'Die Marlenes' mange ansigter

Ægte Marlene: fjer, kunstige øjevipper og negle, smykker og barberede øjenbryn. Ca. 1939

Fra 'Shanghai Expressen' af Joseph von Sternberg, 1935

Hvis Marlene Dietrich (1901-92) havde været lige så kritisk over for de filmmanuskripter, hun fik tildelt, som hun var i forhold til sin fremtræden og lyssætning både på film og still fotos, så havde hendes ry som filmstjerne måske været større end hendes senere ikon status som entertainer i en menneskealder. For hun var en god skuespiller. Hun gav sig bare ikke lov til at spille dén rolle særlig mange gange i sin ellers lange karriere.

Det var efter min mening først og fremmest instruktøren Joseph von Sternbergs skyld. Godt nok var det ham, der med  'Den blå engel' (1928), hvor Dietrich som bekendt spillede den uartige kabaretsangerinde Lola Lola, skabte hende et verdensgennembrud af uhørte dimensioner. Men da filmen umiddelbart efter skaffede dem begge adgangsbillet til Hollywood, blev Sternberg besat af ensidigt at geare sin stjerne - nu også elskerinde - ind som den luxus femme fatale, han forestillede sig publikum tørstede efter. Og dermed forvandlede han 'Die Dietrich' til en mediestyret super model fremfor at udvikle hende som skuespiller.


Hun havde usædvanlig god sans for mode og rigtigt tilbehør og lærte af ham også til perfektion make up og lyssætning. Talentet druknede i kostumer og flamboyante scenografier som f.eks. 'Den blonde Venus', og 'Den røde kejserinde', 'Shanghai Ekspressen' m.fl., hvor hun altid spillede kvinder, der gik efter magten, og dét i de mest elegante rober. Men der var ikke meget til det publikum, der ville have en heltinde, de kunne føle med og holde af. Først da hun efter seks film opgav samarbejdet med von Sternberg og spillede mod James Stewart i 'Vestens Dronning' (1939) opdagede man, hvor megen sødme, charme og humor, hun også besad. De ægte, seriøse roller fik hun først sent i karrieren med 'Det hændte i Berlin' (1948), 'Dommen i Nürnberg' (1961) samt den lille, men betydningsfulde rolle som spåkone i 'Politiets blinde øje' (1958).


I en dokumentarfilm, der nylig blev vist i TV, fortalte hendes datter, Maria Riva, at hendes mors sidste 20 år i Paris, havde været én, lang tragedie. Da hun endelig forlod scenen, efter hun havde fejret sin 70 års fødselsdag, satte forfaldet hurtigt ind. Næret af liden eller ingen mad, flere flasker champagne daglig, cigaretter og et stigende antal piller. Da hun oplevede, at folk på gaden ikke længere genkendte hende som den fejrede grande dame, holdt hun simpelthen op med gå ud - og til sidst - at stå op af sengen. Hun ville ikke risikere at spolere sit eget image. Hendes eneste kontakt med omverdenen var telefonen til de stadig færre og færre venner. Hun blev dog ved at modtage post fra fans, der ville have hendes autograf, og dem skrev hun troligt. Og modtog også besøg af datter og barnebarn, der forgæves forsøgte at få hende til at flytte ind hos dem i Schweiz, samt nogle meget få venner og en hushjælp.

Men at hun var en usædvanlig god og varieret super model, viser dette billedudpluk.