde, at det var jeg ikke sikker på, og at det i hvert fald var noget Thomas skulle bestemme selv. En græker med stort krøllet hår og skæg kom hen og satte sig i ved siden af mig. Han spurgte lavt, om amerikaneren var en jeg kendte. Og spurgte også, om han havde tilbudt at fotografere os. Jeg fortalte ham om 'tilbuddet'. Men Janos, som grækeren hed, sagde vi skulle holde os langt fra ham. Der gik rygter om de fotos, han havde til salg og deres klientel!
Der var ingen, der advarede os mod Janos, som derfor fik lov at spendere vin og cola på os og bagefter køre os hjem til hotellet. Thomas var faldet i søvn. Så vi bar ham op i seng. Bagefter gik vi ned og fandt en natrestaurant lige i nærheden, hvor lastbilchauffører og andre kom hen for at spise kallunmave suppe e.l., inden de kørte videre på langfart. Det smagte meget bedre end det så ud, men jeg har nu heller aldrig været bange for indmad.
Janos havde fortalt, at han var gift, og at han levede af at installere stålramme vinduer i ejendomskomplekser og derfor kørte rundt i en VW transit med rudestativer. Det var altså ikke en vanlig sportsvogns-charter-skørtejæger. Han havde siddet i amerikansk fængsel for at have deltaget i en kommunistisk arrangeret antiamerikansk demonstration. Men det var hans held, for i fængslet lærte han engelsk. Vi snakkede meget historie, politik og musik. Thomas og jeg skulle videre til Loutraki to dage senere, så han foreslog, at han tog nogle timer fri fra arbejde næste dag og så kørte os ud for at se Piræus Havn (4). Det gjorde vi så og spiste en dejlig middag nær havnen. Så skiltes vi. Han fik vores hoteladresse og tlf. i Loutraki. Og så lidt tårevædet farvel.

4. Piræus Havn ser i dag noget smartere ud, end da vi var der.

4 a. Thomas som skibsreder med ny t-shirt og jeans og iført Janos' sejlerkasket og solbriller.

I Loutraki (5) var der dengang ikke meget andet at gøre end at (sol)bade, sidde ved caféer eller gå ture i den ene eller i den anden retning ad strandpromenaden og evt. fortsætte lidt op i bjergene i byens omegn. Jeg kan dog huske min betagelse af for første gang at have set Hibiscus som kæmpestore buske og opleve gummitræer – ikke som potteplanter – men som træer.
Det blev lidt ensformigt, så vi fandt et sted, hvor vi kunne leje cykler og så cykle de ca. 9 km til Korinth og den store kanal. Turen blev længere end beregnet, for da vi havde cyklet et par km, gik Thomas' cykel i stykker - eller punkterede. I hvert fald måtte vi cykle tilbage for at få en ny cykel.

5. Loutraki i 1977. Det er vores hotel med de blå baldakiner i forgrunden. Nedenunder området som det ser ud i dag.

5 a. Strandpromenaden set fra den modsatte ende af Loutraki.

Det gamle Korinth (6) var der ikke meget tilbage af, så Thomas slap fra hurtigt indhentet paratvidenforedrag. Og vi skulle også være tilbage inden mørkets frembrud.
Der var stadig ingen besked fra Janos. Nå, tænkte jeg, det var så det, men var lidt skuffet.

6. Vi fik set Korinth kanalen, men oldtidsbyen Korinth var der ikke meget af.

Næste dag havde vi bevæget os væk fra den lille strand, der lå tæt ved hotellet, og hvor det var let at holde øje med Thomas, som jo i modsætning til mig kunne svømme. Men den dag lå stranden simpelthen for meget i læ, og de små runde sten, der udgjorde stranden, var gloende, så vi gik ned til den kilometerlange strand i 'midtbyen'. Thomas fandt hurtig nogle børn, han legede og svømmede med. Og jeg begyndte endelig at få godt has på Tom Kristensens 'Hærværk', som jeg hidtil havde opgivet. Jeg var nået godt 100 sider ind i bogen, da jeg pludselig blev ramt af en lille sten på ryggen. Troede naturligvis det var Thomas, men der stod Janos oppe på kanten til strandpromenaden og vinkede. Stor gensynsglæde.
Det viste sig, at han havde ringet flere gange, hvor vi ikke havde været på hotellet, og bedt dem tage imod besked til mig. Men om det nu var forglemmelse eller ond vilje, vides ikke. Janos mente helt sikkert, det var det sidste. Nå, men i hvert fald havde han planlagt, at vi skulle en tur til Kap Sounion (7) og se Poseidon templet, en af Grækenlands kendteste ruiner, utroligt smukt beliggende ved Peloponnes, Attica halvøen med vand og klipper som glødende kulisser ved sol-op- og nedgange. Lord Byron har hyldet stedet i 'Don Juan' og snittet sit navn i en af søjlerne ca. 1818.

7. Kap Sounion. Janos og jeg nederst th. Ærgerligt billedet  ikke er lidt skarpere.

7 a. Et eller andet sted på en af søjlerne i forgrunden har Lord Byron indskåret sit navn.

Vi fik den skønneste mad undervejs. Enkel og veltillavet(8). Og på de små taverner i næsten øde omgivelser og med rester af længst afholdte julefester eller bryllupper i form af sølvlameller og forblæste blomsterranker fik vi helt frisk fisk, tzaziki og dolmades samt lunt, friskbagt brød. Dét fik man aldrig i Athen, hvor de fleste restauranter fik leveret brødet om aftenen.

Inden Janos kørte os hjem, havde han hos en bondekone købt et glas hjemmesyltede vinblade til mig. (Jeg laver tit dolmades om sommeren af egne hjemmesyltede vinblade.)
Desuden medbragte han 6 lp'er dels med græske revolutionære sange fra borgerkrigen og dels med Theodorakis (9) i forskellige indspilninger. Når jeg engang imellem griber fat i dem, får jeg en ubændig trang til fisk, Retsina, græsk salat og salte kys.

9. To af de plader Janos forærede mig til afsked.

Ved afskeden udvekslede vi ikke adresser, men var enige om, at vi ikke skulle risikere at gøre vore 'hjemmeværende' mænd og koner bekymrede eller kede af det. Der var jo ikke gået noget fra dem, og vi var ikke gået fra nogen, men havde haft nogle skønne dage sammen, som jeg nødig ville have undværet.

10. Fra vores hotelaltan i Loutraki.

Det var sommeren 1977. Thomas var 11, jeg var 33 og Janos ca. 40. Lever han mon endnu og tænkte han nogensinde på os? I disse dage er det 40 år siden!