På Ibiza og Sicilien i 70'erne
IBIZA
Værelset var mørkt og ucharmerende. Kæmpestort og uden balkon, men det var et halvt opdelt dobbeltværelse, hvor Thomas, som var ca. 9 år, så kunne have den ene del for sig selv. Ritualerne var, at vi skiftedes til at læse godnathistorie for ham (det var bl.a. 'Gullivers Rejser'), og når så Thomas var faldet i søvn, gik vi ned på Tony’s Bar 100 m fra hotellet. Thomas vidste, hvor vi var, hvis han skulle vågne.Tony’s var et lille bitte sted, som blev drevet af en tidl. direktør for en knivfabrik i Manchester og hans kone, som gik rundt i lange hippiegevandter og med en lighter hængende om halsen. Om aftenen kunne hun frembringe små retter, omeletter, sandwichs o.l. i et mini-køkken, der ikke var større end et kosteskab. Men ellers var stedets specialitet cocktails af alle mulige slags – og til priser, der var under det halve af dem, der gjaldt i de diskoteker, vi af den ene og anden grund var afskåret for at komme i. Vi fik en - højst to - drinks hver aften, og drak ellers vin eller øl.
Isfodrede firben
 |
| Vores yndlingsstrand Cala Gracio et par km fra hotellet |
I San Antonio, hvor vi boede, var der ikke nogen ordentlig strand i nærheden. Der var nogle små klippelaguner, hvor man kunne være nogle ganske få solbadere, men svømmere havde det fint. Alle andre turister tog med de forskellige udflugtsbåde - inkl. bar og høj musik - til de nærliggende vige og øer.
Vi fandt et andet sted, Cala Gracio. En lagune et par kilometer inde i landet, hvortil vi gik tidligt om formiddagen for at komme tilbage, når vi skulle have frokost på hotellet. Turen ud var fin og frisk, men på hjemturen omkring middag var det tit så varmt, at vi måtte tage en pause ved et lille serveringssted i skyggen. For at få den ret lange tur til 'at gå', havde Thomas opdyrket en speciel firbens-fange-teknik. Nogle få smuttede fra ham og efterlod kun halen, men de fleste fik han fat i. De blev så belønnet i deres korte fangenskab, når Thomas i hjemvandrings-pausen fik et bæger is med en lille plasticske. Så sad han og delte isen med salamanderen. Så ærgerligt, at vi dengang ikke havde et fotoapparat!
Vi fandt et andet sted, Cala Gracio. En lagune et par kilometer inde i landet, hvortil vi gik tidligt om formiddagen for at komme tilbage, når vi skulle have frokost på hotellet. Turen ud var fin og frisk, men på hjemturen omkring middag var det tit så varmt, at vi måtte tage en pause ved et lille serveringssted i skyggen. For at få den ret lange tur til 'at gå', havde Thomas opdyrket en speciel firbens-fange-teknik. Nogle få smuttede fra ham og efterlod kun halen, men de fleste fik han fat i. De blev så belønnet i deres korte fangenskab, når Thomas i hjemvandrings-pausen fik et bæger is med en lille plasticske. Så sad han og delte isen med salamanderen. Så ærgerligt, at vi dengang ikke havde et fotoapparat!
En dag havde vi sat os for at gå ind til øens hovedstad Ibiza, kun godt 5 km væk. Det måtte vi dog opgive efter et par km. Der var ingen fortove, men dybe grøfter langs begge sider af den smalle vej. Bilerne kørte hurtigt, men hvis der f.eks. var to turistbusser, som skulle passere hinanden, måtte vi ned i grøfterne. Det var ikke særlig skægt, og tit direkte farligt. Vi opgav.
Snegle i glas
Næste dag tog vi i stedet en bus ind til byen. Vi besluttede også, at det var her, turens ’gourmettrip’ (de andre dage havde vi fuld pension på hotellet) skulle foregå. Vi fandt et helt fortryllende sted på en åben plads omgivet af gamle huse. Bordene var dækket med hvidt damask og kæmpestore rødvinsglas. Der sad vi så og ventede på lækkerierne, da der lige pludselig lød nogle små hårde smæld i nærheden - som om nogle smed småsten på os. Så var det snegle fra de gamle mørkegule tagsten, der enten fordi de var for mange om pladsen, eller fordi de var tørstige, trillede lige ned i de store rødvinsbaljer. Og der var mange! Jeg kan ellers godt li’ snegle, men ikke i min rødvin.
