LHASA - den lille stjerne med det store format

Jeg hørte Lhasa de Sela første gang ved morgenbordet i et hostel i Krakow, der hed 'El Mondo' – det var sommeren 2008. Værelserne var indrettet efter forskellige steder på kloden, Afrika, Nepal, USA osv. og i den kombinerede reception, morgenmadsrestaurant og aftenbar spilledes 'verdensmusik' døgnet rundt.

Lhasa de Sela nåede stor berømmelse i sit alt for korte liv både på grund af sine poetiske og stærke sange og sin dragende og lidt rå stemme, og sin passionerede sceneoptræden. At hun også sang og skrev på både engelsk, fransk og spansk var en gave ekstra.

Hun blev født 27. september 1972 i kvarteret Big Indian i New York. Moderen, Alexandra Karam, var fotograf og skuespiller; faderen, Alejando 'Alex' Sela, var mexicaner og underviste i sprog. Forældrene levede et hippieliv og var bl.a. interesseret i buddhisme, og da moderen nogen tid efter datterens fødsel læste en bog om Tibet og byen Lhasa følte hun, at dette var et passende navn til den lille datter. Lhasas bedstemødre var også kunstneriske gemytter: Mormoderen, Elena Karam, spillede hovedrollen i Elia Kazans 'America, America' og farmoderen, Carmen de Obarrio, der stammede fra Panama, var pianist og havde studeret musik i Los Angeles og San Francisco. Endelig havde Lhasa en oldefar, der sang på seks sprog.
Der var masser af musik i den lille piges hjem, for moderen spillede harpe og faderen fløjte. De flyttede en del rundt i det meste af USA og Mexico, så Lhasa blev det meste af tiden sammen med sine tre søskende undervist af forældrene. Begge forældre talte flydende spansk, men børnene blev primært undervist på engelsk. Da de i otte år af Lhasas barndom boede i Mexico, blev børnene automatisk to-sprogede. Et af hendes barndoms idoler var den chilenske sanger Victor Jara, som forældrene ofte spillede, og som hun var optaget af livet igennem. Hun anede ikke, at han var blevet dræbt i Pinochets fangelejre. Senere flyttede Lhasa til Frankrig og Canada. Det var her hendes første plade 'La Llorona' (1997) blev udgivet og som gjorde hende berømt overnight og indbragte platin. Hun begyndte at turnere med gruppen 'Lilith Fare' i Frankrig, senere turnerede hun med søstrene i en fransk cirkustrup, hvor hun sang til deres optræden. Hun slog sig ned i Marseilles 1999 og begyndte at skrive sange for alvor, før hun vendte tilbage til Canada for at indspille sit andet album, 'The Living Road' (2003), der efterfulgtes af tourneer både i Canada, USA og Europa.

I 2005 udnævnte BBC Radio 3 hende som Americas bedste 'verdensmusikernavn'. Hun skrev en bog om sine oplevelser, 'The Road Sings' (2008). Samtidig indspillede hun albummet 'Lhasa', men da pladen udkom 2009, havde hun allerede fået konstateret den brystkræft, som det trods mange og hårde behandlinger ikke lykkedes at bekæmpe. Hun døde nytårsaftensdag 2010 i Montreal, kun 37 år gammel. 
Alex de Sela, ved navngivningen af Lhasa de Sela Park i Montreal 2014

Der er siden blev afholdt store mindekoncerter for hende både i Canada og Frankrig, og den 15. maj 2014 opkaldtes en park nær hendes hjem i Montreal efter hende med en stor koncert, hvor mange af musikervennerne samt hendes familie medvirkede.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

ROMY SCHNEIDER - En 'genfødt' stjerne stråler

MARIA CALLAS - fascinerer stadig 40 år efter sin død

Ahlberg - maleren der gjorde Tintin sexet