LEMPICKA - Art Deco-dronningen - stadig på toppen

Tamara de Lempicka (16. maj 1898 - 18. marts 1980) 

'Dame i grøn sportsvogn' (selvportræt), 1929

Tamara de Lempicka og Tadeusz Lempicki ca. 1925

Egentlig hed hun Maria Gorska og var født i enten Moskva eller Warszawa – det er ikke fastslået med sikkerhed. Faderen, Boris Gurwik-Gorski, var velhavende russisk jødisk fabrikant. Moderen, Malwina Decler kom fra en indflydelsesrig polsk familie. Maria fik sin første kunstskoling allerede i 1911 i St. Petersborg, hvor hun pga. forældrenes skilsmisse kom til at bo hos sin rige familie Stefa og Mauritz Stiefer. Familien tog hende til koncerter, ballet- og teaterforestillinger og på rejser til Rivieraen og Italien. Det betød møde med bl.a. religiøs italiensk kunst, men størst var Caravaggio, som livet igennem var en stor inspiration for hende. Men hun oplevede også det smarte europæiske jetset. Maria besluttede, at hun ville være kunstner, rig og berømt. Allerede som 15 årig mødte hun den velhavende advokat Tadeusz Lempicki

der var af polsk herkomst, og giftede sig, da hun blev 18. Samme år fødte hun sit eneste barn Maria Kristina kaldt Kizette. Da revolutionen udbrød, var Maria på besøg hos svenske venner. Hendes mand blev arresteret af bolsjevikkerne, som inddrog familiens herskabspalæ. Maria fik med hjælp fra en svensk diplomat gemalen løsladt. De mødtes i København; tog derefter ophold i London, men endte som så mange andre russiske, adelige emigranter i Paris. Maria blev indskrevet på Kunstakademiet de la Chaumiere på Montparnasse og tog navnet Tamara de Lempicka


I 1923 var hun med i udstillinger på forskellige gallerier. 1924 udstillede hun på kvindelige kunstneres salon. Året efter havde hun sin første store udstilling i Milano, hvortil hun havde udført 28 værker på blot ½ år. Der var meget hype om den smukke og allerede 'færdige' kunstnerinde. 
Nobelmodtager André Gide, 1925
Storhertug Gabriel, 1925

Hun formelig badede sig i beundring fra tilbedere af begge køn. Bestillinger på portrætter af de rige og berømte begyndte at strømme ind. Snart kunne hun finansielt klare sig selv, og ofrede til gengæld mand og barn meget lidt opmærksomhed. Hun kom i intellektuelle kredse om Picasso, Jean Cocteau og André Gide og var midtpunktet blandt fordrevne storfyrster og andet godtfolk, som gerne lod sig portrættere. Al den festivitas blev Tadeusz træt af, søgte skilsmisse og fik forældreretten til datteren i 1928.



 Utallige nøgenscener o.l. i storformat blev 'hits' i nordamerikanske finansmænds saloner i 30'erne



Året efter rejste Tamara Lempicka til USA, hvor hun var inviteret til at udstille i 'stålbyen' Pittsburgh, Pennsylvania. Senere kom hun til Chicago, hvor hun arbejdede sammen med kunstnere som Georgia O'Keeffe, Martïnez Delgado og Willem de Kooning. Her vrimlede det med finansfyrster, der brugte dele af deres formuer på kunst og også gerne ville portrætteres af og omgås med en ny, højt profileret kunstnerinde. 

Tilbage i Paris mødte hun baron Raoul Kuffner, og de giftede sig i 1933. Ved udsigten til krig i Europa flyttede de i 1939 til Beverly Hills, Californien. Kunstsmagen var på dette tidspunkt på vej væk fra den kubistisk inspirerede Art Deco-stil, der var Tamaras varemærke. Der blev længere mellem bestillinger og store fester, også selv om parret flyttede til New York i 1943.
Den spanske maler Salvador Dalí på besøg i en Lempicka udstilling i N.Y. 1941


I et forsøg på at følge tidens mode i retning af abstrakt maleri, gik Tamara i gang med at male med palet i stedet for pensel, og hun begynder også at male mere traditionelle opstillinger med blomster og frugter.
 
 Både Tamaras abstraktioner og hendes let surreelle nature morte'r var glimrende, men solgte ikke

Da hun arrangerede sin første – og eneste udstilling – med disse nye værker, blev kun ganske få solgt. Hun besluttede aldrig mere at udstille, men fortsatte med at male. 
 
'La Belle Rafaële' fra 1929 blev i 2011 i N.Y. solgt for 8,4 mio. $ til privat samler

I 1960' genopdages hun så småt. Hendes gamle værker dukker hyppigere og hyppigere op på udstillinger verden over og på auktioner, hvor de sælges til stadig højere beløb.
1962 dør Raoul Kuffner af et hjerteslag. Tamara, der nu kalder sig Kuffner, flytter i 1968 til Cuernavaca, Mexico, for at være sammen med datteren, der er blevet enke. Datteren bliver en slags kombineret stuepige, bobestyrer og sekretær for den stadig mere vrisne og uomgængelige mor, der sørger over tabet af skønhed og beundring. De bor sammen til Tamara dør i 1980. 
 
Hvor ville hun have frydet sig, hvis hun havde oplevet, at nutidige stjerner som Barbara Streisand, Jack Nicholsson og Madonna f.eks. er store samlere af hendes tidlige malerier.
 
Hun ligger på top-ti listen over dyrest solgte værker af kvindelige kunstnere, dog trumfet af bl.a. O'Keeffe, Louise Bourgeois, Joan Mitchell og Berthe Morrissot, men står øverst på hhv. listen for kvindelige russiske og polske malere, idet begge lande tager æren af hende som landsmand.
Den italienske kunstarrangør Arthemisia, der har specialiseret sig i kunstudstillinger i slotte og palæer, har siden 2006 haft Tamara De Lempicka på tourne i Royal Palais, Milano, Pinacothéque de Paris, Palazzo Chiabese, Torino , Palazzo Forti, Verona og: 

5. okt. 2018 - 24. febr. 2019 i Gaviria Palace i Madrid.



Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

ROMY SCHNEIDER - En 'genfødt' stjerne stråler

MARIA CALLAS - fascinerer stadig 40 år efter sin død

Ahlberg - maleren der gjorde Tintin sexet