Som altid, når vi havde tænkt os at spise langt og længe, fodrede vi forinden Thomas af med noget mad, han godt kunne lide, og købte så i stedet for menu’en på restauranten en lækker bil eller andet legetøj, han kunne fornøje sig med, mens vi spiste, og han nød en kakaomælk. Denne aften flottede vi os med en peberbøf, som virkelig også var mør og lækker, men normalt var det dengang spild af penge at betale for steaks på de mere urbane restauranter. Det var som regel sejt sålelæder.
Det var i øvrigt på denne tur, at Svenn i flyet på vej ned kom til at sidde sammen med en interessant, mørkhåret dame. Hun var på vej hjem efter at have solgt spanske antikviteter til bl.a. danske restauranter. Det viste sig senere at være Thomas 1. ’rigtige’ svigermor, Louise Hother Sørensen, som jeg senere lærte at kende og bl.a. hjalp med at sprogkorrigere, da hun skulle aflevere en opgave til RUC. Bekendtskabet gled desværre ud, da Anne blev udskrevet af vores slægtshistorie. Men hun var et yndigt bekendtskab.
SICILIEN– med udsigt til Etna
Villa Giardini i Naxos eksisterer stadig som ferielejligheder. Vi havde to balkoner - de to bagerste på 1. sal
Nogle år senere (1979) var vi på vores sidste rejse med Svenn, som de efterfølgende år i stedet tog sommerferiejob for at kunne opretholde bare en nogenlunde levestandard efter at være flyttet i kollegielejlighed på Østerbro. Og jeg havde ikke råd til at betale for os alle tre. Denne rejse gik til Sicilien, og vi boede i en ferielejlighed med udsigt til Etna – langt ude i horisonten – og en fjerntliggende motorvej. Byen hed Naxos og var en af de urgamle kolonier, som grækerne i sin tid havde grundet på øen. Den ældste og største græske by på øen var dog Siracusa, som i en periode pga. af sin gunstige beliggenhed var den største by i Middelhavet.
Naxos lå ca. 5 km syd for byens turisthovedstad, Taormina - en yndig by, men meget turistificeret. Thomas havde desværre mistet sin passion som dyrepasser. Nu var der kun mærkevarer som Adidas og andet i hovedet på ham, og selv om den slags her var noget billigere end i Danmark, så var det ikke noget Svenn og jeg gad bruge penge på. Thomas købte dog for sine egne lommepenge en køn lyseblå basketball cap, som faktisk var en god investering i den bagende sol, og et fodboldtilhænger silketørklæde også lyseblåt – kan ikke huske hvilken klub. Foto fra strandpromenaden i Naxos ca.1978.
 |
| Kaffe og cola pause i Taormina. |
Katakomber og nonner
 |
| Thomas og Svenn ved arenaen i Siracusa |
Vi tog på en daglang udflugt til Siracusa med toget tidligt om morgenen. Det er en vidunderlig by med kæmpestore barokpaladser og en pragtfuld domkirke. Jeg hader ellers barokstilen, men den passer godt ind i store åbne pladser med marmorbelægning, hvor bygningerne kaster dramatiske sorte skygger, mens man selv sidder under baldakiner eller parasol med sin espresso eller Campari. Vi kom bl.a. ned i katakomberne, hvor en vrissen munk med beskidte tæer og rådne tænder lukkede os ind. Jeg tror vi var de eneste – levende - gæster. Thomas var ikke særlig vild med de uendelige rækker af kranier og knogler i dynger – der dog havde en vis dyster charme.
Vi var også ude og se det imponerende velholdte græske teater, der er hugget ind i klipperne og som kan rumme 15.000 tilskuere. I den arkæologiske park var vi nede i den kæmpestore klippehule, der kaldes ’Dionysos øre’. Den græske filosof og videnskabsmand Dionysos d. Ældre skulle have opholdt sig her nogle år. At grotten har fået ’Øre’ som tillægsnavn tilskrives den fantastiske akustik.
Mine fødder har det med at hæve i varme, og det gjorde de også her. Jeg havde nye sandaler på og havde fået et par velvoksne vabler på hæl og storetå. Vi kom i toget på vej hjem mod Naxos til at sidde i kupé med to ældre nonner, der først skelede misbilligende til Svenns lange hår og mine korte skørter, men da jeg forsøgte at liste mine nye sandaler af og rense mine vabler med en vådserviet, kastede de sig formelig over mig og hev alskens remedier frem, skar hul på vablerne og kom jod og plaster på. Nonner i nøden. Bagefter delte de gavmildt deres brød med os, og vi fik endda et lille plasticbæger med rødvin. Thomas fik en appelsin.
Etna og russiske militærbusser
Men den mest fantastiske oplevelse på Sicilien var besøget på Etna. Turistbussen kørte kun ca. halvvejen op ad de snoede vulkanveje. Så blev vi sat af ved en rasteplads med udsigtsplateau, hvor der også var kiosk og toiletter. Her fik vi udleveret store tunge frakker og gummistøvler og blev puttet i nogle gamle russiske militærbusser, der hverken så smarte ud eller var smarte at sidde i, men de var stærke nok til at løfte os de sidste seje, stejle kilometer op mod toppen i den tynde luft og det skridende lavagrus, som normale busser ikke kunne klare.
Thomas, der som barn led af køresyge, fik lov at komme op og sidde foran, men havde det rigtig skidt. Så vidt jeg husker, kastede han dog først op, da vi var nået frem.
Det var en betagende tur, hvor vi - at skønne efter vegetationen - nærmest kørte gennem fire forskellige klimabælter. De grønne frodige træer blev afløst af birk og gran, og blev så mindre og mindre. Til sidst var der kun spredte buske og lidt lav. Og så til ingenting – kun sort lavagrus overalt. Lige midt i det hele kom der pludselig en sommerfugl flaksende, men den har sikkert hurtigt vendt snuden mod syd, for her var der absolut intet at hente og stikke snablen i.
Det var koldt som bare pokker, så vi takkede for vores grimme, tunge militærfrakker og støvler. Svenn var næsten helt henne for at kigge ned i krateret. Thomas og jeg holdt os på et par meters afstand. En uge efter vi havde været på øen, gik Etna faktisk i udbrud for første gang i mange år.
Det var en betagende tur, hvor vi - at skønne efter vegetationen - nærmest kørte gennem fire forskellige klimabælter. De grønne frodige træer blev afløst af birk og gran, og blev så mindre og mindre. Til sidst var der kun spredte buske og lidt lav. Og så til ingenting – kun sort lavagrus overalt. Lige midt i det hele kom der pludselig en sommerfugl flaksende, men den har sikkert hurtigt vendt snuden mod syd, for her var der absolut intet at hente og stikke snablen i.
Det var koldt som bare pokker, så vi takkede for vores grimme, tunge militærfrakker og støvler. Svenn var næsten helt henne for at kigge ned i krateret. Thomas og jeg holdt os på et par meters afstand. En uge efter vi havde været på øen, gik Etna faktisk i udbrud for første gang i mange år.
Morgenmad med pistol
Vi gik flere gange ind til Taormina. Det var kun et par kilometer, men de sidste temmelig stejle, da byen ligger højt og med en betagende smuk udsigt. Ellers, når strandturene var overstået, var vores bedste ture langs havnepromenaden ud til fyret ved Naxos, hvor vi af og til spiste i en stor restaurant. Og det var i den periode, hvor de virkelig spillede Rod Stewarts store hit det år, ’Don’t ya think I’m Sexy’. Svenn hadede både sangen og ’Roden’, som til gengæld altid har været en af mine yndlinge.
Der var ingen restaurant i vores feriehotel, men i køkkenskabet i vores kitchenette var der Nescafé og tebreve, og hver morgen kom en civilbetjent, der fungerede som nattevagt, og hængte friske rundstykker på vores dørhåndtag. Det var lidt specielt at få bragt sit morgenbrød af en guardia med pistolskæfte. Vi spiste de fleste af vore måltider på den dejligt store altan. Men hvis vi var på udflugter eller på stranden, købte vi en sandwich e.l. for ikke at gå de samme veje flere gange daglig.
En dag havde vi besøg af Pia, som var guide hos Tjæreborg i Taormina. Pia havde tidligere været ansat på Turistrådets kontor i Oslo, og hun var en smuk og begavet pige. Vi havde lavet en hyggelig frokost til hende, og hun inviterede os så til gengæld senere ind på en dejlig restaurant inde i Taormina, hvor hun fik 25% rabat. Her fortalte hun, at samme dag, i den store havnerestaurant, som vi havde besøgt et par gange, var restauratøren og kokken blevet skudt, angivelig fordi de ikke ville betale mafiaen beskyttelsespenge!
Denne tur blev som nævnt den sidste udlandsrejse, Thomas og jeg var sammen med Svenn. Det var et tab, for han var en meget dejlig rejsekammerat. En god kortfører og god til f.eks. metro- og togplaner, som jeg har mit mas med. Men så har jeg været heldig, at Thomas også har en glimrende stedsans, hvilket senere kom os til gode i Athen og på Kreta.
 |
| Thomas med selvkøbt sportsudstyr |
Svenn og jeg i Taormina
Kommentarer
Send en kommentar